DEBAT: Hvem passer de pårørende?
"Sygdom og omsorgsopgaven fylder nogle gange så meget, at den pårørende bliver slidt op og i værste fald må sygemelde sig."
De afsluttede overenskomstforhandlinger fortjener ros. Retten til tre dages fri ved barns sygdom giver mulighed for, at familie- og arbejdsliv hænger bedre sammen.
Men vi overser fortsat en anden gruppe, der også kæmper for at få hverdagen til at fungere, nemlig de pårørende. Når sygdom, krise eller sorg rammer en af vores nærtstående, får det som regel betydning for arbejdslivet.
Som tidligere socialrådgiver i Parkinsonforeningen har jeg talt med rigtig mange mennesker, som er nærmeste pårørende til en borger med parkinson. Det er ægtefæller, samlevere eller de voksne børn, som varetager en lang række opgaver ved siden af deres arbejde. Det er alt fra ledsagelse og koordinering med sundhedsvæsen og kommunen til praktisk hjælp og omsorg, til at træffe store beslutninger (nogle gange på egen hånd) – og der følger en stor følelsesmæssig belastning med.
Sygdom og omsorgsopgaven fylder nogle gange så meget, at den pårørende bliver slidt op og i værste fald må sygemelde sig. Alligevel er der i dag meget få rettigheder og kun begrænset fleksibilitet for denne gruppe, når arbejdsliv og omsorgsansvar kolliderer.
Mange velfærdsopgaver bæres i dag af pårørende, og det er på tide, at pårørenderollen bringes ind i diskussionen om fremtidens arbejdsmarked. Har man en alvorligt syg ægtefælle eller forælder, forventes det, at man ’finder en løsning selv’. Omsorgsdage og større fleksibilitet bør ikke være forbeholdt forældre til mindre børn. Livet rummer mange faser, hvor behovet for at tage ansvar for andre er mindst lige så presserende.
De seneste overenskomstresultater viser, at forandring er mulig. Mit håb er, at næste skridt bliver et arbejdsmarked, der også giver plads til de mange pårørende, som hver dag holder hånden under velfærdssamfundet – ofte uden selv at blive set og anerkendt.