“Det er en ret vild opgave at udvikle det sociale område”

Der skal ikke mange stikord til, før socialministeren tager tråden op og stikker af med den.

– Lige efter vikingetiden oprettede man de første universiteter i Europa, begynder hun, da Socialrådgiveren spørger til hendes visioner på socialområdet. Pointen med denne tur 1000 år tilbage i tiden kommer vi tilbage til.

Siden hun i 2011 blev valgt til Folketinget for Socialdemokratiet, har Pernille Rosenkrantz-Theil været ordfører for blandt andet social-, handicap- og børneområdet samt formand for Beskæftigelsesudvalget. Derudover har hun skrevet bøger om sociale investeringer, tidlig indsats og sine egne erfaringer med stress – alt sammen noget, der berører socialrådgivernes arbejdsfelt eller vilkår. Nu er hun social- og boligminister, og har netop fået vedtaget Barnets Lov.

– Vi kan vække enhver socialrådgiver klokken to om natten, og så vil de sige: Helhedsorienteret, fremskudt og tidlig indsats. Alle er enige om det. Men den måde, vi har indrettet det system, som socialrådgiveren arbejder i, forhindrer, at man kan gøre præcis det, siger hun.

I 2021 skrev Socialrådgiveren om projektet ’Opgang til Opgang’, der netop har givet socialrådgiverne mulighed for at arbejde helhedsorienteret med familier ramt af langtidsledighed – med udgangspunkt i deres egne ønsker og behov på tværs af forvaltninger og fagområder. Det er præcis det, som Pernille Rosenkrantz-Theil gerne vil have mere af, men som ifølge hende bremses af rigide systemer.

– Fremskudt, helhedsorienteret indsats er en nobrainer. Selvfølgelig er det en god idé. Udfordringen er, at vores system overhovedet ikke er gearet til det. Det bærer for meget præg af, at så er der et fireårigt projekt i den ene kommune og et treårigt projekt i den anden, som måske eller måske ikke bliver udbredt, selvom resultaterne er gode. Det er problemet. Men det skulle jo gerne være den måde, alle fik lov til at arbejde på, og der er vi jo slet ikke, lyder det fra ministeren.

Hvem er udsatte?

En af de grupper, der har brug for en helhedsorienteret indsats, er de omkring 10.000 mest socialt udsatte, der har massive og komplekse udfordringer. De skal ifølge regeringsgrundlaget helt ud af beskæftigelsessystemet, hvilket Pernille Rosenkrantz-Theil kaldte for ’vanvittigt afgørende’, da hun i december blev udnævnt til socialminister. Det har fået Dansk Socialrådgiverforening og Rådet for Socialt Udsatte til sammen at efterlyse en plan for, hvad der skal ske med dem.

– Det er jo ikke, fordi der ikke skal være et beskæftigelsesperspektiv, siger Pernille Rosenkrantz-Theil og fremhæver det sociale frikort.

– Selvom jeg var arg modstander af det, dengang det skulle laves, må man bare sige, at det har vist sig at være enormt godt. Det giver meningsfuldt indhold i hverdagen for de borgere, der bruger det, og de er vildt glade for det. En stor del af dem har jo så for første gang nogensinde en eller anden form for progression mod mere varig beskæftigelse.

For nylig vedtog et enigt Folketing at forlænge det sociale frikort og hæve grænsen for, hvor meget man kan tjene ved siden af sin ydelse, fra 20.000 til 40.000 kroner om året. Men så snart det ikke længere handler om de allermest udsatte som hjemløse og misbrugere, skifter den politiske melodi fra dur til mol. Selvom antallet af kontanthjælpsmodtagere de seneste år er raslet ned, vil de fleste partier fastholde de lave ydelser og sanktioner, og senest har statsministeren varslet forhandlinger om 37-timers arbejdspligt for arbejdsløse med ’integrationsbehov’.

Men hvad med de mennesker, der på den ene side har sociale, psykiske og sundhedsmæssige udfordringer, og på den anden side ikke er blandt de 10.000 mest udsatte? Dem, som medarbejderne i psykiatrien, sociale tilbud og på jobcentrene også møder hver eneste dag, og hvis udvikling mod bedre trivsel og arbejdsmarkedet ifølge et stort flertal af socialrådgiverne bliver hæmmet af lave ydelser?

– Når vi taler om den gruppe, der altid har boet her, har en meget stor andel jo været udsat for nogle rigtig grimme ting i deres tilværelse. Det er derfor, de ikke formår at hægte sig fast. En meget stor andel af dem har eksempelvis været udsat for seksuelle overgreb og har senfølger, og det er jo ikke det første, man siger i jobcentret. Hvis ikke vi får fat om det egentlige problem, nemlig senfølgerne, så vil vi aldrig lykkes med at få fat om beskæftigelsen, siger Pernille Rosenkrantz-Theil og kalder det for en ’skandale’, at der er op mod tre års ventetid på behandling for senfølger af seksuelle overgreb i barndommen.

Pippi, Tommy og Annika

Udsatte børn har været et gennemgående tema for både socialministeren og begge Mette Frederiksens regeringer. Processen frem mod Barnets Lov blev skudt i gang med statsministerens nytårstale i 2020, og aftalen ’Børnene Først’ indeholder udover Barnets Lov blandt andet tiltag, der skal højne fagligheden på børneområdet – herunder en ny børnerådgiveruddannelse og bedre faglighed på anbringelsessteder.

– Vi har jo slet ikke defineret, hvilken type uddannelse man skal have, for at have med de allermest udsatte at gøre. Hvis man skal undervise i folkeskolen og have med Tommy og Annika-børnene at gøre, så skal man have en læreruddannelse. Men hvis man skal have med de børn, som har det sværest, at gøre, så er der ikke noget uddannelseskrav. Det er svært at argumentere for fagligt og sagligt, at Tommy og Annika-børnene har brug for større faglighed end Pippi Langstrømpe-børnene, siger Pernille Rosenkrantz-Theil og drager en parallel til sundhedsområdet.

– Forestil dig, at man bare skulle gætte en medarbejder, når man kom ind med bugspytkirtelkræft. Jeg tror, at de færreste af os ville acceptere, at det ikke var kræftlægen, men én der var cand.mag i fransk og filologi. Sådan er det for borgere med handicap, socialt udsatte og anbragte børn – det er den lemfældighed, der er.

Socialområdet skal modnes

Og det er her, socialministeren trækker en snor helt tilbage til middelalderen og binder en historisk sløjfe om faglighed.

– De første fag på universiteterne var jura, teologi og medicin. Uddannelses- og sundhedsområdet har udviklet sig over 1000 år i hele den vestlige verden. Man har forfinet, systematiseret, ændret og forbedret – på medicin har man tilmed haft fælles sprog på tværs af landegrænser. Så på de andre to store velfærdsområder, nemlig sundhed og skole, har vi 1000 års udvikling bag os. Derfor er de – selvom der også er fejl og mangler – ekstremt forfinede i sammenligning med socialområdet, siger hun og uddyber:

– Som befolkning har vi en forventning om, at vores velfærdssamfund fungerer lige så smidigt og modent på socialområdet som sundhed og skole. Og det kan det under ingen omstændigheder leve op til, mener Pernille Rosenkrantz-Theil og påpeger, at socialområdets korte historie også har betydning for medarbejderne i praksis.

– Det er jo socialrådgiverne, der har haft og har den opgave på ufatteligt få årtier at skulle udvikle et helt umodent felt fra noget, de fleste ville opfatte som ret rædselsfuldt, til noget, der lever op til verdens bedste velfærdssamfunds høje standarder. Det er en ret vild opgave, når både rammer, regler og alt muligt andet er totalt umodent.

Besparelser og investeringer

Måske er det – udover politiske ønsker om på én gang at spare og forbedre – udtryk for præcis de umodne rammer og regler, at der lige nu er flere fritsvævende, socialpolitiske bolde i luften: Specialeplan, nedlæggelse af jobcentrene og implementering af Barnets Lov. Samtidig skal der skæres tre milliarder kroner af beskæftigelsesområdet, og muligvis skal der findes det samme beløb på administration i kommunerne.

Det har medført kritik fra blandt andre Dansk Socialrådgiverforenings forkvinde Signe Færch.

Hun mener, at det giver god mening at forenkle og barbere unødigt bureaukrati væk, men der skal peges på, hvad det er, før man bruger pengene. Signe Færch frygter, at det rammer det sociale arbejde, som socialrådgivere udfører, og understreger, at der snarere end færre penge er brug for flere. For hvis vi både skal følge med det voksende behov for hjælp og støtte og udvikle det sociale område, kræver det, at socialrådgiverne har tid og større fagligt handlerum, lyder argumentationen.

Selvom socialministeren er enig i, at der er for mange barrierer for socialrådgivernes arbejde, mener hun ikke, at penge er problemet.

– Jeg forudsætter ikke, at der er brug for flere penge, men at vi bruger pengene på den måde, som de fleste socialrådgivere synes er klog, nemlig at sætte tidligt ind. I har jo selv lavet en undersøgelse, der viser, at socialrådgiverne ikke får lov til at gøre det, de fagligt mener, er det rigtige. Man sparer ikke penge ved at spare på socialområdet. Man taber penge, siger hun og erkender samtidig, at kommunerne har manglet redskaberne til at beregne effekterne af at investere i sociale indsatser.

– Vi har fået sat kommunerne i en fuldstændig urimelig situation, for de kan jo ikke lave om på den måde, vi har skruet økonomien sammen på. Det er jo os på Christiansborg, der har besluttet, at der indtil for få år siden for eksempel ikke var en socialøkonomisk investeringsmodel, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM) har siden 2018 gjort det muligt mere præcist at beregne økonomiske effekter af konkrete, sociale indsatser. Spørgsmålet er, om modellen i sig selv er nok til at sikre, at kommunerne tænker mere langsigtet. En række investeringsprojekter som for eksempel Hjørrings massive satsning på flere socialrådgivere og tilbud i beskæftigelsesindsatsen har allerede for år tilbage vist fremragende resultater. Og som socialministeren selv påpeger, siger det sig selv, at problemer, der er taget i opløbet, koster mindre, end problemer, der har vokset sig store. Alligevel har vi til gode at se den store udrulning af sociale investeringsprojekter i alle kommuner.

Høje forventninger

Netop forventningerne til velfærden har fyldt meget de seneste måneder. I maj indgik regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) en aftale om næste års økonomi, og her lagde KL-formand Martin Damm (V) vægt på, at kommunerne og regeringen i fællesskab ’afstemmer’ forventningerne til velfærden de kommende år med borgerne. Samtidig såede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen tvivl om, hvorvidt vi i fremtiden kan forvente samme offentligt betalte velfærd til alle som i dag.

Anderledes positivt lyder det, når socialministeren taler om folks forventninger på socialområdet.

– Tænk at vi har bygget så stærkt et samfund, at vi faktisk har en forventning om, at man bliver hjulpet, når man snubler. Det sætter jeg ekstremt stor pris på. Vi er bare fuldstændig ude af stand til at levere det, og det er et kæmpe problem. Det skal vi blive bedre til at levere på.
Det store spørgsmål er, hvordan det skal ske.

– Vi skal sørge for at systematisere og vidensbasere vores måde at arbejde med socialpolitik på, ligesom vi har gjort på skole- og sundhedsområdet. Vi skal lave forebyggende arbejde og tidlige indsatser. Vi skal være klar på, at det betaler sig at investere i mennesker både fagligt og økonomisk. Ingen ved som socialrådgiverne, at hvis bare de fik lov at gøre det, de ved, er det rigtige fra starten, så ville en masse af de problemer, der kom hen ad vejen, aldrig udvikle sig så store. Det er jo præcis det, socialrådgiverne kan, men meget ofte føler sig forhindret i i deres arbejde, lyder det fra socialministeren.

---

Kronologi 6 social­ministre på 10 år

Annette Vilhelmsen, Socialistisk Folkeparti, 9. august 2013 – 3. februar 2014

Manu Sareen, Det Radikale Venstre, 3. februar 2014 – 28. juni 2015

Karen Ellemann, Venstre, 28. juni 2015 – 28.november 2016

Mai Mercado, Konservative Folkeparti, 28. november 2016 – 27. juni 2019

Astrid Krag, Socialdemokratiet, 27. juni 2019 – 15. december 2022

Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet, 15. december 2022 –

---

» Læs om de helhedsorienterede indsatser i ’Opgang til opgang’ i Socialrådgiveren 04-05/21.

---

48 procent af socialrådgiverne oplever, at økonomiske hensyn altid eller ofte står i vejen for at iværksætte de fagligt korrekte forebyggende indsatser. Det viser en rundspørge, som Dansk Socialrådgiverforening har lavet.

» Læs hele rundspørgen om arbejdspres og økonomi på børneområdet.