Guiden: Det skal du holde øje med, når du tjekker din lønseddel

Det er altid en god idé at tjekke sin lønseddel. Og netop nu, hvor OK24 har sikret dig en lønstigning og højere pension, er det vigtigt at holde øje med, om din løn og pension er blevet reguleret.

OK24 sikrer dig højere løn allerede nu

Som et resultat af de netop afsluttede ­lønforhandlinger, OK24, skal din løn for april være højere end din løn for marts – det gælder for socialrådgivere ansat i kommuner, regioner og staten.

Arbejdsgiverne har sandsynligvis først nået at korrigere lønnen efter OK24 på lønsedlen for maj. Hvis det er tilfældet, skal du kigge ekstra grundigt på din lønseddel i slutningen af maj, hvor du gerne skulle få lønstigningen for både april og maj udbetalt.

Forstå din lønseddel

Den månedlige lønseddel kan være svær at gennemskue. Får jeg de rigtige tillæg? Er jeg placeret på det rigtige løntrin? Bliver der sparet op til ferie og pension, som der skal ifølge overenskomsten?

Det er bare nogle af de spørgsmål, man kan komme i tvivl om. Og fejl kan koste tusindvis af kroner. Derfor er det vigtigt, at du tjekker din lønseddel. Guiden gennemgår syv punkter, du skal være opmærksom på.

1 Passer månedslønnen?
De fleste socialrådgivere er månedslønnede – hvis det gælder for dig, skal du sikre dig, at der står det rigtige beløb på din lønseddel. Det er meget vigtigt, da månedslønnen afgør meget andet på lønsedlen som for eksempel din pension og dine feriepenge.

2 Er du timelønnet?
Er du timelønnet, er det helt afgørende, at du får løn for det rette antal timer. Tjek derfor altid, om timetallet på lønsedlen passer med det antal timer, du har arbejdet. Og husk at tjekke, at timelønnen er den rigtige – især hvis du for nylig er steget i løn.

3 Får du de rigtige tillæg?
Hvis du arbejder i weekenden, om aftenen og på helligdage, har du ret til tillæg. Det er en rigtig god idé at skrive ned, hvor meget du har arbejdet på tidspunkter, der medfører tillæg, og efterfølgende kontrollere det på lønsedlen. Det gælder særligt, hvis du arbejder fast på skæve tidspunkter – eksempelvis på en døgninstitution.

4 Nye tillæg og løntrin
Ved nyansættelser og i forbindelse med de årlige, lokale lønforhandlinger aftales der løntrinsindplacering og tillæg til lønnen. Hvis der er aftalt nye tillæg eller løntrin for dig, så skal du tjekke, om det er kommet med på lønsedlen.

5 Får du den rigtige pension?
Din overenskomst fastslår, hvor stor en procentdel af din løn arbejdsgiveren skal indbetale hver måned. Husk at holde øje med, at det korrekte beløb bliver indbetalt. Hvis du ikke kan huske din pensionsprocent, kan du finde pensionsprocenten på socialraadgiverne.dk/loen – eller spørge din tillidsrepræsentant.

6 Får du nok ferie?
Ifølge ferieloven skal en fastansat optjene 2,08 feriedage per måned. De fleste arbejdspladser har derudover en sjette ferieuge i overenskomsten. Kontrollér din lønseddel for, at den korrekte mængde ferie bliver lagt til hver måned.

7 Passer beløbene på årsbasis?
Langt de fleste lønsedler vil have en samlet oversigt over, hvad du har optjent i både løn og pension i løbet af året. For timelønnede står der også indbetalte feriepenge og søn- og helligdagsbetaling. Det kan være en god idé at tjekke, at de tal hver måned stiger med den rette.

Hvis du vil vide mere

I kommuner og regioner bruges enten lønsedler fra KMD, eller fra Silkeborg Data. I to vejledninger på socialraadgiverne.dk/loen kan du se eksempler på, hvordan lønsedlerne læses.

Som statsansat kan du finde grundige oplysninger om lønsedlen på Økonomistyrelsens hjemmeside


Hver anden lønmodtager i Danmark har oplevet at finde fejl på lønsedlen. Det viser tal fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.


Har du brug for hjælp til at tjekke din lønseddel? Kontakt din tillidsrepræsentant på din arbejdsplads eller ring til Dansk Socialrådgiverforenings Medlemsservice på tlf. 70 10 10 99.