Tingbjerg – i virkeligheden

Der er kun én hovedvej ind og ud af Tingbjerg. Og som regel kun én type historie, der slipper ud fra det københavnske boligområde med de gule murstensbyggerier, der huser cirka 6500 beboere – og er placeret på ghettolisten. Fortællingen om Tingbjerg som et område præget af utilpassede unge, lå i baghovedet på socialrådgiver og gadeplansmedarbejder Anna Milsted, da hun deltog i Tingbjerg- undersøgelsen. Hun er en af de fagpersoner, der havde en mere negativ forventning til elevernes trivsel, end de selv gav udtryk for.

– Jeg svarede i overensstemmelse med det billede, mange har af området, hvis de aldrig har været i Tingbjerg. Da jeg først kom i gang med at arbejde med de unge og i særdeleshed nu, hvor jeg har arbejdet her i et år, kan jeg se, at virkeligheden er en hel anden. Men jeg håber da, at undersøgelsen rusker op i os alle sammen, fortæller hun.

Socialrådgiverens udsendte har sat Anna Milsted og skolesocialrådgiver Julie Krogh Hall-Andersen stævne i et mødelokale på Tingbjerg Skole for at få et indblik i deres faglige udfordringer ved at arbejde i en såkaldt ghetto.

Men først vil jeg høre deres bud på, hvorfor forældrene har negative forventninger til deres børns trivsel og risikoadfærd i Tingbjerg-undersøgelsen.

De to socialrådgivere tror, at den generelle opfattelse af Tingbjerg også har påvirket forældrene.

– Hvis du ikke selv har valgt et område til, da du flyttede ind, kan der forankres en bestemt forståelse af, hvad det er for et sted. Om det skyldes anvisning af lejlighed eller historier i medierne, kan det medvirke til, at du skyder over mål i negativ forstand, siger 37-årige Julie Krogh Hall-Andersen, der har arbejdet i Tingbjerg siden november 2017.

Hun arbejder på Tingbjerg Skole og Bellahøj Skole, 15 timer om ugen hvert sted. Typisk 10 timer på skolen med samtaler med elever og forældre, netværksmøder og fem timer som brobygger mellem skole og forvaltning. Hun er ansat af Københavns Kommune, men uden myndighedsansvar.

Forældrenes frygt for det værste kan også have spillet en rolle, mener gadeplansmedarbejderen.

– Meget handler om usikkerhed. Nogle ved måske ikke, hvad deres søn laver om aftenen, og så hører de, at bander som Loyal To Familia holder til herude. Det kan være udtryk for frygt frem for lave forventninger. Vi har haft mange dialoger med forældre, som frygter, at deres børn ender i dårlige miljøer, siger 29-årige Anna Milsted og fortæller, at hun blandt andet arbejder med projekter, hvor de prøver at få de positive historier ud til omverdenen.

– Vi har arrangeret Tingbjerg Tur, inspireret af Ghetto Tours på Nørrebro, hvor vi har fået en familie herude fra til at vise bydelen frem og fortælle om, hvorfor de er glade for at bo her. Vi har inviteret alle mulige herud for at se, hvad Tingbjerg ellers har at byde på ud over skudhullerne nede på hovedvejen, siger hun og fremhæver Haven som et andet eksempel. Her planter beboerne deres egne krydderurter og grøntsager, laver mad med hinanden og andre projekter.

Undgå sociale misforståelser

Et negativt billede af Tingbjerg risikerer at afspejle sig i de forventninger – eller mangel på samme – der stilles til forældrenes tilgang til deres børns skolegang, mener skolesocialrådgiveren.

– I min afdeling som socialrådgiver taler vi ofte om det normskred, der kan forekomme ved at arbejde i et udsat boligområde. Behandler vi mennesker, der bor her anderledes end, hvis det var børn i en anden del af Brønshøj? Undersøgelsen bekræfter, at det skal vi ikke, hvis vi vil undgå sociale misforståelser, siger Julie Krogh Hall-Andersen.

Det er vigtigt at have øje for, hvornår en lang snor bliver til en bjørnetjeneste for familier, som har brug for støtte, mener hun.

– Børn er i forvejen udsat ved at bo i et socialt belastet område. Jeg tror, at vi skal engagere forældrene i langt højere grad, end man har gjort tidligere. Nogle forældre skal tages mere i hånden for, at vi efterfølgende kan stille høje krav.

Skolesocialrådgiveren oplever, at forældre i Tingbjerg generelt er ambitiøse på deres børns vegne. Men der findes også børn, som er vant til et familieliv uden pligter, hvor det er nødvendigt at insistere på, at forældrene stiller større krav til deres børn i hjemmet, understreger hun. Men sproget er den tungeste sten på vejen i samarbejdet med nogle af forældrene i hendes arbejde.

– Al kommunikation bliver mere kompliceret, når den skal foregå gennem en tolk. Helt ned til de små beskeder om at huske, at klassen skal på tur i morgen. Jeg ville ønske, at vi alle talte det samme sprog, så vi undgår misforståelser og har en fælles forståelsesramme.

Sprogbarrierer er ikke et problem for Anna Milsted som gadeplansmedarbejder. Alle de unge taler dansk. En del af gadeplansmedarbejderens arbejde går med samvær og relationsarbejde med de unge i Tingbjerg i aldersgruppen 12 til 25 år. I arbejdet med gruppen af kriminelle unge, har den vigtigste øjenåbner for hende været at sætte sig i respekt.

– Jeg bliver indimellem “testet” af nogle af de unge. I starten var jeg tilbøjelig til at give dem mere snor, både fordi jeg var ny i mit job, men også ud fra en tankegang om, at det var synd for dem. Jeg oplever, at det er vigtigt at træde i karakter og at turde sætte sig i respekt. Så ved de unge, hvor de har én, siger hun. Anna Milsted er ansat af Københavns Kommune, men uden myndighedsansvar.

Den negative fortælling er misvisende

Tingbjerg Skoles leder har også afsat tid til at tale med nærværende fagblad. 32-årige Marco Damgaard tiltrådte i sin nuværende stilling for et år siden efter at have været souschef på skolen i fire år. Han er en efterspurgt herre for tiden. I morges var statsminister Lars Løkke Rasmussen på besøg i bydelen med et tv-hold fra Danmarks Radio i forbindelse med regeringens integrationsudspil, og lige nu brummer skolelederens telefon, da han skal være med i et indslag til TV-Avisen om samme tema.

Samme dag har Berlingske en historie om, at Tingbjerg Skole skraber bunden på en række parametre i Københavns Kommunes Kvalitetsrapport for skoler i 2018. Fire ud af fem elever på skolen i 8. klasse vurderes til ikke at være uddannelsesparate. Alvorlige tal, understreger Marco Damgård, men der er mere til historien end som så.

– Den samme 8. klasse er nu 9. klasse, og der er langt over halvdelen af dem er vurderet uddannelsesparate. Mange børn kommer fra uddannelsesfremmede hjem. Hvis vi vurderer dem som uddannelsesparate i 8. klasse, giver vi slip på vejledning og handleplaner for eleverne. I stedet skal eleverne være helt i mål, før vi vurderer dem som uddannelsesparate. Når man ser på, hvor mange af de unge, der er i uddannelse femten måneder senere, er det tæt på 70 procent.

Skolelederen hilser det velkomment med et nyt integrationsudspil, men understreger det afgørende i ikke at skære alle over én kam i Tingbjerg.

– Negative udtalelser om et område, som står på ghettolisten, er skadelige for de børn, som vokser op her. Når man kalder Tingbjerg for en sort plet på landkortet, stempler man alle, som bor her. Vi har reelle udfordringer. Men vi har også mange familier, som er beviset på vellykket integration. De skal ikke skræmmes væk fra Tingbjerg, men fremhæves og gøres til ambassadører for andre. Som Tingbjerg-undersøgelsen viser, risikerer vi, at det bliver en selvopfyldende profeti, hvis vi kun omtaler bydelen negativt. Alle som arbejder og bor i Tingbjerg har taget grueligt fejl af, hvordan de unge trives. Det er for mig beviset på, at den negative fortælling er så stor, at den bliver misvisende.

Tid til positiv pejling

Hvem skal fremhæve de gode eksempler?

– Det starter hos os selv. En positiv historie er, at vi næste år bliver over 500 elever på skolen. Det har vi ikke været i 12 år. Flere ressourcestærke forældre vælger skolen til. Vi skal melde ud, når vi i nationale tests ved indskolingen ligger over det socioøkonomiske indeks. I det hele taget skal vi fremhæve de små, løbende succeshistorier.

Hvordan skal den gode fortælling trænge igennem til eleverne?

– Helt konkret begynder vi på social pejling i alle klasser på forskellige niveauer, hvor vi bruger resultaterne fra Tingbjerg-undersøgelsen og andre positive historier. Her vil vi tydeliggøre, at det er normalt at være glad for at gå i skole, så det kan blive en bærende kultur. Vi indkalder forældrene til et stort arrangement, hvor vi fremlægger undersøgelsen og diskuterer, hvordan vi kan støtte børnene og tale tingene op. Men afbalanceret. Vi skal heller ikke være jubelidioter.

Hvordan ser du på de konkrete tiltag, som p.t.har været fremme fra regeringen?

– Ideen om obligatorisk daginstitution synes jeg er fornuftig. Mange bliver stødt på et liberalt princip om, at der skal være frihed til at vælge. Bliver man opskrevet og som udgangspunkt skal begynde i institution som etårig, vil det være til gavn for et område som Tingbjerg.

Stærkere tværfagligt samarbejde

Uden for vinduerne på Tingbjerg Skole er håndværkere i gang med at lægge de sidste hænder på en trekantet moderne tilbygning med glasfacade, som skal danne rammerne om et nyt hovedkontor. Her kommer socialforvaltningen til at sidde som et led i at styrke samarbejdet på tværs af faggrupper.

– Fremover vil vi indhente samtykkeerklæringer fra de familier, som får mest støtte fra kommunen, så vi kan arbejde sammen om én indgangsvinkel til deres trivsel i skolen, på fritidsinstitutioner og i  socialforvaltningen, siger Marco Damgaard.

Skolelederen fortæller også, at skolen på det seneste er begyndt at arbejde på at skabe mere sammenhæng i skoledagen i form af “den gode elevpause”, hvor lærere og pædagoger udbyder aktiviteter, og der er indført madskole i kantinen, hvor mange elever spiser. Begge dele har øget elevernes trivsel, siger han.

Marco Damgaard understreger, at det er afgørende med et højt informationsniveau, så forældrene ikke er tvivl om læringsmål og de sociale mål. Han erkender, at der tidligere har været en misforstået hensyntagen til forældrene.

– Vi er blevet klart bedre til at sige tingene direkte og ikke tage hensyn til, om familierne “kommer fra en anden kultur”. Vi gør det klart, at mangfoldighed er en kerneværdi på Tingbjerg Skole. Det samme er demokratisk dannelse, ytringsfrihed og lige rettigheder, siger han og nævner skolens forældrecaféer som et eksempel på en ramme, hvor forældrene inviteres til dialog om børneopdragelse, værdier og sprogudvikling.

Hvordan tager forældrene imod de tiltag?

– Overordnet set møder vi stor medvind. Vi møder også modstand indimellem, eksempelvis hvis vi holder en diskofest. Det kan virke farligt for nogle, men så er det mega vigtigt at forklare, at det er et socialt arrangement, som børnene har gavn af at møde op til. Vi møder også skepsis fra nogle over, at børnene skal bade til idræt. Vi bliver da testet, og her skal vi stå fast.

Overvejer at flytte fra Tingbjerg

Der er stille uden for i Tingbjerg denne frostkolde eftermiddag. Hovedvejen, hvor linje 2A kører frem og tilbage, hedder Ruten. Eller “Dødsruten”, som den er blevet kaldt. Der er ikke meget dødsrute over Ruten i dag. Lille Torv er det første, der møder én. De fleste butikker er lukket og har skodder eller træ på ruderne, mens en enkelt grønthandler og en kiosk stadig er i live. Man fornemmer, at tiden har stået stille længe på Lille Torv, og det er da også planen, at torvet skal rives ned og bygges om. Lidt mere aktivitet er der på butiksstrædet på den anden side af Tingbjerg Skole. Her sidder voksne og børn på pizzeriaet, mens folk går forbi med indkøbsposer fra supermarkedet. Facaderne trænger til en kærlig hånd. Umiddelbart virker “Dødsruten” som en passende betegnelse – ikke fordi her er farligt, men fordi her er dødt.

Men foran Kajs Bageri, der blev landskendt for nylig, da ejeren fik raseret sin butik, står en gruppe unge mænd i dynejakker, træningsbukser og solbriller og ryger cigaretter og taler i telefon. Et par minutter senere hopper de ind i store, skinnende biler, gasser op og kører afsted. Sandsynligvis er det den type unge mænd, som mange i Tingbjerg mener får for meget opmærksomhed.

Da jeg bevæger mig over til boligblokkene for at besøge en forælder, som har børn på Tingbjerg Skole, ser jeg en gruppe unge drenge i nogenlunde samme påklædning som fyrene på butiks-strædet. Dog yngre og så går de og samler skrald med en affaldssæk i den ene hånd og en gribetang i den anden hånd. De unge er i et indslusningsjob, så de kan blive klædt på til et rigtigt fritidsjob. Det må være dén type tiltag for de unge, som mange i Tingbjerg mener får for lidt opmærksomhed.

39-årige Sadia Noreen tager imod med et smil i en fireværelses lejlighed, hvor hun bor med sin mand og deres tre børn. To piger på 7 og 12 og en dreng på 9, som alle går på Tingbjerg Skole. Sadia Noreen studerer til socialrådgiver og hendes mand arbejder hos Schulstad. Hun kom til Danmark fra Pakistan for 12 år siden, og familien har boet i bydelen lige siden. Men nu overvejer de at flytte.

– Vi har altid været glade for at bo her. Men for halvandet år siden blev en pakistansk dreng fra en familie, vi kender, som bor lige ved siden af, skudt og dræbt. Han havde ingen relationtil bander. I sommer, hvor to personer blev skudt herude, begyndte vores datter at tale meget om det. I skolen ved jeg, at børnene også taler om det, fortæller Sadia Noreen.

En rollemodel for børnene

Hun har rettet an med kaffe og pakistanske kager på sofabordet. Stuen er spartansk indrettet med mønstret gulvtæppe, to sorte lædersofaer, gennemsigtige gardiner og et tv, hvor der kører tegnefilm.

– Min datter på 12 år ved alt muligt om bander, hvem der er imod hinanden og den slags. Hvis et barn har så meget viden om de ting, bliver jeg bekymret, siger hun.

Familien har aldrig følt sig utrygge ved at bo i Tingbjerg. Bydelen er fredelig, og folk er venlige, men når der en sjælden gang imellem sker skudepisoder, tænker hun på, om det kan få konsekvenser for hendes søn.

– Min søn er ikke så stor endnu, og vi hører om unge, der er blevet skudt, fordi de er blevet set sammen med nogle, som er banderelateret. Jeg tænker da på, hvis han om nogle år bliver set i nærheden af dem. Men samtidig har jeg også hørt fra andre, der har flyttet deres børn i en anden skole, hvor det er begyndt at gå dårligere, siger hun og tilføjer, at hendes søn klarer sig godt i skolen og har gode kammerater.

Familiens syvårige datter Izma, har sat sig imellem de to sofaer med en bærbar computer i skødet. Hun har fået at vide, at hun kun må bruge iPad´en i weekenden, så hun har taget alternativet i brug. Sadia Noreen mangler et år, før hun er færdig med sin uddannelse til socialrådgiver. Da håber hun på at få arbejde på et jobcenter eller på handicapområdet.

– Jeg søgte ind på studiet i sin tid, fordi jeg er interesseret i, hvordan det danske system fungerer. Men samtidig ville jeg tage en uddannelse, så jeg kan være en inspiration for mine børn.

Sadia Noreen fortæller, at politiet har lagt vægt på vigtigheden af, at civilsamfundet arbejder sammen. Forældre, børn og naboer. Men i Tingbjerg er folk ikke altid lige gode til at informere myndighederne, hvis de ser nogle, der laver ballade på gaden.

– Måske tænker folk, at politiet alligevel ikke gør noget ved det. Eller også er de bekymret for at skulle udpege andre. Vi drejer samtalen ind på det mindre dramatiske, og jeg spørger Sadia Noreen til hendes syn på Tingbjerg-undersøgelsen og de udbredte negative forventninger til de unge.

– Jeg har ikke hørt fra andre forældre, at de ikke tror, at deres børn kan lide at gå i skole. Folk taler ofte på vegne af andre. De hører det ene og andet, og så bliver de bekymret for deres børns liv uden for skolen. Jeg følger mine børn i skole hver dag, selv om skolen er lige ved siden af, og jeg ser da, at børn ser ud til at være glade. Mine egne børn klarer sig godt, og jeg hører altid positive ting fra lærerne. Jeg er nok den irriterende forældretype, der vil snakke med lærerne hver dag for at høre, hvordan dagen er gået, griner hun.

Nemt at få lejlighed i Tingbjerg

Så er der de religiøse ting, fortæller Sadia Noreen. Nogle forældre er ikke meget for at skulle deltage i julearrangementer. Obligatorisk svømning har hun selv været lidt imod.

– De går til svømning sammen piger og drenge i min datters klasse. Det har jeg talt med skolen om flere gange. Men vi bor i Danmark, så vi må følge reglerne her. Jeg er da fleksibel og har accepteret det. Jeg ved godt, jeg er lidt gammeldags, siger hun og smiler.

På Tingbjerg Skole er lærerne gode til at tage højde for, at der går mange muslimske børn, fortæller hun. Der bliver holdt Eid-fest, og ingen har problemer med, at nogle af pigerne går med tørklæde. Samtidig har skolen også nogle krav, som forældrene skal acceptere den anden vej.

– Det er vi glade for. Det passer fint med, hvordan vi opdrager vores børn. Jeg fortæller dem om min religion islam, men også om dansk kultur. Så må de selv finde ud af, hvem de vil være, og hvad de vil med deres liv senere hen. Alle forældre lærer jo deres børn nogle ting, som de synes er fornuftige. Jeg har talt med danske forældre, som gør det samme.

Sadia Noreen fortæller, at hendes mand gerne vil bo blandt flere etniske danskere, men de får ikke tilbudt lejlighed andre steder.

– Det er nemt og hurtigt at få en lejlighed i Tingbjerg. Det er sikkert derfor, her bor så mange indvandrere, siger hun.

Hvad tænker du, når politikerne taler om at rive boligblokke ned i et område som Tingbjerg?

– Hvad vil de så gøre med os? Tilbyder de også nye lejligheder, spørger Sadia Noreen.

Interviewene er lavet, inden regeringen offentliggjorde hele sit ghettoudspil.