DEBAT: AI kan ikke drikke kaffe med arbejdsgiveren

Debatindlæg af Nadia Mattila, virksomhedskonsulent, Roskilde Kommune

Beskæftigelsesreformen er udrullet, og de nye sygedagpengeregler er en realitet. Men som virksomhedskonsulent og med en fortid som myndighedsrådgiver sidder jeg tilbage med en faglig bekymring. Politikernes blinde tillid til regneark og nye teknologiske værktøjer risikerer at skubbe syge mennesker ud i arbejdsløshed.

Min store bekymring er, at den teknologiske udvikling bliver brugt som en blind sparekniv. AI-værktøjer gør det muligt at dokumentere hurtigere. Det er et effektiviseringsværktøj, men jeg frygter, at ledelser og politikere tænker: ”Når konsulenterne dokumenterer hurtigere, kan vi skære i medarbejderstaben og give de resterende flere sager.”

I forbindelse med beskæftigelsesreformen er sygemeldte borgere i job, der forventes raske inden for 26 uger, som udgangspunkt blevet fritaget for kommunale samtaler. På papiret lyder ideen god, men man har fjernet systemets vigtigste følehorn: Når rådgiverne ikke længere taler med de sygemeldte borgere, hvordan skal vi så nå at sætte ind, inden borgeren bliver afskediget?

Borgere med alvorlig sygdom kan have et desperat håb om at bevare deres arbejde. Den slags løsninger finder man ikke via en chatbot. De opstår gennem tætte relationer til arbejdsgivere, som tør beholde medarbejderen, fordi de ved, at vi som virksomhedskonsulenter yder sparring og opfølgning.

Hvis politikerne øger vores sagstal, mister vi den tid, der er nødvendig for at pleje vigtige netværk. Min frygt er, at de nye regler og den blinde teknologitro kan skabe fyringer blandt sygemeldte borgere og samtidig føre til færre socialrådgivere på beskæftigelsesområdet, fordi effektiviseringer bruges som begrundelse for at skære i medarbejderstaben.

Kære politikere: AI kan booke et møde, men AI kan ikke drikke den afgørende kop kaffe med arbejdsgiveren, der redder en medarbejder fra en fyreseddel. Lad være med at forveksle hurtigere dokumentation med hurtigere relationsarbejde.