Tavshedens kultur: Hver anden socialrådgiver savner åbenhed om kritisable forhold

Lidt over halvdelen af socialrådgiverne oplever ofte eller indimellem kritisable forhold i forbindelse med jobbet, som de mener burde debatteres bredere og mere åbent på arbejdspladsen. Det viser en ny rundspørge, som Dansk Socialrådgiverforening har foretaget blandt medlemmerne.

9 ud af 10 af socialrådgiverne gør opmærksom på de kritisable forhold, for eksempel til deres leder eller tillidsrepræsentant, men kun 11 procent har oplevet, at det kritisable forhold blev stoppet. Og 14 procent har oplevet, at det fik negative konsekvenser for dem, at de ytrede sig.

Langt størstedelen af de socialrådgivere, der har svaret på rundspørgen, arbejder i en kommune. Deres svar bekræfter Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening, i at der er et problem med kulturen på mange kommunale arbejdspladser.

– Det er i sig selv foruroligende, at hver anden socialrådgiver oplever kritisable forhold på deres arbejdsplads, men det er helt uacceptabelt, at man ikke kan tale åbent om problemerne, så de kan blive løst, siger han.

En reel frygt

Mens stort set alle socialrådgivere gør opmærksom på de kritisable forhold internt på arbejdspladsen, er det kun 1 ud af 10, der vælger at ytre sig offentligt om forholdene. Dette på trods af, at mere end hver tredje socialrådgiver ofte eller indimellem oplever kritisable forhold, som de mener, offentligheden burde få kendskab til. Af dem forklarer 28 procent, at de er bekymrede for negative konsekvenser, hvis de udtaler sig offentligt.

Fagbladet Socialrådgiveren har bedt Pernille Boye Koch, cand.jur., ph.d. og forskningschef ved Institut for Menneskerettigheder, om at vurdere resultaterne af rundspørgen. Rundspørgen bekræfter hende i billedet fra mange andre undersøgelser fra faglige organisationer: Frygten for negative konsekvenser får offentligt ansatte til at udøve selvcensur.

– Selv om offentligt ansatte har en udstrakt grad af ytringsfrihed, fordi det er vigtigt for den demokratiske debat, for vores samfund og for beslutningstagerne, at offentligt ansatte ytrer sig om problematiske forhold, så bekræfter rundspørgen, at de er tilbageholdende, fordi de frygter for konsekvenserne, siger Pernille Boye Koch.

– Samtidig må man sige, at de mange sager, som Ombudsmanden har behandlet igennem årene, viser, at det ikke bare er noget, de ansatte har oppe i deres hoveder. Det er en reel frygt, for der er mange eksempler på, at det har fået negative konsekvenser at ytre sig.

Det er et udtryk for en kultur, hvor mange arbejdsgivere overfortolker loyalitetspligten.

– Medarbejdere må gerne fortælle om pressede fødeafdelinger, problemer med hjemmehjælpens kvalitet eller ventelister på botilbud. Det er ikke illoyalt. Alligevel ser vi eksempler på både indkaldelse til tjenstlige samtaler eller deciderede afskedigelser efter lovlige ytringer, men det kan også være mere diffuse reaktioner, hvor man bliver upopulær hos ledelsen, bliver frataget arbejdsopgaver eller bare bliver opfattet som besværlig, forklarer Pernille Boye Koch.

Intet vidundermiddel

I rundspørgen er der eksempler på socialrådgivere, der har både positive erfaringer med at ytre sig, som ”der er en lydhørhed og en respekt om, at jeg gør opmærksom på kritisable forhold”, og negative erfaringer som ”kørt ud på et sidespor”, ”tjenstlige samtaler”, ”afskedigelse” og ”jeg har fået lukket munden”.

Hvad den kultur skyldes, har Pernille Boye Koch svært ved at give et enkelt svar på. En offentlig sektor under pres og et stort fokus på omdømme kan være nogle af årsagerne.

– Mange ledere står i et krydspres, hvor presset på ressourcer giver nogle kritisable forhold, som lederne har svært ved at ændre på. Så kritik fra medarbejdere fører blot afmagt med sig, og det er langt nemmere, hvis medarbejderne holder mund.

– Samtidig lever vi i en konkurrencestat, hvor de offentlige myndigheder og konkrete institutioner er meget optagede af deres omdømme, og så vil man måske gerne undertrykke kritiske historier, som opfattes som skadelige for omdømmet, siger hun.

Fra d. 17. december skal offentlige og private organisationer og virksomheder med mere end 249 ansatte have etableret en whistleblowerordning.

Men Pernille Boye Koch tvivler på, at det er løsningen på alle udfordringerne omkring ytringsfrihed.

– Whistleblowerordninger er ikke et vidundermiddel, og dybest set er de jo en sidste udvej – et udtryk for, at medarbejderne ikke kan – eller ikke tror de kan – trænge igennem på andre måder. I nogle situationer kan de være en god løsning, fordi det er den eneste måde, man kan få nogle ting frem på, men et vidundermiddel er de ikke.

Pernille Boye Koch så langt hellere, at der blev arbejdet med kulturen på arbejdspladserne.

– Man skal arbejde meget mere med at få lederne til at indse, at det kan være gavnligt med et miljø, der hilser kritik velkomment, og at det på den lange bane kan være i institutionens interesse, at der er åbenhed over for kritik – også offentligt. Det kan være ubehageligt på den korte bane, men på den lange bane kan man også undgå nogle rigtig dårlige sager, siger hun.

Vi har ytringspligt

En af de socialrådgivere, der har svaret på rundspørgen, er Anne-Marie Valbak, seniorkonsulent i Psykiatrien i Region Syddanmark og med 37 års erfaring fra psykiatrien som både menig socialrådgiver og leder af Psykiatrisk Informationscenter i Region Syddanmark.

Hun har ytret sig om både psykisk og fysisk arbejdsmiljø, om tab af specialtilbud med nedlæggelse af amterne, om nedværdigende behandling, omsorgssvigt og sagt til, når hun har kunnet se, at omstændigheder i organisationen – som manglende ressourcer – gjorde medarbejderne stressede med risiko for usunde overlevelsesstrategier.

– Dybest set er det unaturligt for mennesker at se andre mennesker lide hver dag, som vi gør i psykiatrien, og vi skal kunne tale åbent og kritisk om tingene. Ellers kan hverdagen ende i forråelse. For de typiske overlevelsesstrategier er, at man enten ser overoptimistisk på sin hverdag og ser til, eller at man bliver afstumpet i sin måde at agere på, siger Anne-Marie Valbak.

Hun har ytret sig både på skrift og i tale, men stort set altid direkte til sine kollegaer eller nærmeste chef. Nogle gange også til politikerne. Det har givet hende både anerkendelse, en følelse af at blive set skævt til og dårlig nattesøvn.

– Når man ytrer sig, kan man også få skrammer, men min erfaring er, at hvis du er i stand til at argumentere og har tålmodighed, sker der oftest noget på den lange bane. Andre gange sker der ingen ændringer, fortæller hun.

I hendes optik har offentligt ansatte ikke blot ytringsfrihed, men ytringspligt, hvis de oplever kritisable eller ulovlige forhold.

– Jeg vil nødig fremstå bedrevidende, og jeg ved også godt, at alle ikke magter det, men jeg mener faktisk, at vi har pligt til at ytre os og tale om kritisable forhold. Arbejde med evnen til at tage ting i tide og tale om tingene, selvom det er svært.

Ifølge Pernille Boye Koch har man ikke rent juridisk en sådan ytringspligt, men hun er enig med Anne-Marie Valbak i, at det er vigtigt, at de offentligt ansatte tør ytre sig.

– Her kan medarbejderne med fordel tænke mere kollektivt; hvordan kan vi i fællesskab ytre os. For jo flere man er, jo mindre er sandsynligheden for, at man kan ramme den enkelte med negative sanktioner, siger Pernille Boye Koch.

Brug for lov

Skal man for alvor ændre på tingenes tilstand, mener Pernille Boye Koch også, det er på tide at få skrevet reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed ind i en egentlig lov.

– Rent juridisk har offentligt ansatte en udstrakt grad af ytringsfrihed, men det står ikke i en lov. Det vil have en stor symbolsk – og dermed praktisk – betydning, at man også som ledelse kan gå ind og blive husket på de ansattes ytringsfrihed.

– Dermed ville Folketinget også signalere vigtigheden af, at de offentligt ansatte kan og tør ytre sig uden at blive udsat for sanktioner. Det vil samtidig skubbe på den nødvendige kulturændring.

– Det er også værd at diskutere, om man burde skride mere ind over for de ledere, der gentagne gange ikke kan finde ud af at give medarbejderne ytringsfrihed. De ledere, der skaber en arbejdspladskultur, der konsekvent sanktionerer eller ser skævt til lovlige ytringer, dem skal vi have gjort op med, mener Pernille Boye Koch.

Selvom Mads Bilstrup hilser den nye lov om whistleblowerordniger velkommen, er han enig med Pernille Boye Koch i, at den ikke kan stå alene, og at der er brug for grundlæggende ændringer i synet på socialrådgivernes ytringsfrihed.

– Problemerne opstår jo ikke i den enkelte afdeling, men længere oppe i systemet. Vi kan se i rundspørgen, at de socialrådgivere, der arbejder som ledere, også oplever kritisable forhold. Men det er svært for dem at få gjort op med det, selvom de også tager problemerne op med deres ledere, siger Mads Bilstrup.

Derfor må politikerne på banen med lovgivning, der også i praksis sikrer de offentligt ansattes ytringsfrihed og beskytter de medarbejdere, der bruger deres ytringsfrihed, både internt på arbejdspladsen og i offentligheden.

– Og så vil jeg opfordre alle socialrådgivere, der oplever kritisable forhold, til at gå til deres tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant. Hvis vi som kollegaer går sammen om at gøre opmærksom på forholdene, så har vi både større sandsynlighed for at komme igennem med det, og vi er bedre beskyttede, siger Mads Bilstrup.

---

Bag om historien
Langt de fleste socialrådgivere vil møde en whistleblowerordning i løbet af december, eller når de møder på job efter juleferien. Fra den 17. december bliver whistleblowerordninger nemlig lovpligtige for alle organisationer og virksomheder med mere end 249 ansatte.

I den forbindelse har Dansk Socialrådgiverforening lavet en rundspørge blandt 1404 medlemmer, der kortlægger, hvordan det står til med socialrådgivernes ytringsfrihed og muligheden for at tale åbent om kritisable forhold på arbejdspladserne.

Den viser, at hver anden socialrådgiver oplever kritisable forhold på jobbet, som efter deres opfattelse burde debatteres mere åbent på arbejdspladsen.

---

Om undersøgelsen
Rundspørgen om socialrådgivernes ytringsfrihed er sendt ud til alle medlemmer af Dansk Socialrådgiverforening, som er i arbejde. 1404 socialrådgivere har gennemført undersøgelsen. Af dem arbejder 1269 på en kommunal arbejdsplads, og de fordeler sig nogenlunde ligeligt geografisk.

---

KL: Ingen problemer

Fagbladet Socialrådgiveren har bedt Kommunernes Landsforening (KL) forholde sig til rundspørgen blandt socialrådgiverne og til den kultur, der gør, at mange ansatte ikke tør ytre sig om kritisable forhold.

I et skriftligt svar fra Kristian Heunicke, direktør i KL, lyder det:

– Reglerne på området er meget klare: Alle offentligt ansatte, herunder socialrådgivere, har ret til at ytre sig om emner, der vedrører deres eget arbejdsområde – også når deres synspunkter og meninger er kritiske. KL mener, at det er vigtigt, at kommunalt ansatte deltager i samfundsdebatten – både nationalt og i kommunerne. Det er da også vores indtryk, at mange offentligt ansatte deltager i den offentlige debat.

– KL kan ikke genkende, at der skulle herske en kultur på de kommunale arbejdspladser, hvor der ikke er en åbenhed for at drøfte eventuelle kritiske forhold. Vi bemærker i øvrigt, at de nye regler om whistleblowere giver medarbejderne en yderligere mulighed for at fremsætte kritik af forhold på deres arbejdsplads.

---

Læs guiden ’Sådan bruger du din ytringsfrihed’ i Socialrådgiveren nr. 3/21