Skal socialrådgivere autoriseres?

“Jeg laver flere fejl, fordi jeg skal nå for meget på for kort tid. Det tager så længere tid at rette op på fejlene, men det kan også sætte borgerens retssikkerhed over styr. Nogle gange bliver jeg også nødt til at gå meget med kompromis på min faglighed på grund af tidspres og for mange opgaver.”

Sådan lyder en af de mange beskrivelser af socialrådgivernes arbejdsliv, som Dansk Socialrådgiverforening har modtaget i forbindelse med arbejdsmiljøkampagnen’Tid til socialt arbejde’. Flere beretter om, hvordan faglig stolthed bliver overskygget af dårlig samvittighed, når de ikke kan udføre deres arbejde ordentligt.

Det er blandt andet derfor, at DS nu tager debatten om autorisation op. Skal socialrådgivere autoriseres? Vil det styrke socialrådgivernes omdømme og borgernes tillid til socialrådgivere? Vil socialrådgiverne med en autorisation i hånden lettere få adgang til efteruddannelse og supervision? Og hvad med det personlige ansvar for opgaveløsningen, som følger med en autorisation? Det er nogle af de spørgsmål, som er kastet op i luften i forbindelse med, at Dansk Socialrådgiverforenings hovedbestyrelse ønsker at kortlægge styrker og begrænsninger ved autorisation – og har åbnet for en medlemsdebat om spørgsmålet.

Startskuddet til debatten om autorisation eller anden lovregulering af socialrådgiverfaget, lød under coronakrisen, hvor en række planlagte medlemsarrangementer blev erstattet af webinarer. Indtil videre har medlemmer lyttet til oplæg fra Dansk Socialrådgiverforenings næstformand, Ditte Brøndum, og hinandens argumenter for og imod autorisation.

Men hvorfor er det netop nu, at socialrådgiverne skal debattere, om faget skal autoriseres?

– Som socialrådgivere har vi så mange håb og drømme for det sociale arbejde. Vi har lyst til at gå ud og sige: Jeg er socialrådgiver, og jeg gør alt, hvad jeg kan for, at borgerne kan få en ordentlig indsats. Vi vil gerne flage vores faglighed, men det er ikke altid muligt, siger Ditte Brøndum.

Faget skal fremtidssikres

Hun henviser til socialrådgivernes mange beretninger i forbindelse med arbejdsmiljøkampagnen ”Tid til socialt arbejde”, hvor socialrådgivere underrettede om deres hverdag, som alt for ofte er præget af permanent dårlig samvittighed over ikke at kunne udføre arbejdet godt nok.

– Vi skal fremtidssikre faget. Blandt andet som en konsekvens af det store arbejdspres og dårlige rammer for socialt arbejde, har vi som socialrådgivere udfordringer med vores omdømme. Og det dårlige omdømme smitter desværre også af på os som socialrådgivere og vores faglige stolthed. Følelsen af ikke altid at kunne gøre arbejdet godt nok slider på socialrådgiverne. Den situation understreger, at vi skal finde en måde at styrke vores faglige stolthed på, og her kunne en autorisation af faget være en af mulighederne, pointerer Ditte Brøndum fra sit kontor på Toldbodgade i København.

Skarp på faglighed

I Danmark er det blandt andet faggrupper, der arbejder indenfor sundhed, behandling og retsvæsen, som har en form for autorisation. Det gælder eksempelvis sygeplejersker, psykologer, SOSU-assistenter og advokater. I modsætning til Danmark, så er der 24 europæiske lande, hvor socialrådgiverfaget eller dele af det har en eller anden form for autorisation. I Sverige har sundhedssocialrådgiverne netop fået autorisation efter at have kæmpet for det i 10 år (Se kort side 24).

Ditte Brøndum understreger, at debatten først og fremmest skal tages, fordi socialrådgiverne selv ønsker det og kan se nogle perspektiver i en eller anden form for autorisation. Når det er sagt, så er det ingen hemmelighed, at kritik af socialrådgivere jævnligt trækker overskrifter i medierne enten på baggrund af enkeltsager eller praksisundersøgelser, som viser, at der begås fejl i det sociale arbejde. Fejl, som ofte viser sig at være procesfejl, hvor det administrative arbejde i form af journalskrivning, nedskrivning af handleplaner og overholdelse af tidsfrister skrider som følge af et for stort arbejdspres og akutte sager, som der skal handles på her og nu. Eller fejl, som opstår på baggrund af et pres om at vælge discountløsninger af hensyn til kommunekassen.

Derfor er det ifølge Ditte Brøndum også et håb, at en autorisation vil være med til at sætte fokus på vilkår og rammer for det sociale arbejde.

– Vi har udfordringer med vores omdømme, vi ligger ikke særlig godt, når man spørger danskerne om, hvordan de vurderer socialrådgivernes troværdighed, siger hun med en henvisning til den såkaldte troværdighedsundersøgelse, der hvert år rater forskellige faggruppers troværdighed. I 2019 landede socialrådgiverne på en 20. plads ud af 26 pladser. Jordemødre og sygeplejersker indtog henholdsvis 1.- og 2. pladsen.

– Det er problematisk, for socialrådgivere starter en karriere, fordi de gerne vil gøre en forskel for andre mennesker. Det kræver rigtig meget af rammer og vilkår. Og ofte ved vi ikke, hvem der reelt laver det sociale arbejde ude på arbejdspladserne. Vi ved for eksempel, at rigtig mange medarbejdere på jobcentrene ikke er socialfagligt uddannet. Flertallet er alt fra kontoruddannede til frisører og tømrere. Men trods arbejde med tung og kompleks lovgivning er der ingen formelle krav om efteruddannelse.

Stærkere position

Og ud over borgernes kritik af socialrådgivernes arbejde, så er det også andre aktører på det sociale område, som jævnligt kommer med holdninger til faget. En af dem er Børns Vilkår.

– Vi ved, at Børns Vilkår ønsker, at børnesamtalen certificeres, og det begynder jo at lugte lidt af autorisation: Du får lov til at lave et stykke arbejde, hvis du er særligt kvalificeret til det. Børneområdet fylder i det hele taget meget i den politiske debat, hvilket blandt andet statsministerens meget omtalte nytårstale vidner om, lige som vi også ved, at der er en ny Barnets lov på vej. Og der er også nogle, som har et stærkt ønske om, at vi skal have autorisation på hele børneområdet. Det ønske prøver vi pt. at løfte på anden vis med et forslag om, at når man som socialrådgiver har været ansat på børneområdet i to år, så har man krav på en børnediplomuddannelse. Og her kunne fordelen ved en autorisationsordning være, at man har ret til efteruddannelse, så det ikke er noget, man skal rafle om ude på den enkelte arbejdsplads. Generelt er det en udfordring, at socialrådgivere efterhånden ikke tager særlig meget efteruddannelse på trods af, at områderne lovgivningsmæssigt bliver mere og mere komplekse og på trods af, at der forventes mere og mere af socialrådgiverne, lyder det fra Ditte Brøndum.

Socialrådgivernes næstformand nævner endnu et argument for autorisation: Sygeplejerskerne har med henvisning til deres autorisation argumenteret for, at de sygeplejestuderende skal have deres fulde praktik for at leve op til autorisationskravene – og hvis de ikke har kunnet tage deres praktik på grund af corona, så skal de fuldføre praktikken efterfølgende.

– Det krav har vi ikke kunnet komme igennem med, så de socialrådgiverstuderende, som var i praktik under coronakrisen, har ikke krav på erstatningspraktik. Så på en række områder ser det ud til, at man står stærkere, når faget er lovreguleret via autorisation.

Frygt for personligt ansvar

Under de afholdte webinarer om autorisation har nogle af medlemmerne problematiseret, at når der følger et større personligt ansvar med autorisation, så vil en række af de strukturelle problemer blive individualiseret, og at der dermed er en risiko for, at man mister sin autorisation, hvis der er fejl i sagsbehandlingen.

Ditte Brøndum mener på baggrund af oplysninger fra andre organisationer, at det er en situation, som vil opstå yderst sjældent.

– Vi har prøvet at dykke ned i tal fra andre organisationer, og det lader til, at man i det store hele kun mister sin autorisation, hvis man har meget store personlige udfordringer. Det kan være misbrug eller psykisk lidelse, som gør, at man ikke kan varetage et arbejdsområde. Typisk vil det være sådan, at man først kommer under skærpet tilsyn, og man kan også få sin autorisation tilbage igen. Det er i hvert fald nogle forhold, som gør, at jeg tør kaste mig ud i debatten om autorisation, for det ser faktisk ikke ud til, at det er særlig mange, som ender med at få frataget deres autorisation, siger Ditte Brøndum og fortsætter:

– Det er klart, at det er noget, vi skal være rigtige nysgerrige på, hvis vi kommer så langt. Vi skal kæmpe for, at det er nogle ordentlige kriterier, den enkelte socialrådgiver bedømmes ud fra. Der er rigtig mange af de problemer, som vi ser på socialrådgiverarbejdspladser, som ikke handler om individuelle forhold. Så det er klart, at det skal en autorisationsmodel tage højde for.

Oplæring til nye områder

At man som socialrådgiver vil blive mindre fleksibel i forhold til at kunne varetage job på forskellige felter inden for faget, er en anden bekymring blandt medlemmerne.

– En ordentlig oplæring skal være en del af autorisationsmodellen – noget vi allerede kræver i dag, og det er vi nødt til at holde fast i. For selv om vi kæmper for en bedre grunduddannelse på alle mulige måder, får vi aldrig en grunduddannelse, der kan nå i dybden med alle specialeområder inden for faget. Jeg tror, at det bliver en forudsætning for, at vi kan fremstå så fagligt stærke som muligt, at oplæringen bliver bedre. Og så er det klart, at man skal have yderligere oplæring, hvis man skifter specialeområde, forklarer Ditte Brøndum.

Afhængigt af hvilken form for autorisation, der kommer i spil, er der også medlemmer, som mener, at der er risiko for, at muligheden for autorisation vil opdele socialrådgiverne i et A- og et B-hold. Hertil siger Ditte Brøndum:

– Det kommer helt an på, hvordan man gør. Sygeplejerskerne har jo en autorisation, som gælder alle sygeplejersker, da de bliver autoriserede i kraft af deres grunduddannelse, så for dem er der ikke tale om et A- og et B-hold. Men det er klart, at der er nogle modeller, der kan skabe A- og B- hold, og især hvis det bliver frit valg fra arbejdsgiveren, om man skal have autorisation eller ej. Og det skal vi kæmpe imod.

Ingen favoritmodel

Ditte Brøndum understreger, at hun ikke kan pege på den autorisationsmodel, som er mest oplagt for socialrådgiverne – af den simple grund, at hun på nuværende tidspunkt ikke ved det.

– På både børneområdet og beskæftigelsesområdet er det som nævnt oplagt at kigge nærmere på, hvordan vi kan styrke omdømmet og borgernes tillid, og på sundhedsområdet efterlyser nogle socialrådgivere autorisation af andre grunde. De ønsker med certificering og titel som sundhedssocialrådgiver at cementere socialrådgivernes berettigelse i sundhedsvæsenet. Så allerede her har vi tre forskellige områder, hvor der kan være forskellige bevæggrunde til at ønske sig autorisation. Det er meget komplekst, og det er ikke nødvendigvis givet, at one-size-fits-all. Altså at én bestemt autorisationsmodel kan tilgodese alle vores medlemmer.

– Jeg synes, at det bliver interessant der, hvor autorisationsmodeller stiller krav om efteruddannelse, eller hvor det ligger implicit, at man får rigtig meget supervision for at blive dygtig til det, man laver. Det er sådan nogle ting, der gør det spændende. Hvis man skal lade sig inspirere af andre autorisationsordninger, så har psykologerne eksempelvis i deres model fokus på en oplæringsperiode, hvor man skal have supervision på meget af det arbejde, man laver.

Lang vej til autorisation

Erfaringer fra andre faggrupper viser, at vejen til autorisation kan være lang. Og Ditte Brøndum ved godt, at det er ét skridt ad gangen.

– En ting er, hvis DS beslutter sig for autorisation – en anden ting er, at det også skal vedtages politisk. Så det er ikke noget, som DS bare kan beslutte, forklarer Ditte Brøndum.

Men hvad så, hvis det ender med at blive et skridt frem og to tilbage – vil det være et nederlag, hvis det ikke ender med en eller anden form for autorisation?

– Nej, det vil det ikke. Vi kommer under alle omstændigheder styrket ud på den anden side med nye ideer til, hvordan vi styrker faget, og resultatet af medlemsdebatten kan jo også blive, at vi ikke vil søge om autorisation. Alt står åbent, men uanset, hvor vi lander, glæder jeg mig til en proces, hvor vi nørder igennem og stiller skarpt på vores faglighed. Det er det vigtigste.

Medlemsdebatten fortsætter frem mod Dansk Socialrådgiverforenings repræsentantskabsmøde i november, hvor repræsentantskabet udstikker retningen for den videre debat om autorisation frem mod 2022.

---

Bag om historien
Dansk Socialrådgiverforenings hovedbestyrelse har besluttet, at medlemmerne skal inddrages i en debat om autorisation af socialrådgiverfaget. Der har allerede været holdt en række webinarer om temaet.

Debatten fortsætter med blandt andet medlems­møder frem mod DS’ repræsentantskabsmøde i november, hvor repræsentantskabet udstikker kursen for den videre debat om autorisation frem mod 2022.

---

Fyraftensmøder om autorisation
Dansk Socialrådgiverforening holder i september tre fyraftensmøder om autorisation, hvor næstformand Ditte Brøndum på vegne af hovedbestyrelsen lægger op til debat om muligheder og begrænsninger ved forskellige autorisationsmodeller.
Tilmelding på socialraadgiverne.dk/arrangementer