Jeg har gjort op med stoltheden, skylden og skammen

Som 16-årig begyndte Marcus at eksperimentere med stoffer – og det har været en lang og hård rejse at komme ud af misbruget. Nu vil han som nyuddannet socialrådgiver gerne være med til at advare imod de farlige rusmidler – de såkaldte opioider – som breder sig blandt unge. Han er for nylig blevet interviewet til DR og synes, at det er oplagt også at dele sine erfaringer med sine fagfæller.

– Jeg har sagt ja til at blive interviewet, fordi jeg føler, at jeg har en pligt til at fortælle om det. Jeg tror, at der er mange som mig, der lader tingene køre helt af sporet, før de beder om hjælp. Det er tabubelagt at snakke om brug af rusmidler, og de er bange for, hvad der sker, hvis de overhovedet lukker op for det.

– Det kræver, at man gør op med stoltheden, skylden og skammen og når frem til erkendelsen: Jeg har det svært, det her ødelægger mig, og jeg vil rigtig gerne ud af det. Og så efterspørge hjælp til det.

I dag har Marcus, som nu er 27 år og nyuddannet socialrådgiver, lagt misbruget bag sig. Når han sidder ved langbordet i køkken-allrummet, hvor hustruens og hans to små hunde løber rundt mellem stolebenene, er det svært at forestille sig, at han i lange perioder af sit liv har haft et problematisk brug af rusmidler.

Ikke tabe ansigt

Vi skruer tiden tilbage til barndommen. Marcus voksede op sammen med sine forældre og søster i en lille by i Østjylland – med sin farmor, sine fætre, onkler og tanter lige i nærheden. Marcus fortæller, at hans søster var en 12-talspige, og at han også selv var dygtig i skolen, men knap så flittig som søsteren.

Barndommen var præget af borgerlige værdier, som især blev italesat af faderen. Man skulle ikke træde meget ved siden af, før faderen kunne eksplodere af vrede.

– Jeg husker min barndom som rigtig god, men jeg har haft en meget streng far. Jeg var hunderæd for ham. Hvis jeg holdt forkert på gaflen, kunne han finde på at slå så hårdt i bordet, at noget af porcelænet gik i stykker. Jeg var meget opmærksom på ikke at gøre min far vred. Som lille løb jeg nogle gange over til min farmor, fordi jeg troede, at min far ville slå mig ihjel.

– Det betød også, at jeg i skolen gjorde alt for, at der ikke måtte komme klager over mig. Jeg gik fuldstændig i panik, hvis det var ved at ske, og stod og tryglede om, at de ikke sendte en klage hjem. Jeg lavede en del drengestreger, men var også ret pligtopfyldende i skolen – ikke at jeg lavede alle lektierne, men jeg kunne nærmest svare på alt.

Jeg har altid godt kunnet lide ekstreme ting, og jeg har gået til kampsport, siden jeg var seks år. I folkeskolen følte jeg mig understimuleret. Jeg var grænsesøgende. En rebel, kan man måske godt kalde mig. Og det har altid været vigtigt for mig ikke at tabe ansigt. Det er nok noget, som jeg har med hjemmefra.

Værdikamp med far

Som teenager udviklede forholdet til faderen sig til, hvad Marcus beskriver som en værdikamp.

– Det blev mere og mere tydeligt for mig, at jeg ikke delte værdier med mine forældre. Min far omtalte mennesker, der røg en smule hash som junkier, og da han fandt ud af, at jeg røg cigaretter, truede han med at smide mig ud hjemmefra. Jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte: ”Fuck dig, far. Nu gør jeg alt det, som jeg ved, gør dig sur.” Jeg har siddet og været ved at brække mig, fordi jeg havde røget for mange smøger og tænkt:” Ej, vi tager lige en mere for far”. Så jeg blev sådan lidt, at alt det, min far stod for, var forkert. Og så skulle jeg selv prøve at finde ud af, hvad der var rigtigt og forkert her i livet.

Marcus understreger, at forholdet til faderen ikke er en forklaring på, hvorfor han kastede sig ud i et problematisk brug af stoffer. Men det hører med til historien.

– Det var en form for oprør. Jeg ville ikke være med til at dømme folk. Jeg ville godt vise især mine forældre, at det ikke var stigmatiserende at tage stoffer. Og jeg var heller ikke god til at håndtere, at nogen sagde til mig, at dét må du ikke, dét er forkert.

Forløb i psykiatrien

Lige inden Marcus skulle starte i gymnasiet, begyndte han at få det skidt. På det tidspunkt røg han hash, og prøvede også forskellige andre stoffer.

– Jeg kan huske, at jeg sagde til mine forældre, at jeg ikke kunne mærke mig selv. Jeg kunne ikke mærke mine følelser. Og det er også i den periode, at jeg begynder at tage stoffer – ikke hver dag, men on and off et par gange om ugen. Det gav mig ro indeni og en pause fra krav om præstationer. Jeg kunne ikke acceptere, hvis ting ikke gik godt, eller hvis folk kunne mærke, at jeg var ved at være træt eller ikke kunne præstere mere.

Hans mistrivsel endte med, at han blev henvist til psykiatrien, hvor han blev udredt og gik til samtaler i cirka tre år.

– Jeg fik en ADHD-diagnose, og der var mistanke om en bipolar sindslidelse. Men jeg har aldrig været bipolar. Mistanken opstod, fordi jeg løj om, hvorfor jeg havde det dårligt. Når jeg tog en masse amfetamin, fik jeg en kæmpe nedtur dagen efter. Problemet var mit stigende forbrug af stimulanser, men jeg turde ikke fortælle om det, for så var jeg klar over, at jeg ikke kunne være i psykiatrisk behandling, og jeg følte, at jeg havde brug for hjælp. Jeg havde fået besked om, at ”hvis du er stofpåvirket, så kan vi ikke hjælpe dig”.

– Den udmelding var afgørende for, at jeg ikke turde fortælle sandheden. Jeg manglede et rum, hvor jeg kunne dele den rigtige version af mit liv i tryg forvisning om, at min verden ikke væltede. Hvis jeg havde fortalt det til mine forældre, ville det også være gået fuldstændig galt. Så en tryg ramme, ville have gjort en forskel. Jeg oplevede, at jeg var nødt til at holde masken, for ellers ville jeg ingen hjælp få.

Samtidig undrer Marcus sig stadig over, at det i forløbet ikke blev opdaget, at han havde et forbrug af rusmidler.

– Jeg kan huske, at jeg faldt i søvn under nogle af samtalerne, og når jeg kiggede mig selv i spejlet, tænkte jeg: ”Shit, du er ude blandt mennesker i det offentlige rum”. Men jeg turde som sagt hverken at fortælle det til de professionelle eller til mine forældre.

På et tidspunkt, mens jeg kom i psykiatrien, deltog min far i et gruppeforløb for pårørende. Efterfølgende undskyldte han for sin opførsel og erkendte, at han havde fejlet. Han fandt ud af, hvordan det havde virket at sætte hård mod hårdt – at det havde den absolut modsatte effekt. Efterfølgende begyndte vores relation at ændre sig til det bedre. Fra frygt og had til gensidig respekt og interesse i hinandens liv. Og i dag taler jeg ofte med ham to gange om dagen.

Kemisk eufori

Som mange andre unge fik Marcus også på et tidspunkt tilbudt de smertestillende og stærkt afhængighedsskabende piller inden for stofkategorien opioider.

– Da jeg i en kort periode, mens jeg studerede, begyndte at tage først tramadol og så oxycontin, som er morfinpræparater, var det fedt. Jeg svævede på en lyserød sky. Alle smerter forsvandt. Alt var dejligt og lige meget, hvad man laver, så har man det konstant godt. Det er en kemisk eufori. I starten brugte jeg også pillerne for at kunne være social, rydde op i mit hjem – som jeg nogle gange har svært ved, fordi jeg har ondt i ryggen, siger Marcus og forklarer, at rygsmerterne opstod for nogle år siden i forbindelse med hårdt fysisk arbejde på et lager.

– I lang tid følte jeg ikke, at jeg var påvirket. Jeg følte bare, at jeg ikke havde ondt og kunne sove godt. Efter et stykke tid skulle der flere piller til for at opnå en effekt, men efterhånden forsvandt den dejlige følelse i kroppen og blev erstattet af bivirkninger, så det føltes ikke så rart mere. Men hvis jeg ikke tog pillerne, fik jeg det dårligt, så det udviklede sig til at være en konstant kamp og planlægning for ikke at have det skidt. Det var ekstremt stressende. En dag fik jeg kigget på min konto, og det gik op for mig, at jeg har brugt rigtige mange penge på at købe piller. Det var totalt uholdbart, hvis jeg ikke ville køre både mit liv og min økonomi helt i sænk, fortæller Marcus.

Jerngreb af afhængighed

Efter at have taget pillerne i godt fire måneder besluttede han sig for at droppe dem, men det var nemmere sagt end gjort.

– Jeg har ikke oplevet et stof, der på samme måde har kunnet virke så uskyldigt – det var jo piller, som også kunne fås på recept – og så lige pludselig opleve at sidde i et jerngreb af afhængighed, fortæller Marcus.

Han havde selv købt en del piller på sit tidligere uddannelsessted fra en studerende, som gentagne gange skruppelløst havde understreget, at man ikke blev afhængig af det. Det troede Marcus dog ikke på, men at afhængigheden var så voldsom, kom bag på ham.

– Da jeg forsøgte at stoppe med pillerne, viste det sig, at jeg var blevet vildt afhængig. Hvis jeg ikke tog pillerne, blev jeg syg ligesom med kraftig influenza og dårlig mave. Jeg troede, at jeg bare kunne stoppe, men jeg undervurderede, hvor kraftige abstinenserne var. Jeg fik det så dårligt, og jeg kunne ikke som studerende og kæreste bare melde pas til mit liv og ligge og have det vildt dårligt i to til tre uger. Derfor indså jeg, at jeg var nødt til at bede om hjælp.

På det sociale medie Reddit efterlyste og fik Marcus en mentor, som kunne hjælpe ham med at holde fast i beslutningen om at stoppe sit misbrug af piller.

– På baggrund af mine tidligere forsøg med at lægge stofferne på hylden, vidste jeg, at motivation ikke er en konstant størrelse, man kan regne med. Man kan træne sin disciplin, men man må ikke forvente, at en stofmisbruger på baggrund af motivation alene bare stopper. Det kræver masser af disciplin, og så skal der ske forandringer i livet.

Derudover kontaktede han det kommunale rusmiddelcenter. De skulle vurdere, om hans fysiske afhængighed var så stor, at det gav mening med substitutionsbehandling.

– Jeg levede op til kriterierne for at få substitutionsbehandling, hvor man skifter over til et stof, som ikke er superaktivt, men binder sig til opioid-receptorerne, så man kan trappe ned på det uden at blive påvirket, og abstinenserne får du kun i lav grad. I starten skulle jeg møde hver dag for at få medicinen, og senere kunne jeg få det udleveret til tre dage ad gangen. Det har været et forløb, som har fungeret fint for mig.

Marcus har suppleret behandlingen med intensiv træning i fitnesscenteret – for at få brugt en masse energi og få ro indeni.

Opgør med tabu

I forbindelse med sin jobsøgning har Marcus været til flere jobsamtaler, hvor han ikke har lagt skjul på sine erfaringer med forskellige stoffer. Han har for nylig fået job på et bosted med efterværn for kriminalitetstruede og misbrugstruede unge, hvor han er sikker på, at han også kan bruge sine personlige erfaringer. Det har også været en af hans ambitioner med at vælge socialrådgiveruddannelsen.

– Jeg vil gerne bruge alt det, jeg har oplevet, til noget positivt og arbejde med og hjælpe mennesker, der kunne være i min position. Socialrådgiverfaget åbner mange døre og er et fag, som favner alt det, jeg synes er interessant, lyder det fra Marcus.

Han understreger, at når man møder borgere med eksempelvis et bekymrende brug af rusmidler, skal dialogen foregå i et trygt rum. En pointe, som han også fremhævede i forbindelse med en jobsamtale, hvor han blev bedt om at forholde sig til en case, hvor borgeren lugtede af alkohol.

– Jeg sagde, at jeg ikke ville reagere på borgerens lugt af alkohol, fordi vi sad tre mennesker i rummet. Borgeren og to socialrådgivere. En samtale om et problematisk forbrug af alkohol skal foregå i et trygt rum – og her var der jo en åbenlys ulige magtbalance, så jeg tror, at borgerne ville lukke helt i og komme ud af mødet så hurtigt som muligt. Til jobsamtalen forklarede jeg, at jeg ville vente, til borgeren og jeg var på tomandshånd.

– Kernen i arbejdet med misbrugere er virkelig at gå til det med respekt og en forståelse af, at der er ingen, som ønsker et misbrug. Derfor må man aldrig klandre eller få misbrugeren til at føle skyld og skam. Det er min erfaring, at det kan risikere at eskalere situationen helt vildt. Det er tit skyldfølelsen, som misbrugeren flygter fra. Det bliver til en ond spiral – man får det dårligere, andre får det dårligere, man tager flere stoffer for at fjerne skyldfølelsen, men det hele går bare mere og mere ned. Borgeren må ikke være i tvivl om, at jeg er der, fordi jeg oprigtig gerne vil hjælpe vedkommende.

Om sin egen skyldfølelse, siger han:

– Jeg har været meget tynget af skyld og skam, men det er ikke produktivt. Jeg har sagt undskyld til alle dem, jeg skal sige undskyld til. Jeg har nu skabt mig et liv, som jeg er glad for, og hvor jeg kan se, at stofferne på ingen måde er gavnlige. Jeg har sagt farvel til stofferne og har fundet ud af, at for at have et godt liv, skal jeg finde rusen i at arbejde med noget meningsfuldt.

– Hvis jeg bliver passiv og ikke sørger for, at der er progression i mit liv, så trives jeg ikke. Så begynder jeg at blive ligeglad – falder tilbage i dårlige mønstre, bliver ustruktureret. Jeg trives bedst – ikke nødvendigvis i helt faste rammer – men jeg skal være i gang, fra jeg står op, til jeg skal i seng.

Efter ønske fra Marcus benytter vi kun hans fornavn i artiklen. Redaktionen kender Marcus’ fulde navn.

---

Bag om temaet
Overdoser af opioider er blevet den hyppigste dødsårsag blandt unge voksne i USA, og på det seneste har medierne sat fokus på, at også danske unge gør brug af opioidpiller. Da pillerne fås i blisterpakninger og er lette at skaffe, kan de opfattes som ufarlig medicin, der kan tage toppen af nervøsitet, virke afslappende, euforiserende og præstationsfremmende.

En kortlægning fra 2023 viser, at medarbejdere i 15 kommuner oplever, at flere børn og unge bruger opioider. Aktører på området opfordrer til, at der bliver holdt et skarpt øje med udviklingen – og at socialrådgivere altid spørger ind til de unges brug af rusmidler.

---

» Lyt også til podcasten ’Piller fra helvede’ på dr.dk/lyd, hvor en gruppe unge drenge fortæller om deres misbrug af de smertestillende piller.