Refleksion: ”Hvordan gør vi det nemt at gøre det rigtige, når krisen rammer?”

Karina Rohr Sørensen, leder af Den Sociale Døgnvagt i Københavns Kommune. Er med i socialforvaltningens beredskabsteam, hvor hun har været med til at udvikle dialogspillet ’Kriseklar’.

Refleksion: ”Hvordan gør vi det nemt at gøre det rigtige, når krisen rammer?”

Foto: Lisbeth Holten

Hvordan gør vi det nemt at gøre det rigtige? Det spørgsmål blev starten på dialogspillet ’Kriseklar’. For vi kunne have lavet endnu en plan. Talt syv punkter igennem på et personalemøde og sat flueben. Men vi ved godt, hvad der så sker: Planen får ikke liv. Og når krisen rammer, står medarbejderne alligevel alene med beslutningerne.

Derfor gjorde vi det til et spil. For når vi leger, tør vi sige højt, hvad vi er i tvivl om. Hvad vi frygter. Og hvad vi faktisk ville gøre. Det er de samtaler, der skaber tryghed.

For det er medarbejderne, der har guldet. De kender borgerne. De ved, hvem der bliver bange, når lyset går, og hvem der reagerer voldsomt. Hvis vores beredskab ikke tager udgangspunkt i den viden, bliver det ikke brugt.

I virkeligheden er det lige så meget et arbejdsmiljøspørgsmål. For når vi har talt om det uventede, bliver det mindre uoverskueligt at gå på arbejde, også når kriser rammer.

Men der er en gruppe af borgere, hvor det er sværere at planlægge et beredskab. Det er dem, der lever det stille liv alene uden netværk – typisk i boligforeninger. Vi ved, at mange af de ’usynlige’ borgere bor dør om dør med andre. Nogen kender dem. Nogen kan banke på. Måske er beredskab også, at vi køber lidt ekstra vand, fordi vi ved, at vores nabo ikke har gjort det. Derfor udkommer ’Kriseklar’ også snart i en version målrettet boligforeninger. Ikke for at flytte ansvaret væk fra kommunen, men for at løfte det i fællesskab.

Det, der har gjort størst indtryk på mig, er ikke selve snakken om kommende kriser. Det er, hvor langt medarbejdere vil gå for at passe på borgerne. Hvor meget de vil – hvis de får lov at bringe deres viden i spil.

Beredskab er ikke en plan, vi laver hvert femte år. Det er noget, vi øver. Noget, vi vender tilbage til. Små handlinger, vi gør sammen. Og måske er det vigtigste, at vi ikke nødvendigvis bliver klar til det, der rammer. Men at vi bliver klar til at stå i det – sammen.


Få adgang til dialogspillet ’Spil dig kriseklar’
Socialforvaltningen i Københavns Kommune har udviklet spillet Kriseklar, der hjælper medarbejdere og institutioner med at forberede sig på kriser. Du kan få adgang til spillet på kl.dk.


Har du en oplevelse, der har givet stof til eftertanke, så skriv til os på refleksion@socialraadgiverne.dk.