PRAKSISKLUMMEN: Da døden lod vente på sig
"Efter kræftdiagnosen gjorde Lise alt klar til sin egen afsked. Men månederne gik, og kroppen svækkedes, voksede bekymringen for at stå alene med ansvaret. Først på hospice fandt hun den ro, hun havde brug for."
Forestil dig at være alvorligt syg og svækket og ikke have nogen pårørende. Sådan var det for Lise. Hun havde styr på sin økonomi og sit job. Kontakten med kollegerne var vigtig, for det var hendes eneste sociale kontakt i løbet af dagen. Hun lod kun de færreste komme tæt på og satte en ære i at klare sig selv. Men den dag, da kræften blev diagnosticeret, blev alt ændret.
Lise fik styr på de praktiske ting som ”Min sidste vilje”, testamente og betaling af bedemand. Alt var klart til, når hun skulle dø. Men vejen var lang og uforudsigelig. Som tiden gik, følte Lise, at døden snød hende, for hun havde længe følt sig klar. Hun bekymrede sig for, hvad der skulle blive af hende, indtil døden kom.
Om natten så hun en mørk, høj skikkelse sidde i lænestolen på stuen i hospice, og bad ham om at tage hende med. Andre nætter drømte hun om at styre en kæmpe flyvemaskine, mens hun græd, fordi maskinen var for svær at styre. Hendes bedste stunder var, når hun sov om eftermiddagen, for så lå hun i sit tøj og skulle ikke overskue at komme op og få tøj på, når hun vågnede.
Vi havde mange møder gennem det sidste år af hendes sygdomsforløb. Hun blev mere og mere svag, kunne ikke fastholde hukommelsen og koncentrationen, glemte koder og mærkede, at hjernen begyndte at svigte. Men der var ingen pårørende at overgive ansvaret til. Ingen, som kunne vande hendes blomster, handle ind, gå på netbank for hende. Lise var indlagt fire gange på hospice.
Sidste gang vidste hun godt, at hun ikke kom hjem igen. Den største stressfaktor for hende var, hvis hun blev udskrevet fra hospice og skulle på plejehjem, for hvem skulle pakke hendes ting ned? Hvem skulle vælge for hende, hvad der skulle med og ikke med? Det blev udslagsgivende. Jeg fik forklaret hendes situation til mine tværfaglige kollegaer, og hun fik lov til at blive på hospice til livets afslutning. Omgivet af mennesker, som efterhånden kendte hende godt.
Hun fik ro til at kunne nyde de små stunder med liv; en skefuld suppe eller en bid is. At blive holdt i hånden, at sove trygt og leve uden frygt for at være helt alene, når døden kom.
af Louise Marie Friis, sundhedssocialrådgiver, Odense Universitetshospital og formand for DS’ Fagligt Selskab for Sundhedssocialrådgivere