DEBAT: Vi skal skrive sammen med – og ikke om – barnet

"Det hele starter med, at vi tør skrive nærværende."

I november holdt Familieretshuset en temadag om styrket inddragelse. Her fortalte 16-årige Johann Burgess om sine oplevelser med systemet og kom med et kraftfuldt budskab: ”Mød mig som et menneske. Forstå min maske, og lad mig skrive min sag.” Et budskab som både Johann og jeg tror på.

Vi befinder os i en tid, hvor inddragelse er afgørende. Vores mål er at flytte mennesker mod et værdigt og selvstændigt liv baseret på egne evner og guidet af vores faglighed. Udfordringen opstår i vores skriftlighed. For hvad gør vi efter det gode møde, når vi har etableret et fælles sprog? Vi skriver i sagen:

”Ut. Afholdte samtale med Pil d.d. Pil oplyste, at hun ønskede mere samvær med mor…”.

I vores stræben efter den gode indsats tyer vi til skriftlige tolkninger og faglige formuleringer, der skaber afstand. Ikke blot til vores egen forståelse og menneskelighed, men også til dem, det hele handler om. Det er jo netop deres liv og perspektiver, vi skal fremhæve gennem dokumentationen, og det gør vi ikke godt nok i dag – langt fra.

Men skriftligheden giver os en unik mulighed for at skabe forandring, hvor dokumentation ikke blot skaber klarhed og udvikling, men også bevarer mødets autenticitet. Som Barnets Lov lægger op til. Forestil dig en verden, hvor det at have en sag hos kommunen styrker ens selvforståelse. En virkelighed, hvor gensynet med ens egen historie styrker identitet og udvikling.

Vi står på tærsklen til et uundgåeligt skifte, hvor notater skrives med barnet, hvor undersøgelser skrives til barnet, og hvor fagligheden udtrykkes gennem et fælles sprog, alle kan forstå. Johann og alle andre fortjener at blive mødt. Det hele starter med, at vi tør skrive nærværende ”jeg var ude for at snakke med dig. Du havde ikke lyst, jeg ventede 40 minutter foran din dør. Vi snakker en anden dag”.

Fagligheden ligger i forenklingen.


Af Tommy Lacetz, socialrådgiver og medstifter af ’Din Stemme’