DEBAT: Et sygedagpengesystem på skrump får mine knæ til at ryste

Arbejdslivet er forbundet med at skabe retning, mening og identitet i tilværelsen – og placere os i betydningsfulde sociale fællesskaber. Men vi kan alle blive ramt af sygdom, som kan betyde, at vi er forhindret i at arbejde – og hvad sker der så?

Jeg vidste fra første dag, som færdiguddannet socialrådgiver for 11 år siden, at jeg ville arbejde på sygedagpengeområdet, for intet virkede vigtigere end at hjælpe andre med at fastholde deres tilknytning til arbejdslivet. Så når jeg i debatten hører om fremtidens beskæftigelsesindsats, at man nemt kan ”skrumpe” sygedagpengeindsatsen, ja så hæver jeg øjenbrynet, og mine knæ begynder at ryste en smule.

Måske kan vi på den korte bane spare midler ved ikke at fokusere på lønmodtagere i beskæftigelse, som bliver syge. Men forskningen har gentagne gange vist fordele ved forebyggelse og tidlig indsats, og i min optik kunne intet være mere sandt, når det gælder sygefraværspolitik. Uden at have nørdet tallene tør jeg godt sige, at vi bruger milliarder på sygefravær på landsbasis – og mindskede vi sygefraværsprocenterne bare lidt, kunne vi øge arbejdsudbuddet betragteligt.

En sygemelding er ofte et sårbart sted at stå. Når jeg er involveret i sygedagpengeindsatsen, indtager jeg en facilitatorrolle, hvor mit ærinde er at finde løsninger om fastholdelse. Selvfølgelig er min opgave også at vurdere, om borgeren kunne varetage et andet passende arbejde og derfor ikke opfylder betingelserne i sygedagpengelovens paragraf 7 om at være uarbejdsdygtig. Men min fornemmeste opgave er at sikre fastholdelsen, hvis det er muligt.

Det er med dét afsæt, at jeg er utrolig bekymret for ekspertgruppens oplæg om at flytte de sygemeldte fra beskæftigelse ud af beskæftigelsesindsatsen. Mit arbejdsliv har vist mig, at begge parter, medarbejder som arbejdsgiver, værdsætter vejledningen og støtten.
Politikerne bør tænke sig om en ekstra gang, og lade mine kolleger og mig fortsætte indsatsen for dem, som har brug for det.