Tidligere ekstremist og bandemedlem: ”Socialrådgiver fik mig til at tvivle på mit had”

Taxaen glider næsten umærkeligt igennem landskabet. Den hakker og oser ikke, og der er ingen huller i vejen, som får den til at bumpe. Udenfor bliver landskabet kun grønnere på vejen fra lufthavnen i Kastrup til Frederikssund i det nordlige Sjælland.

11-årige Yaqoub Ali har aldrig set noget lignende. Selvom han har haft mange forestillinger om Danmark i de år, hans far har boet her, ligner det, han ser ud ad taxavinduet, mest af alt en drøm.

Året er 2003. Yaqoub Ali, hans mor, lillesøster og lillebror har taget rejsen, lang og besværlig med mange forhindringer og pauser på vejen, fra Irak til Danmark. Faren har fået en lejlighed i Frederikssund, hvor familien nu skal bo sammen.

Det kunne have været begyndelsen på et eventyr, men bliver i stedet et teenageliv med hård kriminalitet og siden militant ekstremisme for den irakiske dreng. Han er vokset op med en fraværende og ikke-anerkendende far, uro og vold i hjemmet og i et mildest talt ustabilt, usikkert og krigshærget område i Irak. Det giver, som Yaqoub Ali udtrykker det, ikke en dreng som ham de bedste odds for at klare sig godt i livet.

– Når man er vokset op med vold og krig i Irak, hvor man ikke taler om, men slås om tingene, bliver man hård. Det er svært at blive andet, siger han, da vi møder ham på en café, som han har valgt., fordi han føler sig tryg her.

I dag er Yaqoub Ali 33 år, gift og far til to børn på otte og 12 år, som er født i Danmark. Og han har netop udgivet bogen ”Mit had. Krigsbarn. Bandebror. Ekstremist. Familiefar”, hvori han beskriver sin opvækst i Irak, sit liv i Danmark og den deroute, som han tog som ung. Først ind i den kriminelle bandeverden og siden ind i det ekstremistiske miljø som salafist og syrienskriger.

Siden 2019 har han arbejdet målrettet på at trække sig helt fri af en tilværelse som radikaliseret, hvor han og hans familie i årevis levede slavisk efter koranens bogstav, og hvor Yaqoub Ali selv agerede religiøs leder og forbillede for mange ligesindede.

Hans mål har været at starte forfra, skabe en ny, normal tilværelse for sin familie og råde bod på nogle af sine ugerninger og svigt. I Yaqoub Alis afradikaliseringsproces har især én person – en socialrådgiver – spillet en vigtig rolle. Hende vender vi tilbage til.

Træner som reservefar

5. klasse i folkeskolen i Frederikssund bliver rammen om Yaqoub Alis nye liv i Danmark. Han hænger ud med drengene fra klassen og dem hjemme i gården på Heimdalsvej, et socialt belastet boligkvarter, hvor familien bor.

Han spiller på det lokale fodboldhold, hvor træneren Lars spotter hans talent og sørger for, at han kan køre med enten ham eller nogle af de andre drenges forældre, så han kan deltage i kampe, turneringer og talentspotting. Yaquob Alis forældre kom aldrig for at se ham spille.

– I min bog beskriver jeg, hvordan jeg syntes, at det var svært at passe ind med min hudfarve og min baggrund. Men det er ikke hele sandheden, kan jeg se i dag. I virkeligheden elskede jeg det. Jeg søgte et fællesskab og den anerkendelse, kærlighed og omsorg, jeg ikke fik derhjemme. Men jeg kunne bare ikke det samme, som mine klassekammerater kunne, fordi jeg ikke havde den samme opbakning fra mine forældre, siger han og uddyber:

– Jeg var mest vred på det faktum, at jeg bare ikke lykkedes. Når du kommer til et land som Danmark, hvor alle andre blomstrer, og du er den eneste blomst, der ikke får vand og næring, er det svært. Her taler jeg om mine danske klassekammerater – dem, jeg havde det bedst med og som jeg kunne spejle mig i. Jeg kunne have været som dem, men jeg fik ikke samme opbakning og støtte hjemmefra, som de gjorde, husker Yaqoub Ali, der kunne se alle kammeraterne gå videre på gymnasiet efter 9. klasse. Men han havde ikke gennemsnittet til det og kom på handelsskolen.

– Jeg har altid haft drømmene – jeg ville det samme som dem, også da jeg var kriminel. Jeg ville gerne opnå at være en del af et sundere fællesskab. Så når jeg ikke lykkedes, blev jeg misundelig og vred. Og med min opvækst og baggrund fra Irak har jeg altid tænkt, at mine odds ikke var store. Når det er sagt, ved jeg, at jeg er ansvarlig for alt, hvad jeg har gjort. Jeg prøver blot at skabe forståelse for, at hvis andre havde været i min situation, ville de så have været i stand til at vælge anderledes? Det tror jeg ikke, at mange kan svare ja til, siger Yaqoub Ali og fortsætter:

– Men at sige, at det var fordi jeg var brun og anderledes, det ved jeg godt i dag ikke er en undskyldning. Jeg kunne bare ikke se eller sige, at det var mine forældres skyld eller det faktum, at jeg ikke havde gode voksne mennesker omkring mig, som mine kammerater havde. Men jeg blev hverken holdt udenfor eller behandlet anderledes på grund af min baggrund. Mine klassekammerater og min fodboldtræner behandlede mig godt. Han var i perioder som en reservefar for mig.

Aktiv i lokal bande

Men trods fællesskabet med kammeraterne og succes på fodboldbanen bliver Yaqoub Ali gradvist trukket længere og længere ind i den lokale bande, han har hængt ud med i kvarteret omkring Heimdalsvej i flere år. Fjenden er en anden lokal bande i Frederikssund, og de to drengegrupperinger vogter som høge over hinanden. Ved den mindste provokation ryger de i totterne på hinanden. Hænder, bandeord og våben sidder løst. Og Yaqoub Ali, der i 2009 er startet på handelsskolen efter 9. klasse, bliver hurtigt smidt ud.

Herefter accelererer hans kriminalitet, primært vold som følge af en meget kort lunte og hidsigt temperament. I 2010 bliver Yaqoub Ali sigtet for grov vold efter flere overfald og bliver sat i varetægt på en lukket psykiatrisk afdeling, mens han venter på sin dom. Aftenen før han skal for retten, overmandes han af frygt for at blive spærret ind i længere tid og ender med at bede til Allah:

“Hvis du hjælper mig i morgen, så lover jeg, at jeg forlader kriminaliteten og bliver religiøs i det sekund, jeg bliver lukket ud,” skriver han i sin bog.

Dagen efter bliver nogle af de mest alvorlige anklager mod ham mirakuløst droppet, inden Yaqoub Ali overhovedet møder op i retten. Han får en betinget dom på et år. Og døren til et nyt, religiøst liv står på vid gab.

Tre gange i Syrien

Fra dommen i 2010 og frem til 2019, hvor Yaqoub Ali igen radikalt skifter kurs, handler hele hans liv kun om én ting: At leve efter koranens bogstav til punkt og prikke. Jeans og t-shirts skiftes ud med lange, traditionelle kjortler, skægget vokser, så det til sidst når ham til midt på brystet. Han beordrer sin kone Bina til at gå helt tildækket i niqab. Musik, dans og fest er forbudt i hjemmet. Yaqoub Ali bruger op til ti timer om dagen på at læse koranen og ender som leder af organisationen ’Kaldet til Islam’ i Danmark.

Han beskriver selv sin transformation fra kriminel til ekstremist sådan her i sin bog:

”I begyndelsen var religion et synonym med en ny livsbane for mig. Religionen var et opgør med kriminalitet, den skulle være min rettesnor, der holdt mig på den rigtige side af loven, og som fodrede mig med gode værdier. Nu er jeg besat af at lære alt om islam, og jeg har fået øjnene op for en anden slags samfund. Jeg har nye tjeklister for rigtigt og forkert med mig. Målet helliger midlet til enhver tid. Og målet er oprettelsen af en islamisk stat, et kalifat. Livet og den verden, jeg lever i, er et fængsel, og jeg glæder mig til, at jeg skal videre til et andet sted. Hvis jeg dør for min religion, er jeg sikret en plads i Paradis”.

Længslen efter martyrdøden får ham også til i tre omgange at rejse til Syrien for at engagere sig i krigen mod Assad. Og hjemme i Danmark planlægger han sammen med en anden ekstremistisk trosfælle at angribe og dræbe så mange danske soldater som muligt på Livgardens kaserne ved Rosenborg Slot midt i København – som en hævn for, at danske soldater har deltaget i krigen mod Taleban i Afghanistan.

Angrebet bliver dog aldrig til noget, men Yaqoub Ali er ofte på gaden for at agitere og missionere sin sag. Og hjemme foran computeren deltager han aktivt i debatter på sociale medier om islam. Her går det igen galt for den nu 26 år gamle familiefar til to små børn. Yaqoub Ali kommenterer to opslag på Facebook om angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i 2015 og bliver dømt for at have lovprist angrebet og dermed billiget terror. Det ender med en ubetinget fængselsdom på fem måneder i oktober 2018.

Fællesskab i fængslet

Yaqoub Ali bliver sendt til afsoning i det åbne fængsel Horserød i Nordsjælland. Her finder han sammen med en gruppe indsatte mænd. De laver god mad sammen, spiller UNO, træner sammen, snakker og hygger sig. I sin enmandscelle ser han tv-programmer som ”Nybyggerne” og andre reality-programmer. Yaqoub Ali fungerer samtidig som imam for andre muslimske indsatte, men han begynder samtidig at mærke en forandring inden i. Skuldrene falder langsomt ned.

”Jeg får følelsen af, at jeg gerne vil være ligesom de mennesker, jeg ser i fjernsynet. Selv om det måske virker overfladisk og banalt, at de bare går rundt og sætter deres såkaldte drømmehjem i stand, så ser jeg kun glade mennesker på skærmen. De griner, de har fundet det hjem, som de gerne vil have, at deres børn skal lege og vokse op i. De har en uddannelse, de går på arbejde hver dag. De kan spare penge op, for eksempel til at realisere deres drømmehjem, men måske også til at rejse. Og hvad kan jeg? Hvad har jeg? Når jeg stiller mig selv det spørgsmål, er det rungende svar i mit hoved: ingenting. Jeg har ingenting at tilbyde mine børn. Det knækker mig”, skriver Yaqoub Ali i sin bog og konstaterer, at hans boble er bristet.

”Den boble, som jeg var lukket inde i, da min hverdag var bygget op omkring det religiøse miljø, hvor jeg snakkede med de samme mennesker hver dag, mennesker, som havde de præcis samme holdninger som mig selv. Det går op for mig, at jeg ikke har tænkt en selvstændig tanke i årevis, jeg har bare flydt med strømmen. Min boble er en byld. For første gang leger jeg med tanken om at forlade det religiøse miljø”.

Tak til socialrådgiver

I Horserød møder Yaqoub Ali også et andet menneske, som i høj grad medvirker til hans opgør med det ekstremistiske miljø. Hun hedder Hanne Aaskilde og er socialrådgiver. I bogen beskriver han mødet og samtalerne med hende sådan her:

”For hvert møde kan jeg mærke, at hun lige så stille og roligt får mig lirket mere og mere op. Der er noget med den måde, hun taler til mig på. I min nye sagsbehandlers selskab føler jeg mig ikke som en kriminel, som en ekstremist eller som et udskud. Hun behandler mig som et menneske, som Yaqoub, en ung mand, der har brug for hjælp. Hun spørger ind til mine børn, til min kone. Spørger, om de har det godt. Hver gang vi ses, lader hun sin computer være og fokuserer kun på mig”.

Hanne Aaskilde husker tydeligt Yaqoub Ali, fordi hans sag var særlig, og han var dømt efter en paragraf, hun normalt ikke støder på.

– Han var en rolig og reflekteret unge mand, og min tilgang til ham var den samme som til alle andre her i fængslet – at møde ham med accept, uanset hvad han er dømt for. Det er generelt vores tilgang. Vi møder folk uden fordømmelse eller misbilligelse af, hvad de har gjort, og er ordentlig overfor dem. Men selvfølgelig talte vi også om hans kriminalitet, og hvad der skulle til for ikke at gentage det, husker Hanne Aaskilde og tilføjer, at hun opfattede, at Yaqoub Ali allerede var i en proces med at ville noget andet med sit liv.

– Så timingen har været god, og jeg har måske ramt ind i ikke at bekræfte hans fordomme om systemet. For jeg mener jo ikke, at jeg gjorde noget andet, end jeg plejer.

Samtalerne med Hanne Aaskilde understøtter Yaqoub Alis ønske om at forlade det religiøse miljø.

– Jeg skylder hende en stor tak, fordi hun fik mig til at tvivle på mit had. Fordi hun fik mig til at indse, at det, jeg troede var rigtigt, var forkert. Og fordi hun bare var sig selv. Hun var personlig, og det havde jeg brug for – jeg havde brug for at møde et menneske. Hun siger jo også, at hun bare gjorde det, hun plejer, griner Yaqoub Ali og uddyber:

– Jeg levede og åndede i et miljø, hvor du skal have et fjendebillede. Du skal have nogle at hade og kæmpe imod. Du skal være hård, og andre skal være hårde mod dig, ellers giver det jo ikke mening at kæmpe imod dem. Når jeg så oplever, efter at have været på kant med loven i 13-14 år, ikke have et dansk pas og have været på forsiden af aviserne som Danmarks fjende nr. 1, at få den behandling, jeg fik i fængslet, begynder jeg at tvivle på mine valg og min vrede – om den overhovedet er berettiget? Og her er Horserød det perfekte sted – jeg har tiden og roen til at reflektere over, hvem jeg har været og er. Og da jeg først får erkendelsen af, at jeg vil være noget andet, er processen kort.

Da Yaqoub Ali bliver løsladt, og familien henter ham i Horserød, sætter han hård rap på i bilen hjem. Hans søn spørger lidt forbavset og forskrækket sin far, hvad han dog laver. Det er jo ’haram’ (forbudt, red.) at høre musik, svarer han: ”Ikke mere. Fra nu af hører vi musik.”

Skydeskive på ryggen

Men det, der lyder nemt og rigtigt, har været alt andet for Yaqoub Ali. Beslutningen om at leve et andet liv holder han fast i, men afradikaliseringen er et stort skridt, socialt set. Han fik sat en skydeskive på sin ryg og vælger derfor også med omhu de steder, han mødes med folk, for eksempel den café, hvor interviewet foregår. Den ligger langt væk fra de ”hoods” i København, hvor han ikke føler sig helt tryg ved at færdes.

– Der er mange, som gerne vil have fat i mig, fordi jeg ved meget om deres aktiviteter. Jeg har taget et kæmpe opgør med det ekstremistiske miljø, men de skylder mig meget – jeg har ikke sagt noget om dem, som har skadet dem, og derfor tror jeg også, at de indtil nu har ladet mig være i fred. Men jeg skal tænke over, hvor jeg færdes og hvordan. For eksempel skal jeg hente min datter fra en fødselsdag på Nørrebro i dag. Her planlægger jeg, hvordan jeg kommer hurtigst muligt ind og ud, uden at nogen ser mig, fortæller han.

Drømmen om at blive pædagog for at kunne hjælpe udsatte børn og unge må Yaqoub også opgive. Et CV med fængselsdomme for vold og en fortid som ekstremist åbner ikke ligefrem døre til praktikpladser.

– Jeg leder ikke efter sympati. Jeg er glad for mit valg om at forlade det religiøse miljø og har ikke fortrudt det et øjeblik. Det hjælper mig, at jeg har levet et hårdt liv, så jeg har opbygget noget modstandskraft. Og jeg har lært en masse, som jeg kan bruge i dag, når jeg arbejder med for eksempel social kontrol eller går imod imamerne. Der kræver, at jeg kan tale deres sprog, og det kan jeg. Jeg kan hele koranen udenad, og jeg kender alt til islam og dens praksis. Uden de værktøjer kunne jeg ikke gøre det, jeg gør i dag.

Frygter øget polarisering

I dag arbejder Yaqoub Ali bl.a. som vært på podcasten ”Under turbanen”, som klummeskribent, foredragsholder og konsulent. Fokus for hans virke er at tale fællesskabet mellem mennesker op, på tværs af religioner og baggrunde. Og at bruge sin egen viden og erfaring til at forebygge radikalisering, som han blandt andet forsøger ved at fortælle sin egen historie i bogen.

Forskellen på at forebygge radikalisering og kriminalitet er ifølge Yaqoub Ali, at kriminelle kan hjælpes med for eksempel job eller uddannelse, så de får en anden og lovlig måde at tjene penge på. De samme greb hjælper ikke nødvendigvis radikaliserede unge, mener han.

– Radikalisering er den sværeste form at arbejde med, fordi du har med en ideologi at gøre. De er overbevist om, at de gør der rigtige – modsat kriminelle, som jo godt ved, at de gør noget forkert. Så i kampen mod radikalisering er der meget mere brug for det menneskelige aspekt – at blive mødt af mennesker, som ser og anerkender den svære situation og det pres, de er under, fra deres religiøse omgivelser. Som jeg selv oplevede det i Horserød, siger Yaqoub Ali og tilføjer, at han oplever, at konflikten i Gaza kan puste til radikaliseringen.

– Jeg kan godt frygte, at konflikten øger polariseringen mellem muslimer og ikke-muslimer, og at det kan få konsekvenser i form af en større radikalisering, som vi først får at se om noget tid.

---

Blå bog Yaqoub Ali

• Født i 1992 i det nordlige Irak. Faderen flytter til Danmark, da Yaqoub Ali er ni år.
• I 2003 følger resten af familien efter.
• Får i 2010 sin første dom på et års betinget fængsel for vold. Beslutter at forlade det kriminelle miljø og søger ind i den religiøse verden.
• Bliver leder af ’Kaldet til Islam’ i Danmark.
• Rejser i 2012 til Syrien tre gange for at kæmpe mod Assad.
• Får i 2018 en dom på fem måneder for terror, fordi han kommenterer opslag på Facebook, som opildner til terror.
• Afsoner i det åbne fængsel i Horserød. Her taler han bl.a. med en socialrådgiver og påbegynder en indre afradikaliseringsproces, som fører til, at han forlader det ekstremistiske miljø helt i 2019, da han bliver løsladt.
• Udgiver i 2024 bogen ”Mit had. Krigsbarn. Bandebror. Ekstremist. Familiefar” sammen med Louise Elly Meyer på forlaget People’s.
• Er i dag vært på Radio 24/7-podcasten ”Under turbanen”, konsulent for organisationer og kommuner ift. unge, ekstremisme og bandekriminalitet, en populær foredragsholder og fast klummeskribent på Berlingske.
• Gift og far til to børn på hhv. otte og 12 år.

---

DR har lavet dokumentarserien ”Hjernevaskeren” i tre afsnit om Yaqoub Ali.
Se den på dr.dk/drtv/serie/hjernevaskeren_352512

---

VISO under Social- og Boligstyrelsen rådgiver på det sociale område og på specialundervisningsområdet. VISO kan rådgive i konkrete enkeltsager herunder også i sager, hvor der er en bekymring om ekstremisme.

» Læs mere på sbst.dk/viso

---

Hotline mod radikalisering

Den nationale hotline mod radikalisering 41 74 90 90 er en rådgivningstelefon for alle, som har en bekymring for radikalisering og ekstremisme. Hotlinen drives i et samarbejde mellem Københavns Kommune, Østjyllands Politi og Aarhus Kommune. Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme står bag hotlinen.
På antiradikalisering.dk kan du læse mere om tegn på radikalisering.

---

Forebyggelse af ekstremisme

Som led i indsatsen for at forebygge og bekæmpe radikalisering og ekstremisme er der i et samarbejde mellem landets 98 kommuner og de 12 politikredse etableret infohuse. De centrale aktører er tovholdere fra politi og kommune. Også Kriminalforsorgen, psykiatrien og andre relevante myndigheder indgår i samarbejdet.
Kriminalforsorgen arbejder med at forebygge ekstremisme i de danske fængsler og Kriminalforsorgens øvrige institutioner. Det sker blandt andet gennem uddannelse af personalet – herunder også socialrådgivere – i opmærksomhed på bekymringstegn, procedurer for indberetning samt pædagogiske og socialfaglige programmer.

Kilde: Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme.

» Læs mere på stopekstremisme.dk

---

Det siger loven

• Efter barnets lov §15, stk. 3 skal kommunerne udarbejde et beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af ekstremisme blandt børn, unge og deres familier.
• Efter servicelovens § 12b skal kommunerne sørge for, at borgere har mulighed for gratis, målrettet rådgivning, hvis de henvender sig, fordi de er i risiko for at blive radikaliserede eller ønsker hjælp til at forlade et ekstremistisk miljø, ligesom kommunerne skal overveje, om den pågældende har behov for yderligere støtte.