Tæt på Barnet: Kommuner skal have pligt til at oprette døgnåben indgang for børn
I blot 11 ud af 98 kommuner kan børn henvende sig direkte til en social døgnvagt, hvor de får kontakt til en relevant fagperson. I de fleste kommuner skal børnene uden for normal åbningstid kontakte politiet for at få akut hjælp. DS foreslår, at alle kommuner skal have pligt til at oprette en ”Børnenes indgang”.
Når Anton på 11 er stukket af hjemmefra efter et voldsomt skænderi med sin far, skal han vide, at han kan få hjælp her og nu. Han skal vide, hvor han finder hjælpen, og at han kan få den på sine egne præmisser. En optælling fra Dansk Socialrådgiverforening viser, at i mange kommuner er det svært for børn at vide, hvor de skal henvende sig for at få hjælp, og kun et fåtal har en social døgnvagt, som børn kan henvende sig direkte til direkte uden for normal åbningstid. De fleste steder skal de kontakte politiet, hvilket kan afholde mange børn fra at søge hjælp.
Tryg adgang til hjælp
Derfor foreslår Dansk Socialrådgiverforening, at alle kommuner skal have pligt til at oprette en ”Børnenes indgang”, som skal sikre, at flere børn ved, hvor de kan få hjælp, at de tør søge den, og at der skabes sammenhæng mellem den første kontakt og det offentliges muligheder for at hjælpe sårbare børn.
– Vi svigter som samfund vores ansvar over for sårbare børn, når vi ikke tilbyder børnene en synlig, enkel og tryg adgang til hjælp fra en børnefaglig voksen døgnet rundt. Derfor skal kommunerne forpligtes til at oprette ”Børnenes indgang” – en døgnåben og uformel indgang for alle børn, der har behov for hjælp. Her kan de få rådgivning fra en socialrådgiver eller en anden fagperson i børnehøjde, både ved fremmøde, over telefonen, via sociale medier eller chat over nettet. Børnene kan være anonyme, hvis de ønsker det, fortæller næstformand Ditte Brøndum.
Forslaget om ”Børnenes indgang” indgår også i DS’ udspil ”Tæt på Barnet”.