PRAKSISKLUMMEN: Nærvær og værdighed kræver tid
Sonja, som er begyndende dement, har krav på en socialrådgiver, der tager sig den tid, det nu tager.
Jeg kommer ind i stuen, hvor ”Sonja” sidder. Hun kigger på mig, jeg smiler stort og siger: ”Hvor har jeg glædet mig til at se dig, Sonja”. Jeg laver tydeligt snuse-lyde og siger: ”Mmm, hvor her dufter af kaffe – jeg bliver da helt tørstig”.
Sonja reagerer. Hun siger: ”Sæt dig ned. Vil du ikke have en kop kaffe sammen med mig?” Jeg takker, vi drikker kaffe sammen, hun rækker ud efter mig, vi holder lidt i hånden. Vi smiler til hinanden. Jeg spørger, om vi kan tale lidt om, at hun skal flytte. Sonja nikker.
Sonja er diagnosticeret med Alzheimers. Ifølge Videnscenter for Demens lever 100.000 danskere over 65 år med demens. Alzheimers er en progredierende sygdom, og for Sonja er den nået et stadie, hvor hun ikke længere på værdig vis kan tage vare på sig selv. Sonja kan stadig give habilt samtykke, og hun er enig i, at hun skal i plejebolig. Også selv om hun har glemt det kort efter.
Sonja er her endnu. Hun sidder lyslevende lige her ved siden af mig. Som mange andre med en demensdiagnose, responderer Sonja bedst på kommunikation, der taler til føle-sanselagene, og jeg gør mig stor umage med også at kommunikere nonverbalt med venlig, tydelig mimik og et åbent og tydeligt kropssprog. Og en rolig fremtoning.
Det kan godt være, at jeg har okset gennem byen på min ladcykel Socioladen og var lige ved at komme for sent. Det kan godt være, at jeg har en bunke af arbejde liggende på kontoret. Men hvis jeg skal nå ind til Sonja, hvis hun skal have den vejledning og inddragelse, som hun fortjener lige så meget som alle andre – ja så kræver det min ro, tid og tålmodighed.
Her dur alle mine mange ord ikke. Her dur det ikke, at jeg fremstår stresset. Sonja har krav på en socialrådgiver, der tager sig den tid, det nu tager. Og Sonja har krav på en socialrådgiver, der har tilegnet sig viden om demens via efteruddannelse. Den socialrådgiver vil og kan jeg være for Sonja, når jeg gør mig umage.
Men tiden er knap i en presset praksis – og vi mangler flere socialrådgivere, hvis mennesker som Sonja skal mødes med værdighed, faglighed og reel inddragelse.
af Lone Engels, der er socialrådgiver, Sundhedsforvaltningen, Københavns Kommune