Dansk Socialrådgiverforening / Artikler / Generelt / Social kontrol: ”Den nat han bandt mine fødder besluttede jeg at gå”

Social kontrol: ”Den nat han bandt mine fødder besluttede jeg at gå”

I mere end ti år var Sara udsat for social kontrol og vold fra sin jordanske mand og svigerfamilie. Efter tre år på flugt og flere år med angst og depression læser hun i dag 10. klasses enkeltfag og drømmer om at blive sygeplejerske. Hun ville ønske, hun havde haft et netværk og mere viden om sine rettigheder, så hun kunne have sagt fra langt tidligere.

– Den nat, hvor han havde bundet mine fødder sammen med håndjern, fordi han syntes, at det var sjovt. Hvor han tæskede mig, trampede på mit hoved med sko på. Den nat besluttede jeg at gå.

– Jeg havde tænkt på det mange gange, men jeg turde ikke bryde ud. Der er så meget ære og skam i vores kultur. Så at gå fra sin mand, henvende sig til myndighederne eller politiet, det er meget svært. Nærmest forbudt. Og jeg var bange for at miste børnene.

Den 37-årige Sara fortæller om den nat i oktober for syv år siden, hvor hun besluttede sig for at flygte fra sin mand og hans familie, der helt siden hendes ankomst som familiesammenført hustru i en alder af 18 år havde udsat hende for både vold og massiv social kontrol.

Sara er palæstinenser fra Jordan, hun kendte ikke manden. Det var et arrangeret ægteskab, men ikke et tvangsægteskab.

– Jeg kunne godt have sagt nej, men jeg ville gerne væk fra min far, som tæskede mig. Så jeg ville gerne væk fra min familie, væk fra vold, problemer og ballade.

Boede hos svigerforældre

Så hun sagde ja til at blive gift med en jordansk mand og drog til Danmark. De første tre år havde hun ikke opholdstilladelse, fik ingen ydelser fra det offentlige og var derfor uden for myndighedernes søgelys.

– Vi boede hos mine svigerforældre, og jeg følte mig meget kontrolleret. Måtte ikke gå nogen steder, måtte ikke gå i skole eller arbejde, og jeg fik lommepenge fra mine svigerforældre på 500 kroner om måneden, som også skulle betale for alt muligt derhjemme. Og jeg turde ikke sige, hvis jeg manglede undertøj eller andet tøj.

– Min mand var på kontanthjælp, som han betalte til mine svigerforældre. Han var kriminel og utro med alle mulige andre kvinder, men min svigermor mente, at det var min skyld, at min mand ikke opførte sig ordentligt. Hun mente, at jeg skulle være en god, religiøs kvinde og gå med tørklæde, og det gjorde jeg faktisk i fem år, men det hjalp ikke.

Jeg skulle adlyde

Efter tre år får Sara opholdstilladelse i Danmark – hun har i mellemtiden fået en datter og er gravid med parrets andet barn. Med opholdstilladelsen får hun mulighed for at komme på sprogskole, og selv om hendes mand og svigerfamilien forsøger at tale hende fra det, begynder hun i sprogskole.

Hun bliver færdig med sin danskuddannelse, får et løntilskudsarbejde i Kvickly og derefter en fastansættelse samme sted. Familien flytter i eget rækkehus væk fra svigerfamilien, men svigermoren og manden kontrollerer hende stadig.

– Jeg skulle være hjemme på bestemte klokkeslæt, og var jeg ikke det, fik jeg tæsk. Når jeg fik skældud af min svigermor, og hun kaldte mig alt muligt grimt, måtte jeg ikke forsvare mig eller kigge hende i øjnene. Jeg skulle kigge ned i gulvet og bare adlyde.

Efter flytningen til rækkehuset går en del af lønnen fra Saras job stadig til svigerforældrene. De bestemmer hvilke møbler, der skal købes til huset, og da Sara har sparet penge sammen til at kunne besøge sin familie i Jordan, tager svigermoren pengene. For Sara skal ikke rejse nogen steder.

– Hun tager også alt mit guld fra vores bryllup og sælger det. Det var meget vigtigt, at jeg ikke blev økonomisk stærk.

Viden gør kontrol sværere

Parret får endnu et barn – der er udviklingshæmmet – og både manden og familien forsøger at få Sara til at stoppe sit arbejde i Kvickly.
– Du er en dårlig mor, hvis du ikke er hjemme og passe dine børn, og du har opsparet ret til dagpenge via din a-kasse, så du skal da ikke ud og arbejde, lød det blandt andet.

Men Sara fortsætter sit arbejde, men bliver i sidste ende fyret, da hun har alt for meget fravær på grund af den udviklingshæmmede søn.
– Selv om min mand ikke havde noget arbejde, så ville han ikke passe vores søn, og han ville gerne have, at jeg blev fyret, så jeg kunne gå hjemme, så det passede ham fint.

– I det hele taget ville hverken min mand eller svigerforældre have, at jeg gik i skole, lærte dansk og arbejdede. For jo mere jeg lærte om det danske samfund, regler og rettigheder, jo sværere havde de ved at kontrollere mig.

På flugt i tre år

Selv om Sara gerne ville arbejde, bliver hun hjemmegående og lever i en hverdag med social kontrol og vold. Udført af både svigerforældrene og hendes mand.

– Der var vold og social kontrol i alle årene, men jeg havde jo forsøgt at råbe om hjælp. Dengang jeg ikke havde opholdstilladelse, klagede jeg til min onkel, der bor i Aarhus, og det eneste jeg fik ud af det, var en trussel om at blive smidt ud af landet – uden min datter. Så jeg var bange for, hvad der ville ske.

Men den nat, hvor manden bandt hendes fødder med håndjern, var det nok.

– Ligegyldigt, hvad der ville ske, om jeg ingen ære havde, så kunne jeg ikke mere. Jeg måtte væk.

Dagen efter tog hun sine to sønner med på Statsforvaltningen og fortalte, hvad hun havde været udsat for. Hun blev henvist til byens krisecenter, og derfra startede en flugt, der varede i tre år.

– På det tidspunkt var min datter med sin farmor i Jordan, og jeg fik at vide, at hvis jeg ikke kom hjem, så lod de min datter blive i Jordan.

Med hjælp fra myndighederne kommer datteren hjem, og Sara bor de næste tre år på fem forskellige krisecentre, fordi hendes mand bliver ved med at finde hende.

– Han truer mig. Mange gange – også med at slå mig ihjel.

Manipulerer børnene

Men Sara vender ikke tilbage, hun gennemfører skilsmissen med støtte fra krisecentrenes socialrådgivere. Efter tre år på forskellige krisecentre får Sara sin egen lejlighed, og både hun og børnene får psykologhjælp og støtte af familieafdelingen.

I dag læser Sara 10. klasses enkeltfag på VUC, arbejder lidt som frisør hjemmefra – og drømmen er at blive sygeplejerske. De seneste to år har de to ældste børn boet hos faderen og svigerforældrene. Den yngste bor hos Sara.

– Først ville børnene ikke bo hos deres far, men min svigerfamilie har manipuleret børnene og overtalt dem til det. Ved at tale grimt om mig. Jeg er en luder, har ingen ære, tror jeg er dansker. Jeg er en dårlig mor, fordi jeg sender min yngste søn på aflastning og alt muligt andet. Det første år de boede der, så jeg dem slet ikke, men nu ser jeg dem igen.

Social kontrol fortsætter

Ud over svigerfamiliens sociale kontrol i forhold til børnene oplever Sara også social kontrol fra det arabiske samfund i Danmark.

– Selv om jeg bor i Danmark, så er jeg en arabisk kvinde, og en arabisk, skilt kvinde bliver der hele tiden kigget skævt til. Jeg er en luder, fordi jeg bor alene, og fordi jeg ikke har tørklæde på. Jeg kan have kunder, der skal have sat hår, som kan spørge mig; hvorfor har du en dobbeltseng, når du ikke er gift? Så den sociale kontrol er der stadig – fra mit eget folkefærd.

Skam og skyld

Ifølge Sara er den arabiske kultur både grunden til, at hun var så længe om at gå, men også årsagen til, at hun så længe har følt skam og skyld.

– Det sværeste var helt klart at tage beslutningen om at gå, og i mange år efter følte jeg skam og skyld over min beslutning. Følte, at jeg ingen ære havde, og jeg var bange for min eksmand og hans familie, men i dag føler jeg mig fri og stærk. Jeg har fået troen på mig selv, og jeg ved, at jeg ikke har gjort noget forkert, og alt det, min eksmand og familien har gjort mod mig, er med til at gøre mig stærkere.

Angst for systemet

Skulle Sara have brudt ud før, skulle hun langt tidligere have haft viden om sine rettigheder – og et netværk, hun kunne tale med.

– De første tre år kendte jeg ikke mine rettigheder, jeg vidste ingenting. For når man er familiesammenført og ikke modtager penge fra det offentlige, så er man ikke inde i de offentlige systemer med krav om sprog, praktik og job. Samtidig kunne jeg ikke sproget, og jeg havde heller ikke opholdstilladelse, så det er nemt for en ægtefælle at styre rigtig meget. Samtidig var Sara ligesom mange andre mellemøstlige kvinder bange for, hvad der ville ske, hvis hun gik til myndighederne.

– I dag ved jeg, at sagsbehandlere, familierådgivere og andre myndighedspersoner er til for at hjælpe mig og hjælpe mine børn, men jeg var bange for, at kommunen ville tage mine børn fra mig, hvis jeg fortalte dem, at jeg var udsat for vold og social kontrol.

Sig fra første gang

Så i dag anbefaler hun andre kvinder i samme situation at få hjælp fra myndighederne – og ikke mindst at sige fra over for både vold og social kontrol.

– Du skal aldrig acceptere negativ social kontrol eller vold. Hvis det sker, skal du ikke tie stille. For når man tier stille første gang, så fortsætter det. Så du skal sige fra med det samme.

Sara er et opdigtet navn. Socialrådgiveren kender Saras rigtige identitet, men hun ønsker at være anonym, og derfor er hendes identitet også sløret i artiklen.

Hvad er social kontrol?

Social kontrol er adfærdsregulering, der sikrer, at bestemte sociale normer opretholdes. Social kontrol findes i alle samfund på tværs af etnicitet, kultur, religion og social status. Det hæmmer eller begrænser den enkelte i at leve det liv, vedkommende ønsker. Det kan være kontrol eller restriktioner i forhold til livsstil, fritidsaktiviteter, sociale relationer og valg af ægtefælle.

Kilde: Udlændinge- og integrationsministeriet og Center om æresrelaterede konflikter.

Flere ikke-vestlige kvinder kommer i job

Analyse fra Momentum viser, at andelen af lønmodtagere blandt ikke-vestlige kvinder er steget fra 33 procent i 2016 til 41 procent i 2019. For mændene er andelen steget fra 40 til 50 procent.
Læs hele analysen ”Ikke-vestlige indvandrere på offentlig forsørgelse på historisk lavt niveau” på www.kl.dk