”Hvor ligeglade kan vi være med andre mennesker?”

Jeg-fortælleren i Katrine Marie Guldagers nye roman, ”Endnu en dag i Guds Skaberværk” er socialrådgiveren Lotte, som står midt i en livskrise. Hun er midaldrende og er både blevet forladt af sin kæreste og afskediget fra sit job i en børnefamilieafdeling. I bogen reflekterer hun:

”Noget inde i mig var knækket. Jeg havde fået revet tæppet væk under mig, og alt, hvad jeg havde troet på, var væk. I stedet for at bekæmpe den syge arbejdskultur, gjorde ledelsen mig til den syge. Og derfor skulle jeg ud.”

Baggrunden for afskedigelsen er, at hun vedholdende protesterede over fiktive registreringer, hvor ledelsen selv omregistrerede røde sager, så de blev grønne.

Lotte er træt af at leve i udkanten af andre menneskers fællesskaber, og hun er skuffet over kollegernes manglende opbakning og solidaritet. Når hun tilfældigvis møder sine tidligere kollegaer, kan hun ikke bruge deres medlidenhed til noget. Til gengæld vil hun gerne vide, hvad der er sket med nogle af de unge, som hun var socialrådgiver for. Hun kan ikke slippe sin bekymring for dem.

I det hele taget har hun svært ved at lade være med at blande sig, når hun synes, at noget er forkert eller uretfærdigt. Det gælder også, da hun en dag ser, at hendes overbo står i baggården med bukserne nede om anklerne og fornøjer sig med en anden kvinde end hende, han er gift med.

Katrine Marie Guldager tager imod i den grå villa på Amager. Hun pointerer, at det ikke er tilfældigt, at hun har valgt en socialrådgiver som hovedperson.

– Socialrådgivernes funktion i samfundet er at samle op på nogle af de mennesker, som ikke bare klarer sig selv. Det er en kerneopgave i velfærdsstaten – ellers kunne det jo bare være survival of the fittest – men det er netop det sociale område, som skal gøre en forskel, så man faktisk får en chance i livet, selv om man måske er født ind i en svær eller ressourcefattig familie eller har andre problemer. Socialrådgiverens fag er ikke bare sindssygt vigtigt – det er også meget symbolsk for, om vi overhovedet har en velfærdsstat.

Katrine Marie Guldager byder på filterkaffe i køkkenalrummet, hvor vi sidder ved langbordet med høje hvide bogreoler i baggrunden. Hun forklarer, at hun ikke har siddet og analyseret sig frem til, at hovedpersonen skulle være en socialrådgiver:

– Det er mere intuitivt, hvor jeg føler, at her er en god historie at fortælle.

Derfor har det heller ikke været nødvendigt at bruge særlig meget tid på research for at skrive romanen. Hun har været i kontakt med tre socialrådgivere, som har bidraget med viden om socialrådgivernes arbejdsvilkår og er kommet med eksempler på sager (se artiklen).

Tre typer af socialrådgivere

Med henvisning til blandt andet scenen i baggården, hvor Lotte afbryder manden i sit forehavende og minder ham om, at han er gift og far til tre, konstaterer Katrine Marie Guldager, at Lotte er den meget engagerede type.

– Man kan måske godt lidt drilsk spørge, om hun er for engageret. Men det er jo et træk, som mange mennesker har i mere eller mindre grad – at vi gerne vil sørge for, at de andre har det godt, og derfor blander os og stiller krav. Det gør Lotte også i forhold til sin ekskærestes søn, Daniel. Han kommer faktisk til at stole på hende, fordi han ved, hvad hendes holdning er, og de kan have en ordentlig konflikt i stedet for som nogle forældre, der bare glider af på alle konflikter. Så jeg synes, at Lottes evne til at gå ind i konflikter og blive i konflikter også viser sig fra sin positive side. Fordi folk omkring hende kommer til at stole på hende.

I romanen tænker Lotte tilbage på sin studietid på Den sociale Højskole og konkluderer, at der groft sagt er tre typer af socialrådgivere: Dem, der vil redde verdenen. Dem, der elsker love og regler og ønsker sig magt over andre mennesker. Og dem, der selv er en slags ofre. Lotte erklærer, at hun selv mest er en, der vil redde verden.

Katrine Marie Guldager forklarer, hvorfor hun lader hovedpersonen kategorisere socialrådgiverne som tre typer.

– Lotte skal ikke være superafbalanceret. Hun skal have lov til at komme med nogle one-liners, som måske ikke er helt rigtige, men er lidt sort/hvide. Den frihed må en romankarakter have. Jeg er sikker på, at de fleste vælger at blive socialrådgiver for at hjælpe andre, men jeg tænker, at en socialrådgiver har jo også magt. Vi kender alle sammen skrankepaven, og det findes sikkert også blandt socialrådgivere. Men magt behøver ikke kun at være noget negativt. I stedet for at være den magtesløse – det magtesløse offer, som vi alle sammen er i et eller andet omfang – så får socialrådgiveren lov til at være den, der har magten til at hjælpe andre.

Afmagt

Lotte får selv afmagten tæt ind på livet, da hun træder ind på jobcenteret. Her møder hun sin fagfælle Victoria Sommer. Eller Victoria Evig-Sommer, som Lotte kalder hende. Hun vurderer hende straks til at være en klar to’er – en socialrådgiver, som nyder sin magt.

– Victoria Sommer er superirriterende for Lotte, det er klart, men alt er jo lidt irriterende for Lotte i den her situation, hvor hun er blevet fyret. Jeg skriver også om deres møde i jobcenteret, fordi det er en god konflikt. Victoria er sat i verden for at få Lotte til at overholde reglerne på beskæftigelsesområdet, så derfor er man som læser både med Victoria og ikke med Victoria. Det er jeg i hvert fald, fordi jeg er klar over, at hvis Victoria bare sagde til alle, jamen det er også lige meget med alle de regler, så ville hun ikke være socialrådgiver ret længe. Hun er sat i verden for at få folk til at overholde reglerne, uanset om hun selv synes, at de er åndssvage, pointerer Katrine Marie Guldager.

Sammensværgelse

Før sin afskedigelse oplevede Lotte – ligesom virkelighedens socialrådgivere, der placerer sig som den anden mest stressede faggruppe – et højt arbejdspres.

”Efterhånden som jeg fik flere og flere sager med et højt bekymringsniveau, behøvede jeg ikke længere at prioritere sagernes rækkefølge, for alt hvad jeg gjorde, var akut.”

Og Lotte sammenligner bureaukratiet med en sammensværgelse, der har alvorlige konsekvenser for det sociale arbejde:

”Det var næsten som en sammensværgelse af den statslige slags: Kom, lad os ansætte en masse socialrådgivere. Kom, lad os gøre, hvad vi kan, for at forhindre dem i at passe deres arbejde. Vi prøver med noget tidskrævende administration, nogle indviklede lovkomplekser, og så laver vi alt om hvert andet år.”

– Jeg tror ikke helt folk forstår, hvor svært det er at agere i. I forbindelse med min research har det i hvert fald overrasket mig, hvor besværligt det egentlig er at være socialrådgiver – hvor bundet man er af love og regler. Jeg troede, at socialrådgiverne havde lidt flere muligheder for at hjælpe folk. De skal ofte først have tilladelse af ledelsen, og det bliver ofte et spørgsmål om økonomi. Det kom bag på mig, at området er så gennemreguleret, siger Katrine Marie Guldager.

Ud over at portrættere en midaldrende og engageret kvindelig socialrådgiver i sit livs krise, tager romanen også livtag med eksistentielle spørgsmål.

– Det er mit arbejde som forfatter at prøve at skabe et levende portræt – en person med nogle konflikter, som er eksistentielle og gyldige for os alle sammen. Har vi overhovedet en velfærdsstat? Er der nogen, som samler en op, hvis man ikke kan klare det selv? Hvor ligeglade kan vi være med andre mennesker, uden at vi også selv mister noget, reflekterer Katrine Marie Guldager og henviser til den erfarne socialrådgiver, Jytte, som i romanen advarer Lotte:

”Ja, ja. Når du først holder op med at have medfølelse med folk, holder de også op med at være mennesker. Og så er det dig, der er færdig.”
– Det er også et spørgsmål, som jeg selv bakser med. Jeg synes nærmest, at man skal være både blind og døv for at leve i det her samfund. En ting er verdens uretfærdigheder, og hvad der sker i nærområder, men også bare i Danmark skal man fortrænge meget, hvis man sorgløst skal hengive sig til livet på en villavej.

Ansøgning til fællesskabet

Et andet tema i bogen er ensomhed. Lotte oplever, at hendes liv er én lang ansøgning om at blive optaget i fællesskabet og blive elsket:
”Før Michael kunne jeg ikke gå på gaden uden at føle, at jeg var alene og forkert, og snart havde jeg følt mig alene og forkert så længe, at jeg var blevet et menneske, jeg var nødt til at forlade, bare smutte ud ad bagindgangen.”

Lotte overvejer, om hendes ensomhed er medfødt, og hun drømmer om sammen med andre ufrivilligt ensomme at marchere ind på Christiansborg for at få politikerne til at anerkende, at ensomme mennesker eksisterer og kan bidrage til samfundet.

”Min ensomhed var der om morgenen, når jeg stod op, om aftenen, når jeg gik i seng, og det skete, at jeg drak mig fuld på en bar, at jeg sad alene og stirrede ned i en paraplydrink.”

– For Lotte er ensomheden en eksistentiel konflikt, fordi hun altid har følt sig ensom. Men det er jo også et træk ved vores samtid, at flere og flere mennesker føler sig ensomme – de føler sig ikke forbundet med samfundet. Og det er lidt en bombe under socialrådgivernes arbejde og under velfærdsstaten, for hvad hjælper det, at man kan skaffe folk hjælp til familien, et efterskoleophold eller et arbejde eller et sted at bo, hvis de føler sig ensomme, siger Katrine Marie Guldager og uddyber:

– Hvis man ikke føler sig forbundet med fællesskabet, bliver socialrådgivernes arbejde til lappeløsninger. Formålet med det sociale arbejde er jo, at man skal lempes ind i fællesskabet igen, og hvis man så føler sig fuldstændig disconnected, så er det virkelig et sisyfosarbejde, som socialrådgiverne står overfor.

Hvorfor så mange er ensomme, har Katrine Marie Guldager ikke et præcist bud på, men hun mener, at en del af forklaringen er, at omsorgsarbejdet er blevet underprioriteret i årevis.

– Alt, hvad der er vigtigt for mennesker, bliver nedprioriteret, og konsekvensen er, at man taber flere og flere mennesker, og at flere og flere føler sig ensomme og uden for fællesskabet. Det starter jo allerede i vuggestuen. Hvis ikke vuggestuepersonalet har tid til at skabe børnefællesskaber, hvis pædagoger i børnehaven ikke har tid til at skabe fællesskaber med børn, så vil der være flere og flere børn, som føler sig underlige, mærkelige, grimme og uden for.

Og i skolerne mener Katrine Marie Guldager også, at der er brug for at styrke relationsarbejdet.

– Hvis det hele i skolerne skal handle om, hvad eleverne kan, og hvilken test de kan bestå, så bliver der mindre energi til at skabe et klassefællesskab, hvor alle kan føle sig velkomne. Og hvis du har følt dig uden for helt op til 9. klasse, så er det klart, at du er i meget større risiko for at blive ensom senere i livet. Ender det i en social deroute, og du får brug for at hjælp fra en socialrådgiver, så er det lidt af en skude at vende, hvis folk ikke har noget fundament at stå på.

– Det fundament, som fællesskabet skulle give den enkelte, har været undergravet i rigtig mange år. Det er en katastrofe, at der ikke er flere pædagoger, lærere og sygeplejersker – alt det, som skulle kitte fællesskabet sammen og gøre det værd at leve, samtidig med at vi hver især også yder noget til fællesskabet.

Digitalt tyranni

Katrine Marie Guldager mener også, at digitaliseringen af velfærdssamfundet kan være med til at udfordre fællesskabsfølelsen. Og i romanen lader hun Lotte blive så træt af ’systemet’, at hun kræver at blive fritaget for digital post.

”På kommunen sagde de, at det jo kun er gamle mennesker, der bliver fritaget for digital post, men jeg kan stadig bede om det, jeg kender loven. Jeg har egentlig heller ikke noget imod at tjekke min telefon, dét jeg har noget imod, er tvang. Jeg har noget imod, at man skal eje en computer eller en mobiltelefon for at leve i dette land. Hvad nu, hvis man ikke vil være en del af hele det latterlige system, vi har skabt?”

Og den aversion genkender Katrine Marie Guldager fra sig selv.

– Jeg prøvede i lang tid ikke at have en telefon, men det bliver virkelig besværligt efterhånden, og til sidst overgiver man sig. Det er man næsten nødt til, og det synes jeg er ret groft. Dels koster den mange penge, men det er også et indgreb i din frihed. Det burde være sådan, at du kunne fravælge at have telefon, siger Katrine Marie Guldager og fortsætter:

– Vi mister meget fællesskabsfølelse ved, at vi helst skal betjene os selv hos myndighederne. Vi oplevede det eksempelvis også i svømmehallen. Tidligere købte vi billetter af livredderen og kunne få en snak med ham om, hvorvidt børnene nu kunne klare det dybe vand. Men nu skal vi købe billetten i en maskine, for så bliver det åbenbart mere effektivt.

– Det gennemsyrer hele samfundet og øger manglen på kontakt med hinanden i fællesskabet. Ja den lim, som skal få det hele til at hænge sammen. Mange mennesker har jo ikke anden kontakt med andre mennesker end den, som de møder ude i samfundet hos kassedamen, postbuddet eller buschaufføren.

’No-bullshit-agtige kvinder’

Portrættet af Lotte er det andet kvindeportræt i en planlagt trilogi. Den første roman ”Birgithe med th” udkom i januar og handler om en erfaren og frustreret folkeskolelærer i halvtredserne. Katrine Marie Guldager er nu i færd med at skrive den tredje roman om en midaldrende kvindelig parterapeut. På spørgsmålet om, hvorfor alle hovedpersonerne er kvinder, som har rundet de halvtreds år, lyder svaret:

– Jeg synes, at kvinder i den alder er skønne. Man har måske fået de børn, man gerne ville have, og man har fundet en plads og idé om, hvordan man skal overleve her i samfundet. Og så kan det være, at noget af al den der samarbejdsvillighed slipper en – nu har man egentlig mere behov for at være sig selv og stå ved, hvem man er. Der kommer en enorm styrke i den alder, som jeg godt kan lide. Sådan lidt no-bullshit-agtige kvinder, som gerne vil have lov til at sige, hvad de mener, og som gerne vil stå ved, hvad de mener.

---

Mød Katrine Marie Guldager på Socialrådgiverdage. Under overskriften ’Under huden på socialrådgiverfaget’ holder forfatter Katrine Marie Guldager oplæg på Dansk Socialrådgiverforenings fagfestival i november.
» Læs mere om Socialrådgiverdage og tilmelding på socialraadgiverne.dk/sd23

---

Din ytringsfrihed er beskyttet af Grundloven og en række internationale konventioner. Beskyttelsen gælder, når man som socialrådgiver ytrer sig på egne vegne i den offentlige debat eller på arbejdspladsen.

» Læs mere på socialraadgiverne.dk/ytringsfrihed

---

CV Katrine Marie Guldager

• Forfatter
• Født i 1966 og opvokset ved Hillerød. Datter af en skovbrugskandidat og en landskabsarkitekt.
• 1994 cand.phil. i dansk fra Københavns Universitet. Samme år blev hun uddannet fra forfatterskolen og fik sin debut som lyriker.
• Har modtaget en række priser og legater – senest Statens Kunstfonds livsvarige kunstnerydelse.
• Bor på Amager ved København. Er gift og har to børn i skolealderen.

---