PRAKSISKLUMMEN: Effektivitet kommer med en pris

"Når systemer er pressede, bliver det vigtigt at have fokus på, hvilke opgaver der lettest glider ud."

Hvad betyder det egentlig, når vi arbejder i systemer, der er pressede? Det spørgsmål går jeg og funderer lidt over. Når jeg selv får travlt, ved jeg godt, hvad der sker. Jeg bliver mindre sjov, jeg bliver mindre kreativ, jeg bliver mere målrettet.

Er målrettetheden et problem? Er effektivitet et fy-ord? Vel egentligt ikke, men den kommer med en pris. At alt det, der ikke er supernødvendigt, skæres væk. Det gør, at der er nuancer, som misses. Det reducerer input fra andre, eftertænksomhed og muligheden for at blive tilpas virkelighedskorrigeret.

Jeg arbejder i et kommunalt system fyldt med dygtige, engagerede socialrådgivere, der hver dag gør deres bedste for de børn og familier, som de møder. Men jeg er også leder for Forældrestøtten, hvor vi støtter forældre med anbragte børn, og hvor socialrådgiverne ser en anden side af forvaltningen.

De oplever gentagne gange, at forældre til anbragte børn ikke tæller ret meget i sagen. At opkald glemmes, at tilbagemeldinger er forsinkede eller upræcise, at det, der er vigtigt for forældrene, ikke rigtigt bliver hørt og set.

Vi hører ofte forældre fortælle, at de – før anbringelsen – blev talt med og inddraget. Når anbringelsen er gennemført, bliver der lidt for ofte lidt for stille.

Kan det handle om, at vores system er blevet lidt for effektivt. Hvad skal jeg nå? Hvad kan jeg nå? Særligt når systemer er pressede, bliver det vigtigt at have fokus på, hvilke opgaver der lettest glider ud.

Men lige så vigtigt er det, at vi også får afsat den nødvendige tid til at håndtere de rettigheder, som forældrene til de anbragte børn har. For når de gentagne gange bliver lovet svar, som de ikke får, så falder tilliden til det system, der passer på deres børn.

Det kan betyde, at sagsbehandlingen bliver mere ressourcekrævende, og at møder kommer til at handle om alt det, der ikke blev gjort, svaret på eller sendt. Jeg ved ikke, hvordan vi får løst ”forventningsafstemnings-udfordringen”. Men jeg tror, at en del af løsningen handler om, at vi ved, at udfordringen ikke handler om ”gode” eller ”dårlige” socialrådgivere. Det handler om, at vi som system får øje på, hvor vores blinde vinkler er – midt i vores effektive hverdag – og finder fælles måder at håndtere dem på.