JURA: Barnets lov – Regler for sagsbehandling i handicapsager
Med barnets lov blev reglerne om tildeling og udmåling af handicapkompenserende ydelser i vidt omfang overført uændret fra serviceloven til barnets lov. Nye regler om formål, principper, rettigheder og sagsbehandling kan dog give anledning til tvivl om, hvilke processuelle regler, der gælder.
Man har I barnets lov samlet alle handicapkompenserende ydelser i samme kapitel og tilføjet en ny generel formålsbestemmelse. Modsat tidligere gælder alle lovens øvrige bestemmelser, for eksempel kapitel 1-3, også for sager om børn og unge med funktionsnedsættelser.
Det vil sige, at der ikke længere er en mere eller mindre skarp snitflade mellem behandling af sager på baggrund af udsathed og nedsat funktionsevne.
Alle sager skal screenes
For eksempel gælder bestemmelserne i kapitel 3 om screening, afdækning og undersøgelse i alle sager i barnets lov – det vil sige også sager om handicapkompenserende ydelser.
Typisk har sager om handicapkompenserende ydelser været opfattet som ”ansøgningssager”, hvor sagsoplysningen i vidt omfang har været fokuseret mod den ansøgte ydelse, dog under hensyntagen til retssikkerhedslovens § 5 om helhedsorienteret sagsbehandling.
Alle sager skal nu screenes, jf. § 18, uanset om der er tale om en underretning eller om en ansøgning om støtte. Hvis det vurderes, at problemstillingen ikke kræver yderligere afdækning, er det muligt at træffe afgørelse om visse handicapkompenserende ydelser på baggrund af screeningen. Det er dog stadig forudsat, at hjemmetræning efter § 85 kræver udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse.
Børn uden klageret på handicapområdet
Som i alle øvrige sager efter barnets lov, skal børn og unge med funktionsnedsættelser inddrages aktivt i deres egen sag, med mindre alder eller andre forhold i afgørende grad taler imod det, jf. blandt andet paragraf 5 og 8. Det følger også af børnekonventionens artikel 12. Inddragelsen skal ske løbende og er ikke som tidligere knyttet til bestemte tidspunkter i sagsforløbet.
Barnet eller den unge er imidlertid ikke omfattet af § 3 om partsbeføjelser fra 10 års-alderen, da støtte efter kapitel 8 slet ikke er omfattet af bestemmelsen. Et barn har således ikke selvstændige partsbeføjelser i en sag om for eksempel merudgiftsydelser eller hjælpemidler, og kan ikke klage over afgørelser om støtte. Det svarer til tidligere retstilstand.
I forbindelse med barnets lov har lovgiver således ikke fundet anledning til at udvide kredsen af børn, der har selvstændig klageret til for eksempel også at omfatte børn og unge, hvor sagen handler om handicapkompenserende støtte.
Der lader ikke til at være gjort overvejelser om et eventuelt behov herfor i forarbejderne til loven. Det kunne for eksempel være relevant for en ung på 14 år, som ønsker støtte i form af ledsagelse efter § 89, da pågældende ikke kan færdes alene på grund af nedsat funktionsevne, men som får afslag på hjælp. Formålet med ledsagelse er blandt andet at medvirke til barnets selvstændiggørelse og integration i samfundet samt at tilgodese behovet for deltagelse i aktiviteter efter eget valg. Det skal dog bemærkes at børn, ud fra en konkret modenhedsvurdering, kan være partshabile, jf. den almindelige forvaltningsret.
Serviceloven er stadig i spil
I paragraf 90 er indsat en hjemmel til, at børn og unge under 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier fortsat har adgang til hjælp efter serviceloven. Der er ikke tiltænkt ændringer i retstilstanden.
Spørgsmålet er, om henvisningsbestemmelsen i § 90 har betydning for den måde, som sagerne behandles i forhold til øvrige sager efter barnets lov? Udgangspunktet er, at selv om den materielle bestemmelse for afgørelsen skal findes i serviceloven, så gælder de processuelle bestemmelser i barnets lov stadig. Ellers ville der heller ikke være sammenhæng i regelsættet. De eksempler, der henvises til i forarbejderne til barnets lov omkring for eksempel screening og afdækning, omhandler blandt andet hjælpemidler og praktisk hjælp, der netop er omfattet af § 90.
Ny generel bestemmelse
- I § 80 fremhæves kommunens pligt til at sikre, at hjælp og støtte efter kapitel 8 om ’hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier’ tilrettelægges med afsæt i barnets eller den unges perspektiv og i samarbejde med forældrene ud fra en konkret og individuel vurdering af ressourcer og behov.
- Hjælpen skal iværksættes med henblik på at fremme barnets eller den unges læring, udvikling, trivsel og selvstændighed, men kan også iværksættes med henblik på at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten for barnet, den unge eller familien, jf. lovens kapitel 1 og 2.
- Det præciseres desuden, at kommunen skal sikre koordinering, således at hjælpen tilrettelægges i sammenhæng med de øvrige tilbud og indsatser efter barnets lov eller anden relevant lovgivning.
Trine Schultz
Professor (mso) i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre
Forsker i socialforvaltningsret, med særlig fokus på børne- og ungeområdet