MIT ARGUMENT: Undgå flaskehalse i Kriminal­forsorgen

Af Vivi Maria Andersen, socialrådgiver og tillidsrepræsentant, Kriminalforsorgen, Nyborg Fængsel.
Om konsekvenserne af regeringens aftale om domstolenes økonomi, som blandt andet skal øge kapaciteten og nedbringe de lange sagsbehandlingstider, så flere sager kan blive afgjort hurtigere end i dag.

Min bekymring er, at der ikke gives de tilsvarende ressourcer til, at Kriminalforsorgen skal kunne løfte opgaven. I mange tilfælde står vi allerede nu i en flaskehalssituation, hvor vi ikke kan følge med i forhold til de opgaver, som det bliver pålagt vores faggruppe at varetage – hvilket også påvirker kvaliteten af det, der leveres.

Derudover er mange opgaver gradvist blevet flyttet til socialrådgiverne for at lette presset på blandt andre fængselsbetjentene.

Jeg mener, at der er brug for flere hænder til at løfte denne opgave, hvis vi skal undgå, at en allerede presset Kriminalforsorg bliver yderligere presset.