PRAKSISKLUMMEN: Det er syret, at livet bare fortsætter

I den her frygtelige tid, hvor hver ottende palæstinenser er blevet dræbt, går vi rundt og passer vores job. Holder møder, sender mails, planlægger sommerferie og minder hinanden om at rydde op i mødelokalet.

“Jeg er personligt utroligt påvirket af situationen i Gaza, hvor vi som verdenssamfund lige nu ser til, mens en menneskeskabt humanitær katastrofe udspiller sig for øjnene af os. Og jeg er som fagperson voldsomt bekymret for de langvarige konsekvenser af de traumer, som en hel befolkningsgruppe påføres”… Sådan skrev min forkvinde blandt andet i et opslag på Facebook.

I den her frygtelige tid, hvor hver ottende palæstinenser er blevet dræbt, går vi rundt og passer vores job. Holder møder, sender mails, planlægger sommerferie, ansætter folk, og minder hinanden om at rydde op i mødelokalet.

Vi forsøger at signalere vores holdning, alt det vi kan. Vi demonstrerer. Vi tager vores Palæstina-tørklæder på, skriver under på borgerforslag, støtter kage-salg for Gaza, køber en palæstinensisk kogebog, lytter til Lowkey på Spotify, tjekker hvor dadler og avocado kommer fra, ser Al Jazeera, og deler, deler, deler på de sociale medier.

Det er på en måde helt syret, at livet bare fortsætter. Vi hakker ting af på tjeklister, synger for den kollega, der har fødselsdag, og samler ind til ham, der skal på barsel. Samtidig med bevidstheden om Gaza, om bomber, sult, fortvivlelse og fordrivelse…

Når min forkvinde og andre gæve socialrådgivere råber op, mærker jeg det. Når jeg ser andre socialrådgivere bruge deres story på Facebook til at protestere, mærker jeg det. Når en socialrådgiver deler et link til en MobilePay Box, hvor man kan donere direkte til en fordrevet familie i Gaza, mærker jeg det. Når nogen opretter facebookgruppen “Socialrådgivere for et frit Palæstina” mærker jeg det:

Vi er en del af et fællesskab. Et stærkt, solidarisk og levende fællesskab, der ikke stiltiende ser til, der bruger vores stemmer til at råbe op mod fordrivelse og folkemord. Tak for det.

af Karina Rohr Sørensen, der er leder, Den Sociale Døgnvagt, Københavns Kommune