Tidligere anbragte unge underviser fremtidens socialrådgivere

Det giver et andet blik på sagsbehandlingen og betydningen af inddragelse at høre tidligere anbragte unge fortælle om deres møde med socialrådgivere og systemet. Derfor er de med til at undervise studerende på socialrådgiveruddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Tidligere anbragte unge underviser fremtidens socialrådgivere

Fra venstre: Sophie Woode, Kimmie de Blanck, Helena Andersen, Fransiska Mannerup

Hvordan ville du have det med, at en vildt fremmed kommer ind på dit værelse, sætter sig på din sengekant og beder dig fortælle, hvordan du har det, mens dine plejeforældre lytter med på den anden side af døren?

Eller hvorfor bliver det et vendepunkt for en ung, der ikke vil møde op på kommunen, at hans socialrådgiver opsøger ham på Christiania og taler med ham, mens han sidder og ryger en joint?

Det er spørgsmål, socialrådgiverstuderende er blevet konfronteret med, når de i undervisningen har hørt og talt med tidligere anbragte unge om, hvordan de har oplevet mødet med systemet og sagsbehandlerne.

Stort fremmøde

Siden 2019 har tidligere anbragte unge været en del af undervisningen på Københavns Professionshøjskole (KP) på et valgmodul om udsatte børn og unge. Fremmødet til disse timer har været tårnhøjt og er blevet fremhævet i alle evalueringer af de studerende som noget af det bedste. Derfor har to af underviserne, adjunkt Louise Harkes og lektor Anne Homann Bjerregaard, arbejdet for at integrere tidligere anbragte unge fast i undervisningen – i første omgang som et projekt, de har søgt penge til og håber at få forankret som en del af uddannelsen.

– Som et led i min ph.d. om handleplaner for unge i udsatte positioner har jeg interviewet både unge og sagsbehandlere. Gennemgående for de unge var en oplevelse af ikke at føle sig set, hørt og inddraget. Og selv om det er dokumenteret i tidligere undersøgelser og forskning, blev det tydeligt for mig, hvor vigtigt det er at få ændret den praksis. For sagsbehandlerne oplever faktisk selv, at de inddrager de unge, så den diskrepans er jo interessant at se nærmere på, fortæller Louise Harkes.

Værdifuld erfaring

Hun valgte derfor sammen med sin kollega at starte et andet sted end ’bare’ at undervise teoretisk i inddragelse.

– Vi har været inspireret af, hvordan man i Norge med god erfaring arbejder for at sikre inddragelse af børn og unge, blandt andet ved at bruge tidligere anbragte i uddannelsessystemet. Og da vi tidligere på KP havde gjort forsøg på det i mini-skala, var det altid den undervisning, de studerende fremhævede i deres evaluering.

Så fremfor blot at videreformidle de unges erfaringer, valgte de to undervisere gennem et tæt samarbejde med De Anbragtes Vilkår (DAV), at bruge de unge herfra, der frivilligt meldte sig til at stille op i undervisningen, som ’co-teachers’ – en slags gæstelærere.

– På den måde oplever vi selv, at vi reelt og ikke bare symbolsk inddrager dem, når vi sam-underviser med de unge fra DAV i alle dele af forløbet. Der ligger en særlig signalværdi i, hvordan vi og de unge, trods forskellige positioner, er ligeværdige samarbejdspartnere, siger Louise Harkes.

Hun vurderer, at det også giver de studerende en værdifuld erfaring i at samarbejde med de unge.

– Det mindset, vi tilbyder i undervisningen, kan de også bruge som kommende socialrådgivere.

Stærke fortællinger

De tidligere anbragte unge har indgået i fem undervisningsgange om blandt andet relationer og netværk, vurderinger i børnesager og døgnanbringelser.

– Og det er meget bedre end, at vi som undervisere teoretiserer om for eksempel betydningen af inddragelse i relationer og netværk. Vi har fået de unges eget blik for, hvor meget deres netværk – også forældrene, meget mod den politiske diskurs pt. – betyder. De individuelle fortællinger er superstærke, siger Louise Harkes og fremhæver også, at de studerende har fået meget konkrete bud på, hvor betydningsfuldt det er at blive inddraget – og hvor forskelligt det opleves.

– De to eksempler med først sagsbehandleren, der kommer ind og sætter sig på den unges seng i plejefamilien – det er noget, de fleste af os ville opleve som grænseoverskridende. Og den unge fyr, der blev opsøgt på Christiania, omtalte sin sagsbehandler i rosende vendinger, fordi det viste ham, at hun virkelig ville ham.

’Win-win-win situation”

Udover at de studerende bliver gjort bekendt med de tidligere anbragtes personlige perspektiver på og erfaringer med blandt andet inddragelse, har de unge selv også givet udtryk for stort udbytte af at deltage i undervisningen, fortæller Louise Harkes.

– De vil gerne være med og melder sig selv til via foreningen DAV. Som undervisere lærer vi også en masse, så det er en win-win-win-situation. Vi er selvfølgelig meget opmærksomme på etikken – taler med de unge om, hvorvidt der er noget, de ikke vil fortælle, men også om at holde en respektfuld tone om både familierne og sagsbehandlerne, fordi oplevelserne kan være meget negative.

Hvilket udbytte vurderer du, at de studerende har af den undervisning?

– Vi ser et meget stort fremmøde – også på Zoom – og deltagelse i undervisningen, og det er jo en forudsætning for at lære. Det er også nemmere at huske, når vi kobler teori og praksis på den her måde. Det giver dem greb, de kan bruge i praksis, og indsigt i, hvordan sagsbehandleren tænker og agerer, for eksempel når de studerende ser en mail-korrespondance mellem en anbragt ung og en sagsbehandler. Den unge synes selv, at at hun skriver helt klart, hvad hun har brug for, men oplever, at sagsbehandleren ikke hører og handler på det i sit svar: ”Nu må jeg lige tale med psykologen og finde den bedst mulige foranstaltning til dig”. De bliver også berørt og ramt af de unges fortællinger og får lyst til at skabe en forandring. De er slet ikke færdige, når timen er omme, men går op til de unge og stiller flere spørgsmål, fortæller Louise Harkes.

Derfor håber hun og hendes kollega Anne Homann Bjerregaard, at de kan finde penge til at gøre projektet permanent og til at lønne de unge, der optræder som gæstelærere i undervisningen. Foreløbig er der kun midler indtil udgangen af efteråret.

– Vi vil gerne fremme co-teachingen med dem, så vi får de mange forskellige fortællinger og blikke på det sociale arbejde og dets betydning. Vi har brugt rigtig meget tid på at få det til at køre, men der prioriteres benhårdt økonomisk på skolerne, så der er ofte ikke ressourcer til at tage gæstelærere ind. Vi håber selvfølgelig, at vores gode evalueringer kan gøre en forskel.


5 grunde til at inddrage tidligere anbragte i undervisningen

  1. God respons fra de studerende i form af stort fremmøde og gode evalueringer.
  2. Kendte udfordringer i sagsbehandlingen med at inddrage børn og unge i deres sag, dokumenteret i flere undersøgelser (Børns Vilkår, 2017; Jensen, 2014; Moesby-Jensen & Nielsen; Helle Schjellerup, 2013; Nielsen S., 2015). Her har uddannelsen en særlig opgave i at klæde de kommende socialrådgivere på til at imødekomme samarbejdet med udsatte børn og unge.
  3. Relevant at lytte til dem, som har erfaringer inden for feltet, for at give kommende socialrådgivere de rette kompetencer til at samarbejde med udsatte børn og unge. De tidligere anbragte unge bidrager med nuancerede blikke på samarbejdet og med fortællinger, som gør indtryk i forhold til at kunne lære og huske værdier i arbejdet.
  4. Unge formidler viden om udsatte liv og om mødet med systemet på en levende og virkelighedsnær måde, som berører studerende og undervisere. Det bidrager med læring på en anden måde, end underviseroplæg og faglitteraturen kan præstere.
  5. Inddragelse af unge er politisk aktuelt. Der er fokus på at få indfanget og indarbejdet et indefra-perspektiv i myndighedsarbejdet, så de unge kan tage del i deres anbringelsesforløb.

Kilde: Louise Harkes og Anne Homann Bjerregaard, undervisere på socialrådgiveruddannelsen på Københavns Professionshøjskole


’Vi har mange sager, men den unge har kun én sagsbehandler’

Kimmie de Blanck, socialrådgiverstuderende, Københavns Professionshøjskole

– Det giver mig andre perspektiver på socialt arbejde at høre forskellige unge fortælle deres historie: At målgruppen er sammensat og forskellig, og at der er flere problemstillinger og oplevelser af, hvad de føler ville have været rigtigt for dem. Og betydningen af at blive bedre til at inddrage dem i deres egen sag, fordi det er det, de har udtrykt størst behov for.

– At få lov at møde dem og stille spørgsmål er en virkelig god måde at blive forberedt til praksis på. Jeg kan huske deres ansigter, de er ikke bare en statistik eller målgruppe, men rigtige mennesker med en historie og følelser, vi skal huske på at spørge ind til. Det kan godt blive glemt lidt i den teoretiske undervisning. De er jo eksperter i deres eget liv, som de har ret til indflydelse på, selv om jeg som socialrådgiver sidder i en myndigheds- og magtposition. Det skal jeg være opmærksom på.

– Jeg er også blevet udfordret i min forestilling om, hvad god sagsbehandling er – set med de unges øjne. At noget af det vigtigste, vi som socialrådgivere kan gøre, er at lytte. Jeg tænker også, at vi skal huske på, at vi har mange sager på bordet og kender vilkårene for arbejdet, mens den unge kun har én sagsbehandler, og mødet med os er overvældende og afgørende for dem.


’Inddragelse kan opfattes på mange måder’

Helena Andersen, socialrådgiverstuderende, Københavns Professionshøjskole

– For mig har det største været at høre nuancerne – at de unges historier er så individuelle. Det rykker ved den ellers noget kontrastfyldte for eller imod-holdning til anbringelser, der ofte er i debatten. I undervisningen har vi hørt, at der både er positive oplevelser ved at være anbragt – og at det kan være barskt og hårdt, at nogle ønsker kontakt med deres biologiske familie og andre ikke. Men også, at det for mange ikke har været en positiv oplevelse at møde systemet og socialrådgiverne.

– Det har været godt, at vores underviser har opfordret os at forholde os kritisk til og har faciliteret fælles refleksioner over de enkelte fortællinger, som kan være meget ensidige og hårde. Jeg forsøger ikke at vurdere, om de er sande eller falske, men prøver at forstå den unges perspektiv samtidig med, at jeg søger at se nuanceret på sagen ved at inddrage andre perspektiver.

– Vi har set, at inddragelse kan opfattes på mange måder, og at den unge kan føle sig ekskluderet fra sit sagsforløb, selv om socialrådgiveren selv synes, at han eller hun er inddragende. Jeg tænker, at gennemsigtigheden i sagsbehandlingen er vigtig – at jeg som socialrådgiver skal gøre tydeligt, hvad den unge kan og ikke kan få indflydelse på i sin sag og give plads til en snak om det. Og så huske på, at barnet eller den unge kan opleve processen som meget kaotisk og overvældende – meget mere end jeg måske gør.


’Jeg håber, at vi som tidligere anbragte er et sted i deres baghoved’

Fransiska Mannerup, bachelor i kommunikation og socialvidenskab og tidligere anbragt

– Jeg var anbragt, fra jeg var 2 til 19 år og var i efterværn, indtil jeg var 24 år. Jeg har været på akutbørnehjem, boet i plejefamilier og været fire år på kostskole. Jeg har i høj grad ikke følt mig hørt og inddraget – synes, at beslutningerne blev taget hen over hovedet på mig, for eksempel om samvær med mine forældre og søskende – et samvær, som jeg ikke ønskede. Og socialrådgiveren var ikke var en, jeg kunne betro mig til, men en, som mæglede mellem parterne.

– For mig giver det meget at fortælle om mine erfaringer. Både at blive bedre til min egen formidling og at give kommende socialrådgivere mulighed for at høre historien fra en, som er kommet ud på den gode side, men stadig kan se perspektivet i at bruge de negative erfaringer i professionen for at gøre den bedre. Det gør mig glad, når de siger, at ”sådan en, som du har haft på besøg, vil jeg ikke være”.

– Jeg håber i hvert fald, at vi som tidligere anbragte er et sted i deres baghoved, at de ved, hvor stor indflydelse de får på vores liv – det er essentielt. For det kan godt være, at de skal kunne alle servicelovens paragraffer, men de skal også huske at være et menneske.


’En katastrofe at opholdssted lå 125 kilometer væk fra min skole’

Sophie Woode, Uddannet socialrådgiver og tidligere anbragt

– Jeg var anbragt, fra jeg var 13 til 17 år, både på døgninstitution, opholdssted og i aflastning. Jeg ville sindssygt gerne hjem til min mor og bo igen, så jeg havde hårde forhandlinger med min sagsbehandler, indtil det lykkedes. Jeg kan se i dag, hvor dygtig i skolen og veltilpasset jeg var som barn. Det camouflerede mine problemer, selv om jeg havde det rigtig dårligt derhjemme. Skolen var mit fristed, mit helle, så derfor var det en katastrofe, da sagsbehandleren fandt et opholdssted 125 kilometer væk. Jeg fik oplevelsen af, at hun slet ikke lyttede til mig og ikke anede, hvem jeg var.

– Det gav mig stor indsigt at tage socialrådgiveruddannelsen. Derfor vil jeg rigtig gerne fortælle de studerende om mine erfaringer og sårbarheden set med barnets øjne. Det tror jeg på, at man husker, når man selv sidder derude, og det styrker opmærksomheden på området og børnene.

– Jeg er ikke ude for at sige, at alle socialrådgivere er dårlige til deres job, for jeg har dyb respekt for professionen og for alt det, den skal kunne rumme – men for at vise mit perspektiv og min sandhed. For selv om min sagsbehandler havde gode intentioner, var der ingen gennemsigtighed, inddragelse eller oplysning om mine rettigheder, for eksempel til en bisidder.


Sådan gør de i Norge

Udviklingsprojektet Mitt Liv Utdanning i Norge arbejder på at styrke børns velfærd ved at udvikle uddannelserne, så de studerende får en forståelse for børn og unge som vigtige samarbejdspartnere – ved at bruge deres erfaringer i undervisningen. De unge beskriver, hvad der hjælper og ikke hjælper – og hvad der er og ikke er værdigt. De deler tanker om, hvad en god professionel voksen er i deres øjne. Og deres erfaringer bruges som grundlag for godt fagligt arbejde.

Forandringsfabrikken i Norge er et videncenter, der arbejder for at forbedre skole- og hjælpesystemer for børn. Udgangspunktet her er også, at alle børn har vigtig viden om de systemer, de er en del af. Den viden skal bruges, så børn og unge oplever skole- og hjælpesystemer som sikre, nyttige og samarbejdende. Derfor indgår børn og unge – såkaldte ’proffer’ – fra Forandringsfabrikken i forskellige socialfaglige sammenhænge i blandt andet kommuner, skoler, daginstitutioner, psykiatri og uddannelsesinstitutioner, hvor deres viden og erfaringer tages alvorligt og inddrages.

Kilde: Barnas Barnevern. Trygt, nyttig og samarbeidende for barn. Universitetsforlaget, 2018 og forandringsfabrikken.no