PRAKSISKLUMMEN: Vi skal huske varsomheden

For nogle måneder siden fik jeg en opringning. Nogle venner var havnet der, hvor ingen ønsker at havne. Der var kommet en underretning. En anonym en. De havde været til første møde, hvor de ikke følte sig hørt, ikke set – og da slet ikke forstået. Da referatet kom, kunne de ikke genkende det, der stod. Vi gjorde det, man nu gør. Voksent og venligt skrev vi dokumentet igennem. Og de sendte det, så sagen kunne blive afklaret.

Klip til næste møde – nu med mig som bisidder. To (andre) kommunedamer. Søde og venlige. Men det dokument, som vi havde sendt dem, havde de ikke set. Og det gør jo nemt samtalen lidt skæv.

Klip til næste møde – og endnu en ny rådgiver. Hun gjorde sig umage med at gennemgå det hele fra starten. Fortælle, hvad der stod i systemet, og lytte til deres virkelighed. Hun fortalte om fine udtalelser om børn i trivsel. Og pressede på for en børnesamtale.

Mine venner havde ikke lyst til, at deres børn skulle tale med kommunen. Ikke fordi de har noget at skjule, men fordi de ikke ønsker, at der skal sættes aftryk i deres børn på baggrund af noget i grænselandet mellem chikane og en misforståelse. Men de sagde ja, fordi det gør man, når systemet står der og er bekymret for ens børn.

Vi fik det ordnet, og sagen er nu lukket. Ingen grund til bekymring. Men en helt almindelig familie oplevede en tur gennem vridemaskinen. Oplevede sig mistænkeliggjort og ikke lyttet til. Oplevede medarbejdere, der virkede bedrevidende, og som de følte talte ned til dem. Har det været hensigten? Ganske givet nej. Det er sådan noget, der sker, når der er travlt, når man er presset, når man ikke får læst og korrigeret sin egen historie.

Vi skal huske varsomheden i mødet med familier. Huske, at det for dem er et kæmpechok, når kommunen kommer og kigger. Vi skal gøre os umage og lytte. Særligt efter det, der kan udfordre vores egen forforståelse.

af Karina Rohr Sørensen, der er leder, Den Sociale Døgnvagt, Københavns Kommune