JURA: Alle har ret til en bisidder
Bestemmelsen om retten til at lade sig bistå findes i forvaltningslovens § 8 og følger herudover af et almindeligt princip om, at den, der kommer i forbindelse med den offentlige forvaltning, normalt kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Derfor gælder retten til at lade sig bistå i alle situationer, hvor en borger er i kontakt med en offentlig myndighed.
Jeg har fra mennesker, der er i kontakt med socialrådgivere i såvel kommuner som andre myndigheder, fået oplyst, at reglerne om retten til at lade sig bistå (reglerne om bisiddere) ikke altid bliver anvendt. Der er eksempelvis en opfattelse blandt nogle socialrådgivere og medarbejdere ved offentlige myndigheder, at en bisidder ikke må sige noget, når de deltager i et møde.
Det skal slås fast med det samme – det er forkert og i modstrid med de grundlæggende overvejelser, der ligger bag reglerne i forvaltningsloven og reglerne om retten til at lade sig bistå (anvendelse af bisiddere).
Da forvaltningsloven blev vedtaget, fremgik det af forarbejderne, at loven ”skal medvirke til at forbedre sagsbehandlingen i den offentlige forvaltning og dermed øge sikkerheden for, at myndighedernes afgørelser bliver lovlige og rigtige. Lovforslaget skal endvidere sikre, at den enkelte borger kan få indflydelse på de beslutningsprocesser, der vedrører den pågældendes egne forhold, og forøge den enkeltes mulighed for at forstå indholdet af de trufne afgørelser og baggrunden herfor.”
Formålet med forvaltningsloven er altså blandt andet at sikre, at forvaltningens afgørelser bliver rigtige og lovlige – det kan blandt andet sikres ved, at en bisidder hjælper en part med at få sagt de rigtige ting eller ved at bisidderen fører ordet.
Indflydelse på egne forhold
Herudover fremgår det, at borgeren skal have indflydelse på egne forhold og have mulighed for at forstå trufne afgørelser. Dette kan netop sikres ved, at bisidderen stiller opfølgende spørgsmål og deltager i dialogen, så bisidderen nemmere kan forklare sammenhængen til parten efter mødet.
En bisidder må altså gerne deltage i dialogen – nogle gange er det ligefrem forudsætningen for, at parten kan få sine synspunkter frem, hvis parten på grund af forskellige forhold ikke selv fremfører de relevante bemærkninger. Det kan også være en forudsætning for at sikre, at de relevante oplysninger kommer frem, at bisidderen fører ordet på partens vegne, hvis parten ønsker det.
Socialrådgiveren skal således skabe rammerne for, at bisidderen får mulighed for at bistå borgeren bedst muligt – og have tillid til, at borgeren administrerer denne rettighed efter sine egne ønsker.
Det er dog samtidigt vigtigt at være opmærksom på, at bisidderen ikke opnår partsrettigheder. Myndigheden skal derfor kun inddrage bisidderen i den øvrige sagsbehandling, i det omfang det er aftalt med parten, men omvendt – hvis parten ønsker, at bisidderen fører ordet, skal kommunen respektere det. Hvis parten ønsker, at bisidderen får partsrettigheder, skal socialrådgiveren vejlede om muligheden for partsrepræsentation.
Retten til en bisidder gælder uanset, at partens personlige medvirken er nødvendig for at kunne træffe en afgørelse. I principmeddelelse F-1-07 anfører Ankestyrelsen eksempelvis, at ”selvom det havde betydning for sagens afgørelse, at kvinden medvirkede personligt, var dette ikke til hinder for, at hun kunne medtage en bisidder, medmindre væsentlige modhensyn kunne anføres til støtte for at begrænse denne ret.”
Retten til at lade sig bistå kan kun i helt særlige undtagelsestilfælde begrænses. Det har jeg beskrevet i artiklen ”Kommuner skal i visse tilfælde afvise en bisidder”, som har været bragt i Socialrådgiveren nr. 1/21.
Retten til at lade sig bistå er en garantiforskrift, og det betyder, at hvis en part er blevet nægtet adgang til at lade sig bistå, eller bisidderens deltagelse i dialogen er blevet begrænset i strid med reglerne, vil det konkret kunne medføre, at afgørelsen bliver ugyldig, hvis den manglende bistand har haft væsentlig betydning for varetagelsen af partens interesser eller for oplysningen af sagen.
Forvaltningslovens § 8
Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.
» Læs artiklen ”Kommuner skal i visse tilfælde afvise en bisidder” i Socialrådgiveren nr. 1/21
Der findes særlige regler for børn og unge, hvis deres sag behandles efter servicelovens § 48 a. Anne Mørk Pedersen, cand.jur., ph.d. har analyseret disse regler
i artiklen ’Udsatte børns ret til (juridisk) bisidder’ i Ugeskrift for Retsvæsen (U.2021B.213).
Søren Blæsbjerg
Studielektor i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre.
Forsker i socialforvaltningsret, med særlig fokus på udsatte-, handicap- og ældreområdet