Hjemløsereformen: Eksperter efterlyser billige boliger og bedre bostøtte
Målet med hjemløsereformen er at undgå, at borgere har langvarige ophold på herberger. Om det kan lykkes afhænger af, om der kan skaffes nok billige boliger, og om kommunerne får ydet den rigtige bostøtte, vurderer eksperter.
Skal hjemløsereformen blive en succes, handler det helt grundlæggende om to ting: Flere billige boliger og bedre bostøtte. Det mener Lars Benjaminsen, seniorforsker ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og siden 2007 tovholder på de hjemløsetællinger, der foretages hvert andet år.
Målet med reformen er at få hjemløse hurtigere ud af herberger og forsorgshjem og ind i en egnet bolig efter den såkaldte Housing First-metode. Penge, som kommunerne hidtil har brugt til at betale for herbergsophold, skal i stedet anvendes til at hjælpe de hjemløse med at fastholde en bolig.
Selv om Lars Benjaminsen kalder vedtagelsen af den nye hjemløsereform for positiv, så understreger han, at manglen på billige boliger er en stor udfordring – især i hovedstadsområdet.
VIVE har for nylig offentliggjort en undersøgelse af Housing First-indsatsen i fem kommuner, og på den baggrund mener Lars Benjaminsen, at nogle kommuner kunne gøre en større indsats for at finde boliger, som hjemløse på kontanthjælp har råd til.
– Der er kommuner, som ikke bruger den kommunale boliganvisning fuldt ud, og det er et håndtag, man kan skrue på for at få flere boliger til rådighed. Der er så også kommuner, hvor man gør det, men har lang ventetid. Og det er selvfølgelig et væsentligt problem, siger han.
Skru op for bostøtten
Den anden vigtige faktor er som nævnt, om kommunerne får skruet op for den hjælp, de hjemløse skal have, efter at de er flyttet fra herberg til egen bolig. Med reformen har bostøtte efter Housing First fået sin egen paragraf i serviceloven, og Lars Benjaminsen kom i foråret i et debatindlæg i Altinget med en mild opsang til kommunerne om at bruge de specialiserede støtteformer mere. Hjemløse har ofte komplekse problemer, som ikke kan klares med kalenderlagte besøg af en medarbejder i en tidsbegrænset periode.
– Mange kommuner har brug for at udvide indsatsen og for at indse, at bostøtte til hjemløse er mere end almindelig bostøtte. Men nu har kommunerne fået en hjælpende hånd i form af refusion fra staten, og vi kan se i vores undersøgelse, at det har skabt fornyet opmærksomhed.
Lars Benjaminsen mener også, reformens succes skal måles på, om kommunerne formår at hjælpe andre hjemløse: Gadesoverne, sofasurferne og andre, som har boet andre steder end på et herberg. Dem har kommunerne ikke samme økonomiske incitament til at hjælpe, fordi der ikke følger penge med fra staten.
– Man kan helt sikkert have en frygt for, at de bliver sprunget over i køen, og det er vigtigt at være opmærksom på. Fokus vil selvfølgelig være på hjemløse på herberger, men det må ikke være på bekostning af de andre, siger han.
Jagten på billige boliger
I Odense Kommune har man i over 20 år haft en aftale med de almennyttige boligselskaber om at formidle boliger til hjemløse, og i 2017 indførte kommunen en boliggaranti til alle på herberg og forsorgshjem: Tre måneder efter, de er skrevet op, skal de have anvist en bolig. Kommunen lever med andre ord allerede op til intentionerne i hjemløsereformen.
– Tre måneder er normalt nok, men med de mere kaotiske blandt de hjemløse kan det godt tage længere tid. Det er heller ikke sikkert, at alle ønsker at komme tilbage til Odense. Men vi sætter fokus på at være opsøgende, og vores sagsbehandlere besøger herberger og forsorgshjem i hele Danmark, siger Tom Rønning, som er boligstrategisk konsulent i kommunen.
Odense har én stor fordel i forhold til de fleste andre kommuner i Danmark: Tilstrækkeligt med billige boliger. Så tilstrækkeligt, at kommunen ikke vil gøre brug af muligheden for at yde et ekstra huslejetilskud.
– De hjemløse siger selv, at de vil have boliger, de kan blive i. Med et ekstra tilskud lægger man jo op til, at folk bliver selvforsørgende inden for tre til fem år. Det må man så håbe, at de gør, siger Tom Rønning, uden selv at lyde overbevist.
Én gang om måneden mødes kommunen med boligselskaberne og gennemgår de konkrete behov ud fra den enkelte hjemløses ønsker og økonomiske formåen. Han opfordrer andre kommuner til at gøre det samme.
– Alle kommuner burde bruge tid på at sætte sig ordentligt ind i, hvad der er af boliger. Se på, hvad der har været af fraflytninger, og hvor mange boliger, der typisk bliver ledige hvert år i forskellige prisniveauer. En del kommuner gør ikke brug af deres ret til kommunal anvisning, og her er et stort potentiale.
Fasthold hjælp til hjemløse
Birthe Povlsens bedste råd er at lytte til de hjemløse selv. Hun er uddannet socialrådgiver og arbejdede fra 2007 til 2019 som konsulent i Socialstyrelsen, hvor hun var med til at udvikle den første, store hjemløsestrategi. Den blev skudt i gang i 2009 med en bevilling på cirka 500 millioner kroner fra Satspuljen og havde som målsætning, at ’ingen borgere skal leve et liv på gaden’.
Helt sådan er det ikke gået. Birthe Povlsen er i dag pensioneret, men er frivillig i NGO’en Projekt Udenfor, hvor man netop forsøger at hjælpe de mest udsatte blandt de hjemløse gadesoverne. De findes stadig i stort antal, og op gennem 10’erne blev hjemløsheden ved med at stige. Det er i sig selv et bevis på, at hjemløsestrategien ikke blev en ubetinget succes.
Resultatet blev, at tidligere hjemløse blev hjemløse igen, fordi de mistede boligen. Birthe Povlsen peger samtidig på, at hjemløsestrategien faldt sammen med kommunalreformen. Nu skulle de nye jobcentre tage sig af alt fra ledige akademikere til socialt udsatte, og for en hjemløs ligger beskæftigelse sjældent øverst i behovspyramiden.
– Al fokus blev rettet ind på beskæftigelse. Vi så, at sociale indsatser blev modarbejdet af beskæftigelsesforvaltningerne, som sanktionerede, hvis man for eksempel ikke mødte op til en samtale og dermed fik sværere ved at betale huslejen. Da den lave ungeydelse blev sat op fra 25 til 30 år i 2014, medvirkede det helt sikkert også til, at flere unge blev hjemløse, siger hun.
Ifølge Birthe Povlsen har det især haltet med bostøttedelen – noget, som hun håber, at den nye hjemløsereform kan være med til at rette op på.
– Langt de fleste hjemløse vil, når man snakker dybere med dem, gerne under tag. Det så vi under pandemien, hvor vi i Projekt Udenfor hjalp folk ind på hoteller. Problemet er, at kommunerne for ofte slipper borgerne. De siger måske nej til at få hjælp, men man skal følge op alligevel. Man kan skrue op og ned for indsatsen, men man må ikke slippe dem, pointerer hun.
Borgere i hjemløshed fordelt på byområder
I figuren er vist fordelingen af borgere i hjemløshed på de forskellige byområder/kommunetyper.
Kilde: Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE)
Hjemløshed siden 2009
Tællingen i 2022 viste for første gang et regulært fald i hjemløsheden. Det skyldes især, at mange kommuner har sat ind overfor hjemløshed blandt unge.
Kilde: Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).
Hjemløsetællingen foretages normalt hvert andet år, men den seneste tælling blev udskudt på grund af covid-pandemien.
Reform med ventil
Næsten halvdelen af de hjemløse har i dag ophold på en såkaldt paragraf 110-boform. Her gælder det såkaldte selvmøderprincip – hjemløse kan i praksis møde op på herberget og få et sted at sove uden at skulle igennem den kommunale visitation – til gengæld betaler staten halvdelen af regningen. Det er blevet stadig dyrere i takt med, at antallet af herbergspladser er steget, og nu er der altså sat en prop i med et loft på statsrefusion i højst fire måneder – og efter indfasningen tre måneder.
Kniber det med at skaffe en bolig eller få lavet handleplanen i tide, er der i loven indføjet en ventil: Kommunen kan få forlænget statstilskuddet med et halvt år, hvis den hjemløse i stedet får en herbergsplads efter servicelovens paragraf 107. Her er der tale om et midlertidigt, men længerevarende ophold til hjemløse, som fysisk eller psykisk har brug for hjælp.
Nye rettigheder
Som noget nyt har hjemløse på herberger og forsorgshjem krav på at få lavet en handleplan, som blandt andet beskriver omfanget af bostøtte – hidtil har det været en mulighed, som kun nogle kommuner har benyttet sig af. De hjemløse kan også selv vælge, hvem de vil have til at levere bostøtten – for eksempel et menneske fra herberget, som de kender i forvejen. Siger kommunen nej, skal det begrundes skriftligt, og der er mulighed for at klage til Ankestyrelsen.