JURA: Nye rettigheder til børn og unge i Barnets Lov
I slutningen af marts blev det længe ventede lovforslag til Barnets Lov genfremsat i Folketinget (L93). Et af de særlige og fremhævede elementer i loven er et ”nyt børnesyn” og flere rettigheder til barnet eller den unge. Spørgsmålet er, hvor mange nye rettigheder det reelt handler om, og hvori det nye består.
Det fremgår klart i forarbejderne og i aftalegrundlaget til Barnets Lov, at loven skal afspejle ”et tidssvarende børnesyn”. Barnets perspektiv skal altid være i fokus og være styrende for sagsbehandlingen, indsatserne og i opfølgningen. Alle børn med særlige behov skal ses ”i deres egen ret og som selvstændige individer med egen stemme”. Hensyn, som umiddelbart forekommer bekendte fra tidligere reformer og lovændringer på området.
Det anføres, at børnenes retssikkerhed skal prioriteres, og at de skal opleve et ”børnevenligt system”, der møder dem med en målrettet og sammenhængende indsats, som afspejler børnenes eller de unges egne ønsker og behov. Som led i sikringen af dette skal børn og unge derfor have flere selvstændige rettigheder.
Mange af de rettigheder, vi kender fra serviceloven, er flyttet over i Barnets Lov. Det ”nye” består navnlig af en indledende bestemmelse § 3 om barnets alder og partsstatus, en generel bestemmelse § 5 om medvirken og inddragelse af børn og unge (i stedet for de mange nuværende specialbestemmelser om inddragelse) og en række nye regler med ret for barnet til at ”anmode” om bestemte afgørelser, herunder at blive anbragt uden for hjemmet og at få suspenderet samvær i en periode.
Ny bestemmelse om ”partsstatus”
I § 3 i Barnets Lov har man valgt at indføre en generel regel for, fra hvilken alder børn og unge kan udøve egne partsbeføjelser – det vil sige har partshabilitet. Serviceloven indeholder allerede nu en række specialbestemmelser om børns rettigheder, for eksempel klageret over afgørelser for børn, der er fyldt 12 år.
I § 3 oplistes de forskellige typer af sager, hvor børn har partsstatus, og samtidig har man valgt at nedsætte alderen fra 12 til 10 år. Hvad barnets ”partsstatus” betyder mere generelt, herunder i forhold til den almindelige forvaltningsret, kommer man kun sparsomt omkring i forarbejderne til loven. Det omtales heller ikke, i hvilket omfang børn under 10 år vil kunne udøve egne partsbeføjelser, hvor der måtte opstå et behov herfor.
Det anføres, at børn fra 10 år har ”partshabilitet” i de anførte sager om særlig støtte, og de kan dermed udøve egne rettigheder i sagerne. Det betyder blandt andet, at barnet vil kunne klage over afgørelser, anmode om partsaktindsigt m.v. Det drejer sig om de samme typer af sager, hvor børn på 12 år i dag har partsstatus og klageret efter servicelovens §§ 167-170 (§ 142, 143, 145, 146-148 i Barnets Lov). Der er dermed tale om en videreførelse af den eksisterende retstilstand, dog med en justering af aldersgrænsen ned til 10 år.
Forældremyndighedsindehavers partsbeføjelser består uafhængigt af og ved siden af barnets eller den unges selvstændige partsbeføjelser.
For så vidt angår retten til at lade sig repræsentere anføres det i bemærkningerne til § 3, at denne dog som nu vil blive udøvet af forældremyndighedsindehaveren efter forældreansvarslovens § 2, ”medmindre der er tale om en sag som nævnt i den foreslåede § 3”. Det har formentlig ikke været hensigten at udvide børns ret til at lade sig repræsentere ud over, hvad der følger af retten til gratis advokatbistand i tvangssager, selv om bemærkningerne kunne efterlade tvivl herom. Uanset alder vil børn stadig, som i dag, kunne påklage en afgørelse om bisidder. Det præciseres i loven, at kommunen skal informere barnet om retten til bisidder.
Loven indeholder ikke andre ændringer i aldersgrænser end, hvad der anføres i § 3. De mange øvrige gældende aldersgrænser fra serviceloven videreføres således uændret i Barnets Lov.
Trine Schultz
Professor (mso) i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre
Forsker i socialforvaltningsret, med særlig fokus på børne- og ungeområdet
Nye regler om barnets anmodningsret
Et barn eller en ung får ret til at ”anmode” kommunen om at blive anbragt uden for hjemmet (§ 48), og er barnet 10 år, kan det tillige anmode om at blive permanent anbragt uden for hjemmet (§ 68).
Derudover kan barnet under anbringelsen anmode om, at samvær alene kan finde sted med tilstedeværelse af en støtteperson til barnet eller at få suspenderet samværet med forældre eller netværk i en periode på op til 8 uger (§ 103).
Bestemmelserne indebærer en pligt for kommunen til at vurdere anmodningen konkret, men ikke en ret for barnet til at der bliver truffet afgørelse. Vurderer kommunen, at der ikke er grundlag for at træffe afgørelse i sagen, vil der ikke være mulighed for at klage over dette.
Det forventes, at barnets lov vedtages inden sommerferien. Læs lovforslaget (L93) på ft.dk