Tvangsadoption – et voldsomt indgreb i en familie

Det er et relativt lille antal børn om året, som tvangsadopteres. Nu har statsministeren været ude og efterlyse flere adoptioner. Men det ønske kan man med de nuværende kriterier ikke indfri i Middelfart Kommune. Her har socialrådgiver Jonna Christoffersen været med til at indstille til seks adoptioner i løbet af de seneste fire år.

– Vi behandler de adoptionssager, som vi skal behandle. Der er en række betingelser, som skal være opfyldt, før man kommer helt derud, hvor en adoption er relevant. Der skal være et fagligt og juridisk grundlag for at lave så stort et indgreb, så jeg tænker ikke, at vi får en stigning i antallet af adoptionssager, men jeg er glad for fokus på området.

Sådan lyder det fra Jonna Christoffersen, socialrådgiver og koordinator i familieafdelingen i Middelfart Kommune. På en af de mange grå og blæsende februardage tager hun imod på det nybyggede rådhus, som ligger med udsigt til vandet og Lillebæltsbroen. Igennem de seneste fire år har hun arbejdet med seks adoptionsager. Her har hun mødt kommende forældre, som har glædet sig til at få et barn, men som har fået beskeden om, at deres forældreevne ikke rækker til at drage omsorg for barnet – og at de vurderes til at være varigt uden evne til at varetage omsorgen for deres barn, og at de heller ikke ville være i stand til at spille en positiv rolle for barnet i forbindelse med samvær.

Kommunen har gennemført tre adoptionssager, hvor børnene nu bor hos deres adoptivfamilier. Derudover er der en adoptionssag, som er godkendt i Ankestyrelsen, og barnet er nu ved at blive matchet med en familie via Adoptionsnævnet. Og så er der berammet to sager til møde i børn- og ungeudvalget, hvor medlemmerne beslutter, om det kan anbefales, at en adoption gennemføres. Det betyder, at Middelfart Kommune har behandlet seks adoptionssager på fire år.

Højt på bekymringsskalaen

Jonna Christoffersen har sagt ja til over for fagbladet Socialrådgiveren at rekonstruere en anonymiseret tvangsadoptionssag:

– Vi får en underretning ind, og det kommende, unge forældrepar bliver indkaldt til samtale, hvor en af vores socialrådgivere og jeg deltager. De glæder sig til at blive forældre, men da vi snakker med dem om deres forventninger til at have et lille spædbarn, fornemmer vi hurtigt, at de ikke helt forstår, hvad det indebærer. Vi fortæller om, hvor bekymrede vi er, og at den bekymring kan medføre, at vi indstiller til, at barnet skal anbringes fra fødslen. Vi taler også om forældrekompetenceundersøgelse, og om, at såfremt det viser sig, at de ikke kan varetage barnets tarv, så skal der også laves en prognosevurdering – som skal vise, om de varigt er ude af stand til at drage omsorg for barnet, hvor en adoption så kan komme på tale. Forældrene bliver kede af det og kan ikke forstå det. Og de forstår heller ikke rigtig, hvad en adoption er. Det viser sig – som det også fremgik af underretningen – at de er dårligt begavede. Ud fra de oplysninger, vi har fået ind, og på baggrund af mødet med forældrene lægger vi os højt på bekymringsskalaen.

Selv om barnet ikke er født endnu, sættes forældrekompetenceundersøgelsen i gang på et opstartsmøde med psykolog, socialrådgiver og forældre – og socialrådgiveren går sideløbende i gang med den børnefaglige undersøgelse. Forældrene bliver tilknyttet kommunens ”spædbarnskoncept” i familiehuset, hvor der både er sundhedsplejersker, familiekonsulenter og terapeuter tilknyttet. Derudover bliver de som bekymringsfamilie tilknyttet Familieambulatoriet på sygehuset, hvor de får ekstra scanninger og samtaler, og hvor der også er tilknyttet en socialrådgiver.

– Det er et stort, tværfagligt samarbejde, som bliver aktiveret i sådan en situation. Og på et tidspunkt modtager vi også en underretning fra socialrådgiveren på hospitalet i forhold til det unge pars forældreevne.

Usikkerhed om forældreevnen

Efter cirka tre måneder er forældrekompetenceundersøgelsen klar. Først gennemgår psykologen resultatet sammen med de kommende forældre, og på et efterfølgende møde, hvor de kommende forældre og Jonna Christoffersen og en socialrådgiverkollega også er til stede, gennemgår psykologen resultatet igen.

– Undersøgelsen viser, at de kommende forældre ikke kan tage vare på barnet, og det vurderes, at de varigt vil være ude af stand til det. Det handler blandt andet om manglende mentaliseringsevne – det at kunne sætte sig ind i barnets behov. Det handler både om den følelsesmæssige omsorg og den basale omsorg. Forældrene er kede af det. Det er ikke et møde, hvor de ønsker at snakke med os.

De kommende forældre bliver indkaldt til endnu et møde, hvor den børnefaglige undersøgelse bliver gennemgået. Der er nu gået cirka fire måneder, siden det første møde blev holdt i forvaltningen.

– Vi beskriver, hvad vores vurdering er: At de ikke vil kunne varetage omsorgen for det kommende barn, og at barnet skal anbringes fra fødslen. Derefter vejleder vi om rettigheder ved henholdsvis anbringelse med eller uden samtykke. Og vi fortæller, at vi også overvejer bortadoption. På det tidspunkt er de kommende forældre stadig ikke vidende om, hvad adoption er – de forstår ikke rigtigt, hvad det betyder. Det er nogle svære emner, hvis man er kognitivt udfordret, og for at tydeliggøre, hvad ordene betyder, prøver jeg ofte at tegne det.

De kommende forældre samt bisidder reagerer med vrede, frustration og tavshed.

I den børnefaglige undersøgelse belyser vi netværket for at vurdere, om der er grundlag for en netværksanbringelse. Vi afdækker altid ressourcerne i netværket, for det kan have betydning, hvis der er lidt usikkerhed i forhold til forældreevnen – så kan vi gå ind og sammenholde med de øvrige oplysninger, vi har. Er der grundlag for en anbringelse, eller kunne foranstaltningen bestå af en massiv indsats i hjemmet med støtte fra netværket?

– Derefter orienterer vi sygehuset om, at forældrene er oplyst om, at vores faglige vurdering er, at barnet skal anbringes umiddelbart efter fødslen. Det betyder et tæt samarbejde omkring forløbet i forbindelse med fødslen, og at vi bliver kontaktet af sygehuset, når fødslen går i gang. Det, som vi også håber med en sådan proces, er, at kunne nå at introducere en plejefamilie til det unge par, så de to parter har mødt hinanden inden fødslen. Så forældrene ikke oplever, at plejefamilien er nogle helt fremmede mennesker, de skal overdrage deres barn til. Det er ikke altid, at det lykkes, for det er ikke alle forældrepar, der ønsker det, hvilket de heller ønskede i den pågældende sag. Det kan vi naturligvis ikke påtvinge dem, men vi vurderer, at det ville være det bedste for dem.

To timer med barnet

En nat går fødslen i gang. Kommunens døgnvagt kontakter Jonna Christoffersen og en socialrådgiverkollega, og de kører i Jonna Christoffersens bil sammen op på sygehuset.

– Der går en times tid efter fødslen, inden vi går ind og spørger, om forældrene vil give samtykke til anbringelsen. Vi har talt med dem om det inden fødslen, så de er forberedte på, hvad der skal ske. Vi spørger på flere måder for at sikre os, at de forstår det – og de har også en person fra deres netværk på stuen, som støtter dem. Og forældrene giver faktisk samtykke.

Jonna Christoffersen forklarer, at hvis forældrene ikke havde givet samtykke, ville der sandsynligvis være tale om en tvangsanbringelse efter servicelovens paragraf 75, hvor formanden for børn- og ungeudvalget træffer en foreløbig afgørelse om tvangsanbringelse efter paragraf 58, ”som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn- og ungeudvalget.”

– Forældrene får to timer sammen med barnet, hvor det skal vejes, og hvor de kan klæde barnet på og tage billeder – altså foretage sig de ting, som alle andre nybagte forældre gør, og der kommer vi ikke ind på stuen. Det er deres tid. Jordemoderen går til og fra, så det forløber stille og roligt. Og så spørger vi, om de ønsker at være med til at overlevere barnet til plejefamilien, og det siger de nej til. Derfor giver moderen barnet til min kollega. Hun bærer barnet ind til plejefamilien, som venter i et andet lokale. Her får barnet sin spædbarnsterapi.

Spædbarnsterapi – et særligt øjeblik

Og hvordan gør man det – og hvorfor? Jonna ­Christoffersen forklarer, at spædbarnsterapi er en behandlingsmetode rettet mod tidlige traumer inspireret af bogen ”Spædbarnsterapi” skrevet af psykologerne Inger Thormann og Inger Poulsen. Alle cirka 25 socialrådgivere i familieafdelingen har været på kursus i spædbarnsterapi, og man arbejder løbende på, at også nye medarbejdere kommer på kursus i.

– Vi bruger det både i forhold til de helt små børn og faktisk også til større børn med spædbørnstraumer. Bogen giver vi til adoptivforældre og vores plejefamilier, når det er relevant. Teorien bag spædbarnsterapien er, at alt det usagte binder energi – og belastningen, som en anbringelse er – kan sætte sig blivende spor i barnet. Derfor sætter vi ord på. Vi fortæller barnet, at det har været båret under sin mors hjerte de sidste ni måneder. At mor og far er kede af det, som barnet har oplevet, og at de passer på hinanden. Vi skriver terapien på forhånd, og så tilretter vi fortællingen ud fra det forløb, der er lige op til situationen, hvor adskillelsen sker. Det er et særligt øjeblik, når rådgiver læser spædbarnsterapien op for barnet, og så laver man overgangen til plejefamilien og siger: Jeg har besluttet, at du skal bo hos – og her kommer plejefamiliens navne, og de vil passe godt på dig.

Jonna Christensen understreger, at de forsøger at udføre anbringelsen så diskret som overhovedet muligt, så der ikke er andre på hospitalet, som oplever, hvad der sker. Og hun gentager, at spædbarnsterapien er et særligt øjeblik i alt det svære.

– Det handler om at gøre det ordentligt for især barnet og forældrene – prøve at gøre det så godt som muligt i den her meget svære følelsesmæssige situation.

Sagen kører i to spor

Barnet er på det her tidspunkt frivilligt anbragt. Sagen om adoption uden samtykke kan tidligst indstilles til børn- og ungeudvalget, når barnet er født. Og en afgørelse om adoption kan tidligst træffes af Ankestyrelsen, når barnet er tre måneder. En sag om bortadoption skal altid indstilles til børn- og ungeudvalget. Og barnet skal uanset alder beskikkes en advokat – og kommunen skal også tilbyde advokatbistand til barnets forældre.

Barnet er nu tre uger, og via advokaten trækker forældrene deres samtykke til den frivillige anbringelse. Det betyder, at sagen skal behandles i børn- og ungeudvalget både i forhold til anbringelse uden samtykke og i forhold til adoption.

– Sagen kommer til at køre i to spor: Anbringelsessporet og adoptionssporet. De rettigheder, forældrene har som forældremyndighedsindehavere om eksempelvis samvær, gælder stadig, så længe barnet ikke er bortadopteret. Og der skal meget til for at kunne indstille til, at forældrene ikke kan have samvær med barnet, da man kan lave støttet samvær eller overvåget samvær – så de fortsætter med at se deres barn.

Og forældrene får også tilbudt en støtteperson, som forældreparret dog fravælger.

– De bliver sure på alt, hvad der har med forvaltningen at gøre. De ønsker ikke at tage imod et afsluttende forløb. Men det er jo også en meget svær situation, og når man er i en krise, så siger man typisk nej. Det er også derfor, at vi er to på sagerne. Så det eksempelvis er mig, der siger, at ”vi i ledelsen har besluttet” i håb om, at socialrådgiveren kan bevare relationen og kontakten til forældrene efterfølgende.

Udslusning til adoptivfamilien

I den rekonstruerede og anonymiserede sag er barnet cirka halvandet år, da det møder sin adoptivfamilie. Det er Jonna Christoffersen, som har kontakten til adoptivfamilien og lægger en plan for, hvordan udslusningen fra plejefamilien til adoptivfamilien skal foregå.

– Det er et kommende forældrepar, som glæder sig til at få et barn – høre om barnet, og hvad det har med sig. Igen er målet at lave overgangen så god som mulig. Udslusningen foregår over fire til fem dage som udgangspunkt, men det er forskelligt, hvornår alle parter er klar. I en af adoptionssagerne varede udslusningen i 14 dage. Vores erfaring er, at adoptivfamilien ikke kommer fra det samme geografiske område som barnet, og derfor tager familien typisk ned og bor i nærheden af plejefamilien, hvor de kommer på besøg hver dag. Jeg har lagt en plan, så de både får tid sammen med barnet og plejefamilien og tid alene med barnet. Hver aften taler jeg med plejefamilien og adoptivfamilien og evaluerer dagen.

– Ved præsentationen af adoptivforældrene får barnet fortalt, at det nu skal afslutte sin tid hos plejefamilien, hvor barnet har været i 18 måneder. Som et led i spædbarnsterapien siger jeg blandt andet: Dine plejeforældre har passet godt på dig. Og nu skal du videre til din adoptivfamilie. De vil passe godt på dig – og de skal være din mor og far.

Da der er gået tre måneder, besøger Jonna Christoffersen og en socialrådgiverkollega barnet og adoptivfamilien.

– Så ser vi, hvordan det er gået for barnet at flytte ind hos sin nye mor og far. Det er gået godt, og det gælder i alle de sager, vi har haft. Og i flere af adoptionssagerne er der også efterfølgende kontakt mellem adoptionsfamilien og plejefamilien.

Socialrådgiverne har pt. ikke erfaringer med de nye regler fra 2019, hvor man kan forhåndsgodkende en adoptionsfamilie, så barnet, der anbringes uden samtykke efter fødslen undgår skift mellem plejefamilie og adoptionsfamilie.

Klar kommunikation

På spørgsmålet om, hvad der har været de største retssikkerhedsmæssige udfordringer i adoptionssagerne, svarer Jonna Christoffersen:

– Adoptionssager er svære. De to sager, vi har under behandling, drejer sig også om ufødte med dårligt begavede forældre. Det gælder pt. alle vores adoptionssager. Det er en kombination af dårlig begavelse og sociale problemer.

På trods af, at det retssikkerhedsmæssigt er komplekse sager at arbejde med, så har Jonna Christoffersen ikke oplevet at være i tvivl om, hvor vidt det nu var en adoptionssag.

– Nej, ikke i de sager, hvor vi har indstillet til adoption. Der har vi været på rimelig sikker grund med god og fagligt veldokumenteret sagsbehandling. Men vi har en sag meget lig den sag, som jeg har taget udgangspunkt i, hvor forældrekompetenceundersøgelsen viste, at forældrene nok skulle klare det med omfattende støtte. Så fra at vi var meget bekymrede i starten, så fik vi en række oplysninger ind, som betød, at vi vurderede, at det ikke var en sag for adoption – men at det kunne fungere med en massiv indsats i hjemmet suppleret med støtte fra netværket.

Jonna Christoffersen understreger, at de som socialrådgivere fra første møde med forældrene er åbne om deres bekymringer – og om – hvis det er relevant – at det kan ende med en adoption.

– Det er vigtigt at kommunikere tydeligt igennem forløbet frem for, at der pludselig springer en bombe.

Voldsomt indgreb

Jonna Christoffersen pointerer, at der er stor kompleksitet i potentielle adoptionssager. I forhold til, hvordan de som socialrådgivere har kvalificeret sig til at arbejde med adoption, fortæller hun, at socialrådgiverne har fået undervisning af VISO – Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – og af Ankestyrelsens læringsteam, lige som de har deltaget i Ankestyrelsens kursus om bortadoption. Og samarbejdspartnere fra eksempelvis sundhedsplejen og familiehuset har også deltaget på kurserne. Derudover har Jonna Christoffersen sparret en del med Ankestyrelsen og Statsforvaltningen.

– Det er vigtigt også at italesætte det svære i det: At det er et voldsomt indgreb i en familie, og at man kan blive usikker i forhold til, at hvis barnet voksede op her i Middelfart, så ville det bevare en kontakt til sin familie og kende sine rødder. Over for det står, at hvis man skal være plejebarn og dermed være en del af det sociale system i 18 år, hvor man skal have børnesamtaler med skiftende socialrådgivere og skal forholde sig til at vokse op som plejebarn – det skaber en vis uro. Det er tidligt, at udsatte børn – herunder plejebørn – bliver inddraget i ting, som børn uden tilknytning til systemet aldrig skal forholde sig til.

Hun pointerer, at hun og de øvrige relevante ledere er med både i adoptionssager og anbringelsessager.

– Som fagkoordinator er jeg altid med i de her sager – også til møder med forældre og børn, hvor der er tale om en indgribende afgørelse. Juridisk skal man især i adoptionssager være meget skarp på lovgivningsmæssige grundlag og sagsforløb, og det skal mine socialrådgiverkolleger ikke sidde med alene.

Adoption – en billig løsning

Ved en tvangsadoption sparer kommunen udgiften til en anbringelse i familiepleje eller på institution. Med reference til Lolland Kommune – som tilbage i 2018 tiltrak sig politisk opmærksomhed efter at have sat fart på antallet af sager om tvangsadoption og alene stod for over halvdelen af de 13 sager, der i 2018 blev sendt til afgørelse i Ankestyrelsen – runder vi også økonomien. Men Jonna Christoffersen afviser, at økonomitænkning i den slags sager kan opstå i Middelfart Kommune.

– Man kan ikke få en sag til at opfylde lovgrundlaget for adoption, hvis det ikke er til stede.

Tiden for interviewet er slut, men Jonna Christoffersen inviterer på en hurtig rundvisning. Vi går op ad den brede trappe og kommer op til familieafdelingen, hvor socialrådgiverne sidder i storrumskontor – med vinduer i den retning, som sikrer havudsigten.

Vi får også hilst på familie- og forebyggelseschef, Jørn Nielsen, som netop er ved at lægge sidste hånd på en orientering til Middelfart Byråd om det samlede specialiserede børn- og ungeområde; herunder status på kommunens arbejde med tvangsadoptioner. Vi taler om, hvordan statsministerens nytårstale har sat børn- og ungeområdet på den landspolitiske dagsorden, og at praksis i Middelfart indikerer, at tvangsadoption er mest oplagt blandt de helt små børn.


Stigning i tvangsadoptioner
Mellem 2009 og 2015 er der i gennemsnit sket tvangsadoption af to børn pr. år. Efter 2015 er der i gennemsnit tvangsadopteret otte børn pr. år. Og de nyeste tal viser, at Ankestyrelsen sidste halvår af 2019 traf 10 afgørelser om tvangsadoption.


Adoption uden samtykke

En adoption skal være bedst for barnet, uanset om adoptionen sker med eller uden samtykke.

Sager om adoption uden samtykke inddeles i tre typer af sager. Et barn kan adopteres uden samtykke,

  • Hvis barnets forældre er ude af stand til at tage sig af barnet.
  • Hvis barnet har en særlig tilknytning til sine plejeforældre.
  • I særlige tilfælde, hvis væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler for det.

Når myndigheden vurderer, at et barn burde bortadopteres for at sikre barnet stabilitet i opvæksten, vil det altid blive forsøgt at gennemføre adoptionen som en frivillig adoption med forældrenes samtykke. Kun når forældrene ikke vil medvirke til adoptionen – eller ikke er i stand til at give samtykke til adoptionen – kan der blive tale om adoption uden samtykke.

Kilde: Ankestyrelsenadoption uden samtykke