Venter børn for længe på en anbringelse?

Andelen af tvangsanbringelser er fordoblet på 10 år. Skyldes det flere børn med behov for anbringelse mod forældrenes vilje? Eller skyldes det en sej norm om så vidt muligt at undgå anbringelser? De nye tal bør undersøges for at sikre, at politikerne ikke træffer beslutninger på et uoplyst grundlag.

Socialministeriet har set på udviklingen i antallet af tvangsanbringelser. I et ”Vidensnotat” beskrives, at antallet af tvangsanbragte er fordoblet fra 2007 til 2017. Andelen af anbragte børn, som er tvangsanbragt, stiger fra 10 procent til 23 procent. Spørgsmålet er hvorfor?

Det gives der desværre ikke svar på. Hvis der ses på stigningen, er den mindst fra 2007 til 2009, størst fra 2011-2014 (26 procent), fortsætter i et svagere tempo fra 2014 til 2017 (13 procent). Det er altså i midten af perioden, at stigningen er størst. En nærliggende forklaring kunne være, at det er i denne periode, at Barnets Reform fra 2011 og overgrebspakken fra 2013 gennemføres, men der foreligger ingen analyse af udviklingen i reglerne.

I notatet ses på alder og køn, men ikke i forhold til udviklingen. Danmarks Statistik har tal fra 2011-2017, hvoraf følgende fremgår:

  • Antallet af tvangsanbragte i alderen 0-5 år stiger med 26 procent. De øvrige aldersgrupper stiger med 50 procent.
  • Antallet af drenge, som anbringes uden samtykke, stiger med 39 procent og piger med 49 procent. Piger mellem 6 og 11 år stiger med hele 62 procent.

Det tyder på, at der er mere fokus på de større børn i tvangsanbringelser, og det kan skyldes, at der her er en længere historie forud for anbringelsen, hvilket andre tal i vidensnotatet viser, er tilfældet.

Vidensnotatet fremhæver andele af tvangsanbragte i forhold til alle anbragte og fokuserer på status i 2017. Notatet angiver, at 35 procent af alle anbringelser af 1-3 årige i 2017 er sket uden samtykke, og at det er en højere andel end andre grupper. Det kan skævvride perspektivet, da stigningen i de andre aldersgrupper er større. Det er uvist, hvorfor de 0-3 årige fremhæves, og umuligt at sammenligne, da dette særlige aldersinterval ikke matcher de øvrige intervaller i notatet.

Ankestyrelsen har i en kvalitativ undersøgelse søgt efter årsager til den store stigning ved at lave to interviews af medarbejdere og ledere i hver af fire kommuner, som har en høj andel af tvangsanbringelser. De har suppleret med telefoninterviews med fire forældre til børn anbragt uden samtykke. Og de har gennemset 25 sager fra fire andre kommuner, som ikke er analyseret, men brugt til at finde illustrationer af forhold, som belyses i interviewene.

Det leder frem til flere forklaringer på stigningen i antallet af tvangsanbringelser: Kommunerne har et øget fagligt fokus på anbringelsessager; familierne kommer senere til kommunens kendskab; forældrene har flere rettigheder ved ikke at samtykke; børn bliver anbragt, fordi forældre ikke er i stand til at samtykke; forældrebetalingen er større ved frivillige anbringelser; og der er sket ændringer i lovgivning især om underretninger. Ankestyrelsens rapport vurderer ikke, om nogle af disse forklaringer er mere betydningsfulde end andre.

Norm om at undgå anbringelser

Det burde undersøges nøjere, hvad stigningen skyldes. Kunne det være, at der er kommet flere børn, som har behov for anbringelse mod forældrenes vilje. Eller skyldes ændringen, at der i lov, afledt af økonomi og manglende dokumentation af resultaterne, er en sej norm om så vidt muligt at undgå anbringelser. Anbringelse sker derfor først, når samarbejdet med forældrene er gået i hårdknude, og et barn derfor kun kan støttes, når det sker uden samtykke og dermed indebærer en anbringelse? Og at barnet måske undervejs har ventet for længe på en anbringelse? Yderligere, at, som forældrene i undersøgelsen påpeger, samarbejdet går i hårdknude, fordi kommunen ikke inddrager dem i beslutninger om støtteforanstaltninger inden anbringelse. Noget som forstærkes af hyppige skift af sagsbehandlere.

Brug for mere viden

Det bør anerkendes, at ministeriet har øje for den kraftige stigning i antallet af tvangsanbringelser. Desværre kradser de to bidrag kun i overfladen. De skitserer en udvikling og opsummerer blot nogle mulige forklaringer ud fra få interviews i få kommuner. Det kan undre, at der ikke laves en grundig sagsanalyse af forløb, der fører til tvangsanbringelser, at der ikke er undersøgelser af de tvangsanbragte børn og unge, deres forældre og sagsbehandlere i mere specifikke forløb. Det kan også undre, at der ikke dykkes ned i tallene for udviklingen blandt de større børn og især blandt piger i skolealderen for eksempelvis at finde ud af, hvordan de er karakteriseret. Kan det have noget at gøre med stigningen i antallet af psykisk diagnosticerede?

Til sidst er det værd at nævne, at sager uden samtykke behandles i overensstemmelse med lovens regler, og kun ganske få af dem omgøres af Ankestyrelsen. Så fokus kan rettes mod, om udviklingen skyldes de nye lovregler eller udtrykker et øget behov hos børn, en forbedret indsats eller noget helt tredje. Baggrunden for tallene bør undersøges for at sikre, at vi løbende kan følge udviklingen kvalitativt og sikre, at politikerne ikke træffer beslutninger på et uoplyst grundlag. Derved kan det også vurderes, om antallet af tvangsanbringelser er rimelig. Det kræver imidlertid ordentlig, kontinuerlig forskning, og det er der jo ikke vane for.


FORÆLDRE EVNER IKKE AT FORBEDRE FORHOLD I HJEMMET

Forældrene til en dreng på seks år henvender sig til kommunen for at få hjælp til deres dreng, som ikke trives. Drengen bor sammen med sin far, som er svært overvægtig og svækket af sygdom, hvorfor han er førtidspensioneret og tilbringer sin tid i hjemmet.

Kommunen i værksætter en børnefaglig undersøgelse og på baggrund af den støtte i hjemmet. Undervejs henvender forældrene sig igen. De er bekymrede for drengen, som de oplever, er selvmordstruet. Forældrene kan se, at drengen har det dårligt og ønsker at ændre på de forhold, der skaber problemer. De samtykker løbende til foranstaltninger og indgår i et samarbejde med kommunen.

Efter flere års forsøg med forskellige støtteforanstaltninger, her i blandt kontaktperson og praktisk pædagogisk støtte i hjemmet, har forældrene dog ikke formået at lave væsentlige ændringer. Drengens dårlige udvikling forsætter, og han anbringes til sidst uden samtykke efter § 58, stk. 1.

Frank Ebsen  er docent ved Københavns Professionshøjskole, Socialrådgiveruddannelsen, freb@kp.dk