JURA: Landsretten ophæver afgørelser om frigivelse til adoption uden samtykke
Ny landsretsdom aktualiserer de bevismæssige udfordringer ved adoption uden samtykke.
En central betingelse for adoption uden samtykke efter adoptionslovens § 9, stk. 3 er, at det kan sandsynliggøres, at forældrene varigt ikke kan varetage omsorgen for barnet. En ny dom fra Vestre Landsret aktualiserer netop de bevismæssige udfordringer knyttet til dette krav.
Indtil lovændringen i 2015 skulle det godtgøres, at forældrene var varigt ude af stand til at tage vare på barnet, men undersøgelser viste, at kommunerne havde svært ved at dokumentere dette og derfor stort set ikke anvendte bestemmelsen.
Lovændringen skulle reducere den bevismæssige barriere, men den aktuelle praksis fra landsretten viser, at også det nuværende sandsynliggørelseskrav er komplekst.
Særlig udfordring ved små børn
Prognosevurderingen af, om det er sandsynligt, at forældrene varigt er ude af stand til at tage vare på barnet, udarbejdes af en autoriseret psykolog. Ifølge Ankestyrelsens principmeddelelse 93-17 skal prognosen belyse, om forældrene kan udvikle sig til at kunne tage sig af barnet i hjemmet, og ifølge principmeddelelse 30-22 kræves en vurdering af, om den manglende forældreevne er aktuel eller et gentaget mønster over tid.
En særlig udfordring foreligger, når der er tale om helt små børn, idet der stilles større krav til sandsynliggørelsen, fordi der ikke foreligger viden om relationen mellem barnet og forældrene endnu.
I den konkrete landsretssag var forældrekompetenceundersøgelsen udarbejdet, inden barnet blev født, og afgørelsen om adoption var truffet, før forældrene havde haft mulighed for samvær. I forældrekompetenceundersøgelsen blev det blandt andet fremhævet, at forældrenes kognitive og udviklingsmæssige funktionsniveau tydede på langvarige og omfattende problemer.
Blandt andet blev moren beskrevet som mentalt retarderet, og faren som havende en personlighed præget af paranoidt beredskab og nedsat evne til affektregulering. Det blev i undersøgelsen konkluderet, at hverken moren eller faren havde potentialet til at udvikle tilstrækkelig forældreevne til at kunne varetage omsorgen for barnet, og byretten fandt betingelserne for adoption opfyldt.
Nye oplysninger i aktuel sag
I landsretten blev der fremlagt nye supplerende oplysninger. Retten lagde vægt på beskrivelser af positivt samvær mellem forældrene og barnet samt moderens stabile tilknytning til arbejdsmarkedet, positive udtalelser fra hendes arbejdsgiver og beskrivelser af positivt samvær mellem forældrene og morens særbarn.
I forarbejderne til adoptionslovens § 9, stk. 3 fremhæves det, at i en situation, hvor forældrene ikke vil komme til at kunne varetage omsorgen for barnet, men hvor forældrene måske i nogen grad formår at gennemføre et samvær med barnet, vil barnets behov for stabilitet og kontinuitet i opvæksten bedst kunne tilgodeses gennem en adoption.
Omvendt vil et velfungerende samvær, hvor forælderen udvikler sin forældreevne, medføre, at der normalt ikke kan gennemføres en adoption uden samtykke.
Kompleksitet i prognosevurdering
Landsretten vurderer, at blandt andet de positive samværssituationer, hvor forældrene var modtagelige for vejledning, kunne tyde på, at der var udviklingspotentiale i deres forældreevne, i hvert fald med støtte, og landsretten fandt ud fra en samlet vurdering, at der på domstidspunktet ikke forelå en tilstrækkelig høj grad af sandsynlighed for, at forældrene varigt ville være ude af stand til at varetage omsorgen. Ankestyrelsens afgørelse om frigivelse til adoption blev således ophævet.
Dommen understreger kompleksiteten i prognosevurderingen, der skal foretages på et tidspunkt, hvor forældrene, i sager som denne med de helt små børn, endnu ikke – eller kun i begrænset omfang – har kunnet vise forældreevne eller udviklingspotentiale, eventuelt med støtte, i forhold til barnet.
Dommen kan betyde, at kommunerne vil opleve beviskravet som en ny barriere for at kunne anvende bestemmelsen.
Anne Mørk, Cand.jur., ph.d.
Lektor, Juridisk Institut, AAU, Social-, Public- and Administrative Law Research Center
Forsker primært i børneret, særligt inden for områderne socialret, familieret og menneskerettigheder