Refleksion: ”Jeg har svært ved at genkende billedet af berøringsangst”

I en heftig debat om blandt andet social kontrol i familier med minoritetsetnisk baggrund er socialrådgivere blevet beskyldt for at holde sig på afstand af minoritetsetniske familier på grund af berøringsangst. Som teamleder for knap 20 seje socialrådgivere i en familieafdeling må jeg bare sige, at jeg har svært ved at genkende det billede.

Jeg anerkender fuldt ud, at Alviras historie fra TV2-dokumentaren ”Du må ikke blive for dansk” er tragisk, og at hun blev udsat for svigt af de myndigheder, som undlod at handle. Samtidig er det værd at huske, at hendes sag er 20 år gammel, og at både lovgivningen og den kommunale praksis har ændret sig meget siden da.

I mit arbejde ser jeg socialrådgivere, der stiller både krav og svære spørgsmål til forældrene. De tager på uanmeldte hjemmebesøg for at komme bag facaden. De insisterer på at tale med børnene, også når det kræver ekstra tid og vedholdenhed at få barnets egen stemme frem.

Betyder det, at alt fungerer perfekt? Selvfølgelig ikke.

Der er brodne kar blandt socialrådgivere, ligesom der er det i alle andre fag. Der laves fejl i familieafdelingerne, ligesom det sker andre steder. De historier skal fortælles, og vi socialrådgivere skal være klar til at lytte, så vi kan lære og forbedre vores praksis.

Men selv om historier, som ligger mange år tilbage, sagtens kan danne grundlag for refleksioner over, hvordan man hjælper børn og familier, bør de ikke bruges til at konkludere noget om kvaliteten af arbejdet i dag.

Og de bør heller ikke føre til den konklusion, at socialrådgivere i landets familieafdelinger er præget af berøringsangst.

Som én, der hver dag går på arbejde blandt mange dygtige socialrådgivere, er jeg nødt til at sige, at de først og fremmest fortjener at blive mødt med ros og anerkendelse for deres arbejde. Ikke med beskyldninger om berøringsangst.

---

Har du en oplevelse, der har givet stof til eftertanke, så skriv til os på refleksion@socialraadgiverne.dk.