Refleksion: ”Det betyder noget, at man har noget at stå op til”

Lærke Sick Broskov Jensen. Uddannet socialrådgiver i 2021. Læser kandidat i Social Studies of Gender på Lund Universitet og er studentermedhjælper i afdelingen Frivillig i DRC, Dansk Flygtningehjælp samt frivillig socialråd­giver i SR-Bistand.

Refleksion: ”Det betyder noget, at man har noget at stå op til”

Foto: Lisbeth Holten

Jeg undersøgte I mit bachelorprojekt bodegaen som alternativ social indsats for udsatte ældre. Resultaterne viste, at bodegaer over hele landet fungerer som et hjælpesystem parallelt med det offentlige. Men hvor det kommunale tilbud om socialpædagogisk støtte fokuserer på at gøre borgerne selvhjulpne, udgør de brune værtshuse en arena af autentisk omsorg.

En bodegaejer fra København beskrev, hvordan hun påmindede stamgæster om at få spist, og at hun om nødvendigt gik ud bagved og smurte en rugbrødsmad til dem. En medarbejder ved en fynsk bodega fortalte, at hendes arbejdsgiver ofte købte mad på ’bud’ for at kunne tilberede en stor omgang mørbradbøf til stamgæsterne. Og at samme bodegaejer også kører ud med en portion mad til sengeliggende stamgæster. En bodegaejer fra Aalborg fortalte, at han under corona-nedlukningerne især var bekymret for en stamgæst, som han vidste havde svært ved at gå i bad, få klippet negle og generelt pleje sig selv. Bodegaejeren fortalte ikke, om han normalt plejede at støtte stamgæsten med den personlige hygiejne, men andre bodegaejere bemærkede, at det, at komme på bodegaen. for mange stamgæster er deres eneste daglige aktivitet i det offentlige rum, hvorfor bodegabesøget bliver den primære årsag til overhovedet at stå op, gå i bad og gøre noget ud af sig selv.

Vi er nok en del, der selv som socialt privilegerede individer under nedlukningen havde udfordringer med at opretholde vores gode hverdagsrutiner med bad, pænt tøj, fast døgnrytme m.v. Det betyder noget, at man har noget at stå op til. En fast rytme. Også når rytmen er at besøge bodegaen rundt om hjørnet.


Har du en oplevelse, der har givet stof til eftertanke, så skriv til os på refleksion@socialraadgiverne.dk.