De 10 mest læste artikler i 2024
Mistrivsel hos unge, Barnets Lov, skolevægring, autisme og ADHD samt lønguiden. Det er blot nogle af de emner, analyser og guides, som har optaget jer i 2024. Det spænder bredt, præcis som socialrådgiverfaget.
# 10.pladsen handler om retten til en bisidder. Studielektor Søren Blæsbjerg slår fast, at alle har ret til en bisidder og han dykker ligeledes ned forvaltningsloven paragraffer.
# På 9.pladsen finder du guiden: Sådan bliver du skarpere på det tværfaglige samarbejde. Guiden dykker både ned i barrierer, gevinster og fordelen ved at stille de korrekte spørgsmål i samarbejdet.
# 8.pladsen handler om skolevægring. Projektet Back2school har med succes sendt børn med skolevægring i skole igen med bittesmå skridt ad gangen. Projektleder Mikael Thamstum taler blandt andet om de sammensatte og forskellige problematikker, der er på spil, når det handler om skolefravær.
# 7.pladsen stiller skarpt på angst, depression og præstationspres hos unge og hvordan det kan ramme unge fra alle samfundslag. Ungdomsforsker og professor Noemi Katznelson belyser en række nuancer af mistrivsel og understreger, at unges mistrivsel skal tages alvorligt.
# 6.pladsen handler om Barnets Lov trådte i kraft i januar, og det har mange af jer, læst med om. I artiklen sætter professor Trine Schultz fokus på § 3 og 5 samt de nye bestemmelser om partsstatus.
# 5.pladsen er interviewet med forfatteren Thomas Korsgaard. I interviewet fortæller han både om sin opvækst i et hjem, som var præget af vold og fattigdom, hvordan han som kun 17-årig tog til København og sit forfatterskab.
# 4. pladsen handler om digitale vaner og unges trivsel. Digital kontakt kan ikke erstatte nærhed og samvær ansigt-til-ansigt, påpeger eksperterne i artiklen. Et vigtigt emne, som ligeledes går igen flere steder i danske medier. En stor andel af unge oplever øget ensomhed og savner at se deres venner fysisk, viser en analyse.
# 3.pladsen finder vi artiklen med professor i socialret, John Klausen, om, hvordan de mange fejl i fleksløntilskud udfordrer retssikkerheden. I artiklen belyses udfordringer med kommunernes korrekte anvendelse af reglerne for fleksløntilskud og de vanskeligheder, borgere oplever med at forstå beregningerne.
# 2.pladsen går til guiden om, hvordan socialrådgiverne bedst tjekker deres lønseddel.
I forbindelse med lønstigningerne efter OK24 har rigtig mange socialrådgivere været inde og læse om tillæg, nye løntrin og pension.
# 1.pladsen er autisme og ADHD – når hjernen er designet til at være anderledes.
Det er den faglige artikel, som I har læst fleste gange i 2024.
Her forklarer børnepsykiater Per Hove Thomsen og specialpsykolog Louise Meldgaard Bruun årsagerne til, hvorfor antallet af børn og unge med autisme og ADHD er steget voldsomt på få år og kommer med bud på, hvordan det stigende behov for målrettede indsatser kan håndteres.