LEDER: Arbejdsmiljøet er vores største fælles udfordring

"Arbejdsgiverne vil ikke forpligte sig ved forhandlingsbordet."

LEDER: Arbejdsmiljøet er vores største fælles udfordring

Foto: Lisbeth Holten

Vi har forhandlet overenskomstresultater, som jeg er stolt af. Et historisk pensionsløft, markante lønstigninger, barns 3. sygedag, lønløft til lederne. Men jeg vil være ærlig: På ét område kom vi ikke i mål. Og det gør mig skuffet – både som forkvinde og som socialrådgiver. For arbejdsmiljøet er ikke et ”blødt” tema. Det er selve forudsætningen for, at vi kan holde til vores arbejde.

Og tallene fra vores vilkårs­undersøgelse taler deres eget alvorlige sprog: En stor del af vores medlemmer overvejer at skifte job, og hver fjerde har overvejet helt at forlade faget. Det er ikke mærkeligt, når kun en lille minoritet af vores medlemmer oplever at have en arbejdsmængde, der kan løses forsvarligt.

Derfor gik vi til OK26 med krav om mere end pæne formuleringer. Vi ønskede egentlige rettigheder: Solide introduktionsforløb til nyuddannede, systematisk supervision og klare rammer for at tale om arbejdsmængde. Det burde være en fælles interesse for både socialrådgivere, borgere og arbejdsgivere, at vi har arbejdspladser, der kan fastholde erfarne kræfter og tiltrække nye.

Men igen blev vi mødt af et nej. ”Det må løses lokalt”, lød svaret. Det hører vi ofte. Og ja – meget skal løses lokalt. Men uden et centralt pres sker det for sjældent. Det paradoksale er, at vi har gode drøftelser op til overenskomstforhandlingerne, hvor vores faglighed og betydningen af ordentlige vilkår anerkendes. Alligevel vil man ikke forpligte sig ved forhandlingsbordet.

Andre faglige organisationer står med de samme udfordringer i arbejdsmiljøet og møder samme nej fra arbejdsgiverne. Derfor bør en central opgave frem mod de næste overenskomstforhandlinger være at opbygge en tættere alliance på tværs af fag – eksempelvis med lærere og pædagoger.

Vi fik heldigvis lagt nogle spor ud: Et udviklingsprojekt om supervision, fokus på praktikforløb og en anerkendelse af betydningen af gode introforløb. Det er ikke nok, men det er noget, vi kan arbejde videre med – lokalt, politisk og frem mod næste overenskomst.

OK26 giver os vigtige forbedringer. Men kampen for et bæredygtigt arbejdsmiljø fortsætter. Og den kamp står vi stærkere i, når vi står sammen – som medlemmer og i fagbevægelsen.