PRAKSISKLUMMEN: Fra hotelhjemløs til sofasurfer

Jeg undrer mig over, at kommunen henviser de hjemløse til hotellet. Og nu arbejder samme kommune indædt på at smide borgerne ud. Nogle af borgerne har boet på hotellet i årevis med en meget sporadisk indsats fra kommunen. Jeg sætter mig i mit rullende kontor for at møde én af de hotelhjemløse.

Sammen med en bisidder fra SAND møder jeg Viggo – en ung mand, som bøvler med forskellige psykiske lidelser. Han ønsker sig en lejlighed, så han kan få sine børn på besøg. Viggo har en dygtig mand fra Jobcenteret tilknyttet, som beretter, at han kun kan hjælpe Viggo med uddannelse og arbejde.

Sammen optrevler vi, hvilke instanser i Slagelse, der er involveret i Viggos sag. Vi går også i dialog med medlemmer af byrådet. Inden længe har vi opklaret, at det er Miljø- og Teknikforvaltningen, der mener, at det er ulovligt at bo på hotel i mere end seks uger, samt at det er ”Rådgivning og Udbetaling”, der har henvist Viggo til hotellet. Og at det er ”Handicap og Psykiatri”, der har med udsatte borgere at gøre.

Det står klart, at ingen af førnævnte grene af forvaltningen har et samarbejde på tværs, og derfor har Viggo ikke modtaget en social indsats. Mens vi undersøger sagen, bliver Viggo modløs og opgivende. Han kan ikke håndtere den usikre boligsituation kombineret med tovtrækkeriet mellem de forskellige grene af forvaltningen. Han forlader derfor hotellet og bliver sofasurfer på må og få. Miseren får mediemæssig bevågenhed, og jeg har sjældent oplevet så handlekraftig en kommune. På mindre end to uge har Viggo fået tilbud om en lejlighed.

Jeg vil i den kommende tid fokusere på de mange andre hjemløse, som ufrivilligt bor på campingpladser, vandrehjem og hoteller. For sagen i Slagelse er ikke unik.

‘Praksisklummen’ fra fagbladet Socialrådgiveren #2 2020 – skrevet af René Nielsen, udviklingskonsulent i SAND – De hjemløses Landsorganisation og formand for DS’ Faggruppen for Hjemløse