Refleksion: ”Når tiden bliver en modspiller”
Sisi Ploug Pedersen, teamleder for Anbringelse og Hjemgivelsesteamet og Familieplejeteamet, Ringkøbing-Skjern Kommune. Er medlem af Dansk Socialrådgiverforenings hovedbestyrelse og forkvinde for DS’ faggruppe Børn, Unge og Familier.
Foto: Michael Drost-Hansen
Hvad gør jeg, når systemets tidsfrister kolliderer med et barns behov for ro og dermed bliver en modspiller?
Sofie er 12 år og har været tvangsanbragt i næsten tre år. Anbringelsen har været præget af konflikt og massiv modstand fra Sofies mor, som gentagne gange udfordrer rammerne – senest med alvorlige anklager mod anbringelsesstedet. Mor har tidligere bortført Sofie ud af landet.
Ankestyrelsen stadfæster overvåget samvær, men pålægger samtidig kommunen at finde et nyt anbringelsessted inden for fire uger. På papiret er det en tydelig ramme. I praksis føles det som et pres, der skubber fagligheden i baggrunden. For bag afgørelsen står en pige, som bryder sammen ved tanken om at skulle flyttes. Over for Ankestyrelsen giver Sofie udtryk for det, som hun tror, at hendes mor ønsker. Over for mig siger hun noget andet: Hun vil ikke væk.
Jeg står i et dilemma: Hvis jeg følger fristen, kan jeg finde en plads, og kommunen lever op til afgørelsen. Men jeg ved, at det gode match tager tid. Risikoen er en forhastet flytning, der skader mere, end den gavner.
Hvis jeg derimod udfordrer fristen eller overskrider den, har jeg mulighed for at tale med Sofie, undersøge tilbud, planlægge en skånsom overgang. Men jeg udfordrer samtidig en afgørelse og et system, der netop kritiseres for ikke at overholde tidsfrister.
Jeg vælger at strække tiden. Ikke for at underminere afgørelsen, men for at tage dens intention alvorligt. At sikre Sofies trivsel. Det kræver, at hendes stemme ikke blot høres, men forstås. At vi tager højde for hendes loyalitetskonflikt. At vi undersøger, om en flytning overhovedet er den rigtige løsning.
Jeg ved, at jeg bevæger mig i et spændingsfelt mellem jura og faglig etik. Men i sidste ende må jeg spørge mig selv om, hvad der er værst: At overskride en frist eller at træffe en forhastet beslutning med konsekvenser for et barn?
På Folkemødet på Bornholm bragte Sisi Ploug Pedersen sit dilemma i spil i ”Signe og monopolet”. DS’ forkvinde, Signe Færch, præsenterede flere dilemmaer for Monopolet, som bestod af tre nyvalgte folketingsmedlemmer. Der var bred enighed om, at man skal kunne tale om overskredne frister på en ny måde, så det bliver tydeligt, at frister og socialfaglig kvalitet ikke altid er det samme.
Har du en oplevelse, der har givet stof til eftertanke, så skriv til os på refleksion@socialraadgiverne.dk.