Økonomi er alt for vigtig til at overlade til økonomer

Hvor går grænsen for et økonomisk hensyn? Hvordan ved man, om prisen for et opholdssted er fornuftig? Og hvad vil det overhovedet sige at tage hensyn til økonomien, når man skal beslutte en foranstaltning eller indsats for et barn eller ung?

Det er nogle af de spørgsmål, som Ida Schrøder rejser i bogen ”Økonomi uden tal”, hvor hun sætter fokus på, hvordan socialrådgivere styrer økonomi med udgangspunkt i deres faglighed.

– Socialrådgivere har udviklet et sprog og en faglighed, der gør, at de kan arbejde økonomisk og tage hensyn til, at der er begrænsede ressourcer – uden at tale økonomernes kroner-og-øre-sprog.

Det økonomifaglige sprog og teknikker findes i socialrådgivernes praksis, men er ikke anerkendt og er derfor svært at få øje på, siger Ida Schrøder, ph.d. og postdoc ved Aarhus Universitet, tidligere underviser ved socialrådgiveruddannelsen og forfatter til flere bøger om økonomi i socialt arbejde.

Hvad kan bedst betale sig?

Socialrådgivernes ikke-anerkendte økonomifaglighed folder hun ud i sin bog, som har et dobbelt sigte: At skabe et nyt sprog for økonomi i socialt arbejde, der gør det nemmere både at tale om og at aktivere socialrådgiveres økonomifaglighed. Og at vise, hvad dette ’nye sprog’ blandt socialrådgivere i kommunernes myndighedsforvaltninger på børne- og ungeområdet bygger på.

– Jeg vender økonomien på hovedet, kigger på den indefra og spørger: Hvordan kan det sociale arbejde lade sig gøre på trods af pengemangel? Hvordan lykkes det socialrådgiveren at hjælpe udsatte børn med at få det bedre, når der ikke er penge nok? Min forskning i de sidste mange år viser, at økonomistyring både handler om, hvordan mennesker reagerer på økonomiske systemer og om, hvordan professionelle socialarbejdere tager hensyn til, at der altid er økonomiske begrænsninger i deres arbejde. Og det er en helt anden måde at se på økonomi, som jeg synes er meget mere interessant end den traditionelle, som man underviser efter, også på socialrådgiveruddannelsen, forklarer hun og fortsætter:

– I min forskning træder jeg et skridt tilbage og i stedet for at spørge, hvordan økonomien påvirker socialrådgivernes beslutninger, spørger jeg, hvad økonomi bliver til, hvordan det ser ud, og hvornår socialrådgiverne for eksempel møder økonomiske beregninger af, om der er råd til en foranstaltning. Og jeg finder ud af, at socialrådgiverne slet ikke ser de økonomiske beregninger, når sagerne er akutte.

Hvis der derimod er tid til at undersøge problemerne nærmere, påpeger Ida Schrøder, skaber socialrådgiverne selv en beregning, som tager udgangspunkt i de forskellige informationer, statusrapporter, screeninger, undersøgelser med mere, som de samler ind for at belyse sagen. Beregningen afsluttes med en vurdering af, hvad der er det bedste at gøre for barnet – eller i økonomitermer: Hvad der bedst kan betale sig.

– Og den beregning ender to steder: Som en social indsats og som et tal i regnskabet over foranstaltninger. Når socialrådgivere arbejder med økonomi uden tal, bevæger de sig altså væk fra at tale om priser for i stedet at tale om, hvad værdien af en foranstaltning er for det barn og den familie, der har brug for hjælp, konstaterer Ida Schrøder.

Forargelse over dimissionstale

Samtidig vil Ida Schrøder også gerne give noget tilbage til socialrådgiverne, forklarer hun:

– Jeg har skrevet videnskabelige forskerartikler om det her emne i ti år nu, og jeg har været ude i kommunerne for at se på, hvordan socialrådgiverne arbejder med økonomi, og jeg har interviewet dem. Og de har bare taget så godt imod mig – med åbenhed, ærlighed og uden hemmeligheder overhovedet. Så jeg vil gerne sige, at i årevis har al min forskning handler om jer – nu vil jeg gerne give noget tilbage.

Det ønske blev født for mere end 10 år siden, da Ida Schrøder var med til dimission for et nyt hold af socialrådgivere:

– Her blev jeg præsenteret for en studerende, som var blevet så forarget over institutlederens dimissionstale, fordi han havde sagt: ”Held og lykke ude i virkeligheden, hvor det er økonomien, som styrer”. Hun følte, at hun blev offergjort og umyndiggjort. At hendes uddannelse slet ikke havde nogen værdi, fordi økonomi er en struktur og en ramme, man ikke kan gøre noget ved. Så hun sagde til mig: ”Hvorfor underviser I ikke mere i at tage ejerskab over økonomien på lige fod med de andre redskaber, vi lærer?”. Hun gjorde det meget klart for mig, at der på uddannelsen var brug for en ny måde at undervise i økonomi på.

Arbejder med økonomi uden tal

Ikke nok med, at Ida Schrøder gerne vil ’betale tilbage’ til socialrådgiverne. Hun har også en egentlig vision om, at socialrådgivere kommer til at være med til at kvalificere den talbaserede økonomistyring, så den kommer til at handle langt mere om børnenes trivsel og forandring, end det er tilfældet nu – netop fordi hun i sit feltarbejde har set, hvordan socialrådgiverne arbejder med økonomi uden tal. Betydningen af det skal omverdenen også forstå, mener hun.

Så for helt at forstå, hvad Ida Schrøder mener, når hun siger, at socialrådgivere arbejder med økonomi uden tal, beder vi hende lige uddybe.

– Socialrådgivernes økonomifaglighed handler om, at de gør sig nogle meget grundige, faglige overvejelser om, hvordan de ressourcer, som er til rådighed, kan anvendes bedst muligt for at tilgodese borgernes behov. Jeg ser det som, at de har udviklet et fagligt beredskab af sprog, teknikker og orienteringspunkter, som de bruger, når de skal beslutte hvilken indsats, der skal sættes i værk, siger Ida Schrøder og fortsætter:

– Hvis en socialrådgiver kun interesserede sig for, om prisen for en given indsats var høj eller lav, ville det føre til nogle mærkelige og frygtelige beslutninger med fatale konsekvenser for økonomien såvel som for barnet eller den unge, hun skulle hjælpe. Derfor ser jeg deres økonomifaglighed som et hensyn til økonomien i et tæt samspil med de faglige overvejelser. Eller som en leder formulerede det til mig på et tidspunkt: ”Vi taler meget om økonomi, men ikke ret meget om tal.”

Efterlyser mindre krydspres

Når Ida Schrøder argumenterer for, at det giver mening at tale om socialrådgivernes ikke-anerkendte ’økonomifaglighed’, er det netop fordi, socialrådgivere ikke på lige fod med resten af verden skelner mellem økonomi og socialfaglighed.

– Normalt taler vi om økonomi og faglighed som to adskilte størrelser. En diskurs, som Dansk Socialrådgiverforening også er med til at holde fast i med deres undersøgelser af økonomi versus faglighed (se boks øverst på side 34. Den kritik, de forsøger at rejse med undersøgelserne, mener jeg slår lige tilbage, fordi den placerer socialrådgiverne i en offerrolle. At de er underlagt et regime, de ikke kan gøre noget ved. Den opmærksomhed på, at økonomi altid begrænser dem, og at de intet kan gøre ved det, er med til at øge oplevelsen af at stå i et krydspres.

Ida Schrøder kender godt historierne om, at der er kommuner, hvor ledelsen på ulovlig vis forsøger at presse socialrådgivere til at tage hensyn til økonomien på bekostning af barnets tarv. Men hun ærgrer sig over, at når medier og interesseorganisationer skriver om økonomi og udsatte børn, så handler det uden undtagelse om, at økonomien presser kommunerne til at nedprioritere og forringe kvaliteten af deres indsats til børn og unge med særlige behov.

Derfor mener hun også, at Dansk Socialrådgiverforening burde italesætte, at tingene slet ikke ville hænge sammen, hvis ikke socialrådgiverne formåede effektfuldt at kombinere det relationelle med det økonomiske.

– Socialrådgiverne taler om værdi frem for tal, forklarer Ida Schrøder og fortsætter:

– ’Værdi’ betyder, at socialrådgiveren vurderer, hvad borgeren forventes at få ud af en given indsats – hvilken livsbane, det kan bringe borgeren ind på. Og derfor giver det ingen mening for dem kun at tale om priser i kroner og øre. Det er så grundlæggende i deres faglige mindset, at indsatsen skal have værdi, og derfor starter de med borgerens behov frem for med den økonomiske ramme, de har til rådighed.

Et ’dobbelt blik’

Ida Schrøder underbygger med et eksempel fra sin bog:

– En socialrådgiver bliver mødt af sin leder, lige inden skoleårets udløb. De har et barn i et specialskoletilbud, hvor han ikke udvikler sig. Et tilsvarende skoletilbud kan fås 15.000 kr. billigere et andet sted. Så lederen vil vide, hvorfor barnet ikke er i et ­billigere skoletilbud, hvis der alligevel ikke er progression. Socialrådgiveren svarer, at familien gør en kæmpe indsats i hjemmet for at støtte deres barn, og hun forudser, at faren på et tidspunkt må kaste håndklædet i ringen, og så skal drengen anbringes. Det koster 200.000 kr. om måneden fortæller Ida Schrøder og uddyber:

– Socialrådgiveren laver altså en sammenligning – ikke mellem to ens tilbud, men mellem det tilbud, som barnet er i nu, og hvor barnet kan bibeholde de rutiner og funktioner, han har, og så en anden type foranstaltning – anbringelse, som er markant dyrere, men som hun ser som det eneste reelle alternativ. Hun sammenligner også drengens udvikling over tid, og der kan hun se, at ‘ingen progression’ faktisk er en succes for ham.

Og det er, understreger Ida Schrøder, præcis hvad hendes bog handler om:

– Lederen har et budget og et regnskab, hvor der står udgifter efter type foranstaltning, ikke efter kompleksitet. Men socialrådgiveren har det ’dobbelte blik’ og kan derfor sagtens argumentere for sine valg. Og den økonomifaglighed skal lederen få øje på og lære at spørge ind til på en ny måde: Ikke kun til kroner og øre, men til værdien for borgeren i det pågældende tilbud. Hvis vi kun taler om kroner og øre, ender det med at blive en slåskamp mellem de to tilgange. Og mit argument er netop, at det er muligt at balancere hensynet til økonomien i det socialfaglige sigte. Hvis ikke, ville der være kaos i socialforvaltningerne. Det, vi andre skal interessere os for, er: Hvordan gør socialrådgiverne det?

Vigtigt råd

Hvis socialrådgivernes økonomifaglighed skal blive synlig og anerkendt, skal socialrådgiverne ifølge Ida Schrøder også være nysgerrige og turde stille spørgsmål til økonomi og tal. I bogen kalder hun opfordringen for sit vigtigste råd.

– Vær nysgerrig på, hvilken information prisen på en indsats giver dig. Det kan helt lavpraktisk være, når du får en kontrakt fra en leverandør, så spørg: Hvorfor netop den pris, hvad omfatter den? Og hver gang du hører nogen sige: ”Det kan vi ikke på grund af økonomien”, skal der ringe en lille alarmklokke: Hvad betyder det, hvilken økonomi? Har vi brugt for mange penge på anbringelser? Eller hvad taler vi om?

Hun forudser, at hendes vision får medvind med de tanker, som har floreret i flere år, om at bryde siloerne i de kommunale forvaltninger ned og arbejde mere på tværs til gavn for både borgere og pengekasser.

– Jeg ser en stor interesse for investeringer i socialt arbejde. En tendens til at ville væk fra den siloopdelte tænkning med kasse- og budgetstyring og bagudrettede regnskaber. Kommunerne river sig jo i håret i frustration over, at det er så svært at tænke i værdi og progression i tværgående forløb for borgerne, fordi regnskabsstyringen stadig er siloopdelt. Og her er socialrådgivernes viden afgørende – de kan være med til at kvalificere en ny tænkning, som forhåbentlig på et tidspunkt betyder, at vi også får nye typer konto­planer, som er mere borgerorienterede. Jeg kan ikke se andet end, at udviklingen går den vej – også fordi vi i langt højere grad nu kan arbejde med afsæt i data om, hvad der har værdi for borgerne, siger Ida Schrøder.

Så når du siger, at økonomien er alt for vigtig til at overlade til økonomer, hvad mener du så?

– At økonomerne ikke forstår de menneskelige konsekvenser i deres økonomiberegninger. Hvis vi ikke forstår økonomi som noget, der har menneskelige omkostninger, og hvis vi overlader beregningerne til Finansministeriet alene, vil det gå galt. Vi har brug for, at man både tager hensyn til de individuelle, menneskelige behov og de økonomiske ressourcer, som er til rådighed. Sådan som socialrådgiverne gør det.

---

Socialfaglighed og økonomifaglighed
I bogen ”Økonomi uden tal” fremhæver Ida Schrøder, at det er svært at adskille socialfaglighed og økonomifaglighed – men gør alligevel forsøget, som er gengivet nedenfor:

• Socialfaglighed er den faglighed, der giver socialrådgivere adgang til at arbejde som socialrådgivere.
• Økonomifaglighed er en faglighed, der udvikler praksis i samspil med organisationen, kollegerne, lederne og lokale forhold, som betinger adgangen til sociale foranstaltninger og ydelser.

Ida Schrøder pointerer, at det ikke er ledere, budgetter eller økonomistyringssystemer, der dikterer økonomifagligheden. Det er derimod samspillet og samarbejdet mellem de forskellige aktører og de organisatoriske vilkår.

Kilde: ”Økonomi uden tal”, Akademisk Forlag (2023)

---

DS: Økonomi forsinker hjælp til udsatte børn
Dansk Socialrådgiverforenings seneste rundspørge om økonomi og faglighed på børne- og familieområdet er fra 2023. Den viser blandt andet, at kommunernes økonomi forsinker hjælpen til udsatte børn og familier. En stor andel af socialrådgiverne oplever, at økonomiske hensyn står i vejen for at igangsætte faglig korrekte tiltag – både når det gælder anbringelser og forebyggende indsatser.
» Læs rundspørgen Arbejdspres og økonomi, 2023

---

CV Ida Schrøder
Ida Schrøderer ph.d. og postdoc på DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet, tidligere underviser ved socialrådgiveruddannelsen og forfatter til bogen ”Økonomi uden tal” (Akademisk Forlag, 2023) samt flere andre bøger om økonomi og styring i kommunerne.