LEDER: Din løn, din pension, dine vilkår. Derfor er din overenskomst vigtig.

"Over tid har vi skabt store sejre, som vi måske næsten tager for givet nu."

LEDER: Din løn, din pension, dine vilkår. Derfor er din overenskomst vigtig.

Foto: Lisbeth Holten

Din løn, din pension, dine vilkår – alt det, der afgør, hvordan du kan leve og arbejde – bliver besluttet nu, hvor der forhandles overenskomster.

Som socialrådgivere står vi hver dag i frontlinjen af velfærdssamfundet. Vi tager ansvar, løser komplekse opgaver og hjælper mennesker gennem kriser og systemer. Men vores løn og vores vilkår matcher ikke tyngden af de opgaver og det ansvar, som vi hver dag løfter. OK26 er vores mulighed for at ændre det. For at sikre den anerkendelse, som socialrådgiverne fortjener.

Løn og vilkår bliver ikke revolutioneret af den enkelte forhandling. Men over tid har vi skabt store sejre, som vi måske næsten tager for givet nu: For eksempel arbejdsgiverbetalt pension, den 6. ferieuge og løn under barsel.

Det kræver et vedvarende pres at forbedre rettigheder og vilkår. Ved overenskomstforhandlingerne i 2024 nåede vi for eksempel vores mangeårige mål om, at alle offentligt ansatte socialrådgivere skal have mindst 16 procent i pension.

Ved de kommende forhandlinger kommer vi til at kæmpe for lønstigninger, der kan mærkes, for det fortjener I, og det kalder tidens stigende fødevarepriser på. Ligesom vi vil have fortsat fokus på at sikre en pension, man kan leve af.

Men ved OK26 ønsker DS og resten af fagbevægelsen også, at vi tager endnu et skridt til gavn for familierne. Vi vil give forældre ret at blive hjemme med et barn, der er sygt – også ud over 1. og 2. sygedag – uden at skulle bruge for eksempel afspadsering eller ferie på det. Altså en barnets 3. sygedag.

Når vi går til forhandlingerne, tager vi ikke bare en liste med krav med os. Vi tager jeres stemmer med – fra klubmøder, frokostsnakke og hverdagskampe. Det er fællesskabet, der giver styrken til at rejse krav og skabe forandring.

Fællesskabet er også vigtigt i den kommende tid, for der er brug for, at du som socialrådgiver engagerer dig, følger med, og stemmer, når resultatet ligger klar – sammen med dine kollegaer.

Så følg med, tag del i debatten og husk at stemme. Det er vores allesammens overenskomst. Og din stemme gør en forskel.