Ekspert og underviser: ”Vi er alle rundet af noget”

Hvor kommer du fra, spørger vi ofte? Men måske er det lige så relevant at spørge: Hvad kommer du af? Det mener Vivi Imer Hansen. Hun er studielektor og praktikkoordinator på socialrådgiveruddannelsen ved Aalborg Universitet og sidst, men ikke mindst, er hun medforfatter til bogen ”At have blik for sig selv, når man har blikket på andre – autoetnografisk metode i professionsuddannelser og arbejdsliv”.

Hun har skrevet bogen sammen med Lene Ingemann Brandt, ph.d. i sociologi, og de undersøger, hvordan den enkeltes livserfaringer har indflydelse på det professionelle blik, og hvordan refleksivitet kan styrke faglighed, samarbejde og dømmekraft i mødet med borgerne.

Arbejdet med bogen tager blandt andet afsæt i mødet med de studerende på uddannelsen, hvor Vivi Imer Hansen, der selv er uddannet socialrådgiver, underviser de studerende, som er på vej i praktik, og socialrådgivere, som tager praktikvejleder-uddannelsen.

– Jeg mødte studerende, som havde søgt uddannelsen af alle mulige grunde, og jeg syntes, at det var interessant at kigge nærmere på, hvad deres livserfaringer betød for deres profession. At vi frem for kun at tale om, hvor vi kommer fra rent geografisk, også interesserer os for, hvad vi kommer af, fortæller hun. Og henviser i samme åndedrag til, at det også er relevant i forhold til praktikforløbets læringsmål om både personlige og faglige forudsætninger.

– Læringsmålene var indgangen til at kunne arbejde med de studerende om, hvad de selv er rundet af. Der kunne være særlige forhold i familien, frivilligt arbejde eller erfaringer som tillidsrepræsentant. De ting, syntes jeg, at vi skulle kunne tale om, fortæller Vivi Imer Hansen og uddyber:

– Mit fokus er at kvalificere uddannelsen og kvalificere de studerende bedst muligt til at kunne stå i praksisfeltet.

Egne erfaringer påvirker blikket

En vigtig del af undervisningen er at få øje på, hvordan egne erfaringer, normer og værdier påvirker mødet med andre mennesker. Vivi Imer Hansen nævner et eksempel med en studerende, der kommer på hjemmebesøg hos en familie.

– Den studerende kan tænke: ’Hold da op, hvor er der rodet her.’ Men det handler jo ikke om den familie. Det handler om, hvad man selv kommer af. Hvis jeg for eksempel tænker, at der burde være gjort rent, fordi der kommer gæster, bliver jeg samtidig opmærksom på den kultur og de normer, jeg selv er vokset op med. Det har betydning for de faglige vurderinger.

– Hvad er det, man har set? Hvad er det for nogle værdier, man tillægger betydning? Det er ikke for at rode op i alt muligt fra fortiden, men for at skabe en refleksivitet, som har betydning for måden, man arbejder på.

I undervisningen begynder de studerende med nogle korte skriveøvelser med udgangspunkt i faglige temaer som hjemløshed, sorg eller misbrug. De kan for eksempel få sætningen: ”Der hvor jeg kommer fra…”, som de skal skrive ud fra.

– Nogle skriver, at de aldrig har mødt hjemløshed. Andre skriver om familiemedlemmer, der har arbejdet på herberg. Andre igen har egne erfaringer. Det er en måde at forbinde sig med den faglige tematik på, forklarer Vivi Imer Hansen og fortsætter:

– Samtidig opdager de studerende, at deres medstuderende kan have helt andre erfaringer end dem selv. Min oplevelse er, at deres livserfaringer taler ind i deres motivation for at søge ind på studiet.

Skriveproces skaber læring

Efterfølgende arbejder de studerende med autoetnografi, hvor de skriver tekster om konkrete oplevelser fra praktikken. Teksterne skrives i jeg-form og nutid og tager udgangspunkt i det, der følelsesmæssigt har været på spil.

Det særlige er ifølge Vivi Imer Hansen, at skriveprocessen i sig selv skaber læring.

– Jeg har selv oplevet at skrive en tekst og en halv time senere læse den igennem og tænke: ”Er det virkelig mig, der har skrevet det her?” Jeg vidste ikke, at det var det, der var på spil i den situation. Man lærer simpelthen noget alene af at skrive og den efterfølgende analyse, der øger refleksiviteten.

Hun fortæller, at de studerende læser hinandens tekster og taler om hinandens erfaringer i små studiegrupper.

– De lærer virkelig meget af at læse hinandens tekster. De lærer hinanden at kende på en helt anden måde, og de kan spejle sig i de problemstillinger, andre har stået i.

Arbejdet med personlige erfaringer kan lyde sårbart. Derfor understreger Vivi Imer Hansen, at undervisningen handler om refleksivitet, ikke om at afdække traumer.

– Vi siger ikke til de studerende, at de skal skrive om det mest sårbare, de kan komme i tanke om i deres liv. De vælger selv, hvad de vil bringe ind i undervisningen. Teksterne relaterer sig til faglige tematikker, og jeg kan ikke udelukke, at nogle studerende ønsker selv at arbejde med tematikker, som vi ikke er involverede i. Vi taler meget ind i ressourcer. Hvad har du lært af det her? Hvad kan du bruge det til som fagperson?

Erfaring som faglig styrke

For studerende bliver egne erfaringer en værdifuld ressource i praktikken. Vivi Imer Hansen fortæller om en studerende med egen erfaring med en psykisk lidelse. Den studerende brugte ikke erfaringen direkte i mødet med borgere, men kunne bruge den i dialogen med sin praktikvejleder.

– Hun kunne sige: Når vi står i de her situationer, tror jeg, at jeg selv, da jeg havde en psykisk lidelse, ville have syntes, at det var rart på den og den måde. Sådan blev hendes erfaring omsat til faglig forståelse.

Det handler dog ikke om, at personlige erfaringer skal styre vurderingerne, pointerer Vivi Imer Hansen.

– Man skal have forståelse for, at her er der noget, der er rundet af mig. Og der er nogle andre, der er rundet af noget andet. Når de studerende har fået øje på, hvad de selv er rundet af, så kobler vi det også til forskellige fagbegreber

Et fag i bevægelse

Traditionelt har idealet været, at det personlige og det professionelle skal holdes skarpt adskilt. Vivi Imer Hansen oplever, at der er en bevægelse på vej i faget. Hun peger blandt andet på den voksende interesse for peer-­erfaringer og erfaringsbaseret viden.

Samtidig oplever hun, at der fortsat findes emner, som mange er tilbageholdende med at dele. Det kan være erfaringer med psykisk sygdom, misbrug eller svære opvækstforhold. Derfor er hendes råd også, at man går forsigtigt frem.

Og i undervisningen oplever hun, at de studerende skal tage et lille tilløb for at overgive sig til den autoetnografiske skrivning.

– Det kan være svært at forstå, at det faktisk er en legitim faglig opgave at tage udgangspunkt i egne erfaringer. Flere studerende fortæller, at det, der tager længst tid, ikke er selve skrivningen, men forberedelsen – at finde ud af, hvad man vil skrive om.

Ikke kun svære livserfaringer

Vivi Imer Hansen understreger, at arbejdet med refleksivitet ikke kun er relevant for studerende med svære livserfaringer.

– Det er virkelig vigtigt, at det er for alle, fordi vi er alle sammen rundet af noget. Også den, der eksempelvis er vokset op i stabile rammer med styr på økonomien og faste normer, tager erfaringer med sig ind i mødet med borgere. Det har betydning for, hvordan vi ser verden.

Derfor mener hun, at refleksivitet over egne erfaringer bør være en integreret del af den faglige udvikling.

– Jeg synes faktisk, at man bør give sig selv den omsorg at skrive nogle små tekster om det, der berører én i arbejdet.

---

Podcast om autoetnografisk metode:
Derfor skal du tage dig selv med på arbejde

I det nye afsnit af Dansk Socialrådgiverforenings podcast Social Puls kan du møde sociolog Lene Ingemann Brandt, som er medforfatter til bogen ”At have blik for sig selv, når man har blikket på andre – autoetnografisk metode i professionsuddannelser og arbejdsliv”.

Vi har udvalgt et par citater med Lene Ingemann Brandt:

”Hvis vi skal være i trivsel og kunne holde til arbejdet med sårbare mennesker, så bliver vi nødt til at anerkende, at vi er subjektive væsener, som selv kommer af noget. Det har betydning for os, men det har også betydning i forhold til borgerne. At jeg ved, hvad jeg kommer af, at jeg ved, hvad jeg synes er vigtigt. At jeg ved, at jeg slår mig på nogen, som har misbrugsproblematikker, eller at jeg har svært ved at forstå nogen, der er arbejdsløse.”

”En studerende, jeg havde, holdt oplæg for nogle andre studerende, og fortalte: Jeg kommer ude fra en landsby i Nordjylland, jeg har aldrig lugtet, hvordan hash lugter. Jeg har aldrig mødt sociale problemer. Min mor og far tog mig med på campingtur. Der foregår noget andet, end det jeg kender – hvad gør det ved min faglighed, min professionalisme, hvad gør det ved min dømmekraft, skøn og vurdering?”

Socialrådgiver og praktikvejleder Emilie Rasmussen fra artiklen: Udsathed i bagagen: ”Kan jeg være en god socialrådgiver, når jeg selv har oplevet omsorgssvigt?” er også med i podcasten.

» Lyt til det nye afsnit af Social Puls på socialraadgiverne.dk/podcast eller dér, hvor du normalt lytter til podcast.

---

Hver tredje har oplevet omsorgssvigt

Et flertal af de studerende – 69 procent – har personlige erfaringer med meget alvorlige sociale problemer, når de begynder på socialrådgiver­uddannelsen. Det problem, som hyppigst angives af de studerende, er omsorgssvigt i barndommen. Det gælder for næsten hver tredje studerende.

Det viser en undersøgelse med svar fra 149 studerende, som har været omtalt i tidsskriftet ’Uden for nummer’, nr. 50/25.

» Læs artiklen ”Socialrådgiverstuderendes erfaringer med sociale problemer viser behov for nye perspektiver på brugererfaringer” på socialraadgiverne.dk/tidsskriftet-uden-for-nummer.

---

Alle har en bagage med sig

Vivi Imer Hansen understreger, at autoetnografisk refleksivitet ikke alene retter sig mod svære livserfaringer. Vi er alle præget af vores personlige bagage, som vi bevidst eller ubevidst bringer med os. Det understreges af de to udvalgte eksempler.

”Man bliver ikke hjemme, fordi man har ondt”

”Borgeren fortæller, at lægen har sagt, hun skal holde hånden i ro. ”Han har ikke sagt, hvor længe,” siger hun. ”Så jeg tør ikke starte, før han siger, det er okay.”

Jeg hører mig selv sige: ”Det giver mening”, men min krop protesterer. Det giver ikke rigtig mening for mig.

Jeg har svært ved at sætte mig ind i det. Jeg er vokset op med en far, der er selvstændig. En mand, der altid stod op klokken fem, også om søndagen. Jeg lærte tidligt, at man ikke bliver hjemme, bare fordi man har ondt. Jeg fik et skulderklap, hvis jeg tog på arbejde, selv om jeg havde kastet op aftenen før.”

Kilde: Vivi Imer Hansen – et eksempel fra undervisningen

Udsathed i rygsækken

”(…) Udsathed er ikke kun noget, jeg arbejder med. Den bor også i mig. Jeg har fast indkomst, nøglekort og faglighed i rygsækken – men den gamle uro dukker stadig op i mødet med bestemte stemninger, bestemte blikke.

Jeg kender den i tonen hos et barn, der ikke vil sige, hvorfor hun ikke har madpakke med. Jeg hører det i en mors måde at trække vejret på, lige før hun skal begynde at forklare sig.”

Kilde: At have blik for sig selv, når man har blikket på andre – autoetnografisk metode i professionsuddannelser og arbejdsliv”, af Lene Ingemann Brandt og Vivi Imer Hansen, Hans Reitzels Forlag.

---

5 gode råd til at skrive refleksivt

1. Husk på en situation, hvor du på jobbet blev særlig berørt, udfordret eller vred.
2. Beskriv situationen så præcist som muligt i jeg-form, nutid, uden begrundelser og fra hjertet.
3. Tag beskrivelsen frem efter et par dage, skriv hvilke tanker du har gjort dig om, hvorfor du blev så berørt.
4. Hvilke værdier har du med hjemmefra i forhold til indholdet. Hvis det eksempelvis var en sygesamtale – hvilket normsæt har du med hjemmefra i forhold til sygdom og sygemelding?
5. Husk: Du har ikke fundet en psykologisk problemstilling hos dig selv, men er gået i gang med at øge din refleksivitet.

Kilde: Vivi Imer Hansen, studielektor og praktikkoordinator, AAU, medforfatter til ”At have blik for sig selv, når man har blikket på andre”.