Autorisation: Er det en god idé at autorisere socialrådgiverfaget?

Vi har spurgt fire socialrådgivere og to fra socialrådgiveruddannelsen, hvad de tænker om at arbejde hen imod en autorisering af faget.

Vigtigt at sætte ord på vores faglighed

Signe Færch, Socialrådgiver, Børneteamet, Gentofte Kommune, medlem af DS’ hovedbestyrelse

– Vi skal tænke autorisation som et redskab til at sikre faglig udvikling og mere efteruddannelse. Og som et redskab til at højne både vores faglige stolthed, men også anseelsen af faget. Hvis vi går offensivt ind i det, som dem, der kræver højere faglighed, så tror jeg, at der kan komme nogle vigtige debatter ud af det.

– Det er vigtigt, at vi får sat ord på, hvad den gode socialfaglighed er. Eksempelvis kræver det en særlig faglighed at tale med og inddrage børn. En faglighed, som man ikke får i tilstrækkelig grad på grunduddannelsen. Så jeg synes, at ideen om, at man efter to år på børneområdet har ret og pligt til noget meruddannelse for at blive autoriseret, lyder spændende. Det kunne også være en måde at gøre børnemyndighedsområdet – og andre områder – mere attraktive.


Vi skal bedømmes på journalen

Henrik Mathiasen, Socialrådgiver, Døgncentret, Aarhus Kommune, medlem af DS’ hovedbestyrelse

– Det er en god idé at autorisere faget, hvis det bliver en autorisationsmodel, hvor opkvalificering bliver en betingelse for at få autorisation. Opkvalificeringen kan bestå af arbejdserfaring, erfaring fra forskellige områder, teoretisk efteruddannelse, supervision og andet. Det er både godt for os som faggruppe, men det er også en garanti for borgerne, da man vel alt andet lige må forudsætte, at jo dygtigere man er, jo færre fejl laver man.

– Man må forvente et nævn af en slags, hvor man kan klage over autoriserede socialrådgivere. Og det er vigtigt at definere, hvad man skal bedømmes på. Mit bud er: Journalen. Og nævnet skal ikke erstatte ankesystemet. Der skal stadig kunne ankes, lige som borgeren stadig skal kunne henvende sig til kommunen og sige: ”Jeg kan ikke samarbejde med min socialrådgiver”. Men det er ikke dét, der skal bedømmes på i autorisationsnævnet. Det er, om den enkelte udfører sit arbejde fagligt tilfredsstillende.


Blåstempling af indsats på sygehuse

Bettina Skovmand, Ledende socialrådgiver, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Region Hovedstaden

– En autorisation af faget vil være vejen til en mere tydelig profil for sundhedssocialrådgiverne. Det vil være en blåstempling af vores indsats på sundhedsområdet, og det vil være med til at cementere vores berettigelse i sundhedsvæsenet. Man vil kunne arbejde mere målrettet med kompetenceudvikling og præcisering af stillingsbeskrivelser.

– I forhold til patientrettigheder, så vil en autorisering af sundhedssocialrådgiverne åbne mulighed for, at patienterne vil kunne klage direkte over sundhedssocialrådgiverne via de klageveje, der er, når der indgives klager over behandling i sundhedsvæsenet. Det giver en sikkerhed for patienterne. Som det er nu, vil patienterne ikke kunne klage via de almindelige klageveje, hvis eksempelvis en underretning ikke også er underskrevet af sundhedsfagligt personale.


Ingen fordel for socialrådgivere

Kristoffer Thorn Poulsen, Lektor, UC SYD socialrådgiveruddannelsen, bestyrelsesmedlem i DS-Region Syd

– Hvem kommer til at bestemmer over en autorisation på socialområdet? Kommunernes Landsforening vil have stor interesse i det, derfor er det naivt at tro, at DS kan bestemme. Hvis inspirationen til en autorisation findes på sundhedsområdet, er der tre forhold jeg er bekymret for. Delegation – man kan skrive en instruks, og delegere kompetencen til en kollega, der ikke har autorisation. Denne kollega udfører nu opgaven – men på din autorisation. Dvs. at du har ansvar for det arbejde, der bliver udført.

– Risiko for ansvarsglidning – rammerne ændrer sig ikke. Der vil stadig være situationer, hvor der mangler ressourcer til den mest optimale handlen. Men nu er det ikke længere din ledelses ansvar. Når sagen ruller, er det dig, der bliver holdt personligt ansvarlig.
Flere retningslinjer og instrukser vil være nødvendige, for at kunne delegere kompetence og sikre sig mod procedurefejl. Dermed vil vi se en øget manualisering af det sociale arbejde.


Mit fags etik er under pres

Lone Engels, Socialrådgiver, Jobcenter København

– Jeg er i tvivl om, hvorvidt autorisation er en god idé, men jeg er ikke i tvivl om, at det er en god idé at tale om det. Vi skal være enormt skarpe på, hvad vi taler ind i, når vi taler om autorisation. Handler det om, at jeg skal have mere i løn? Handler det om, at der er andre, som ikke må misbruge min titel? Eller handler det om, at jeg skal have et større personligt ansvar?

– Hvis autorisation kobles med et større personligt ansvar for opgaveløsningen, og jeg dermed kan miste autorisation, hvis jeg for eksempel laver en fejlagtig afgørelse, så skal der helt andre rammebetingelser til. Jeg går personligt meget op i at opføre mig ordentligt, give værdig og korrekt sagsbehandling og leve op til mit fags etik. Alt dette er dog også under konstant pres grundet rammer, jeg ikke selv har været med til at beslutte, og her finder jeg det ikke rimeligt, hvis jeg skal betale prisen personligt.


Autorisation kan gøre faget mere attraktivt

Helle Rode Johansen, Institutchef, Københavns Professionshøjskole, socialrådgiveruddannelsen

– Jeg ser autorisation indenfor dele af socialrådgiverfaget som en oplagt mulighed for at tiltrække og fastholde kompetente medarbejdere og sikre et højt fagligt niveau. Socialrådgiveruddannelsen er og skal være en generalistuddannelse, der afspejler bredden i faget. Men der er også behov for opkvalificerings- og specialiseringsmuligheder og karriereveje, hvis det skal være attraktivt at blive i faget. Her kunne en juridisk eller faglig autorisation knyttet til en formel videreuddannelse være en mulighed. Det ville give faglig status og anerkendelse af vigtigheden og kompleksiteten i socialrådgivernes arbejde.

– Særligt indenfor myndighedsområdet kan vi se en stigende grad af specialisering og kompleksitet i praksis, ikke mindst når det gælder lovgivningen. Tager vi børneområdet som eksempel, så har Folketinget forsøgt at løfte området gennem adskillige reformer. Men man kan ikke lovgive sig til en bedre praksis. Det kræver dedikerede og fagligt kompetente medarbejdere, som kan løfte de mange ambitioner om en vidensbaseret og effektiv praksis til gavn for borgerne.