4 hurtige om autorisation

Hvad er autorisation?

– Når vi ser på autorisationsordningerne, så har det alle dage været en kamp om anerkendelse. Når vi går tilbage til 1600-tallet, hvor vi fik de første egentlige autorisationsordninger, som dengang kun omhandlede lægerne, var det en løftestang til at få adskilt lægens faglighed fra den faglighed, der lå hos dem, man dengang kaldte kvaksalverne – altså personer der behandler uden autorisation, det vi i dag kalder alternative behandlere.

– Og det, der særligt kendetegnede lægerne, var, at de var medicinere, som var uddannet på universiteterne og havde en naturvidenskabelig baggrund for at kunne forstå, hvordan de forskellige former for behandling virkede.

– Det var dengang et ønske om anerkendelse, der drev autorisationen. Den dynamik kender vi også i dag. Senest har vi set lægesekretærerne, musikterapeuterne og farmaceuterne, som faggrupper, der i nyere tid har haft et ønske om at blive autoriserede. Og et fælles træk for de faggrupper er et ønske om anerkendelse for den faglighed, der kendetegner professionen. Sidste år lykkedes det for farmaceuterne som fik en opgavespecifik autorisation.

Hvad indebærer det at være autoriseret?

– Hvis en profession ønsker at få en autorisation, så skal man lave en balancering af fordele og ulemper. Og der er nogle fordele for faget, når det handler om at kunne finde sin placering i forhold til andre professioner, men der ligger også i en autorisationsordning, at man får et ansvar, som falder tilbage på den enkelte som privatperson, og som kan sanktioneres – og i værste fald kan man miste sin autorisation.

– Man kan miste retten til at udføre dele af opgaven, man kan miste autorisationen midlertidigt i en bestemt periode, eller der kan være bestemte opgaver, man ikke må udføre selvstændigt, men kun under supervision af andre. Man kan blive underkastet skærpet tilsyn – så risikoen for at miste sin autorisation kan ikke affejes som en bekymring. Det sker sjældent, men risikoen opleves som meget nærværende for ansatte med sundhedsfaglige autorisationsordninger.

Kan man fraskrive sig ansvar med henvisning til dårlige arbejdsvilkår?

– Ansvar og autorisation er uløseligt knyttet til hinanden. Diskussionen af hvor meget ansvar den enkelte har i forhold til de vilkår, man praktiserer under, var hele omdrejningspunktet i den såkaldte Svendborgsag, hvor en kvindelig læge i Landsretten blev dømt for pligtforsømmelse, fordi hun ikke fulgte op på, om en mundtlig besked om at tage en blodsukkermåling blev udført. Målingen blev ikke udført, og manden døde cirka tre uger senere af sin sukkersyge. Højesteret omgjorde dommen og frifandt lægen for grov pligtforsømmelse.

– 10.000 læger støttede den kvindelige læge under hashtagget DetKuHaVæretMig. De ønskede diskussion af vilkårene for det lægefaglige arbejde. Men udgangspunktet er, at man ikke kan bruge sit autorisationsansvar som løftestang til at opnå flere ressourcer til faget.

Hvad kræver det at blive autoriseret?

– At blive autoriseret kræver, at man har en særlig faglighed. En faglighed, som adskiller faget fra andre faggrupper i forhold til at løse bestemte opgaver, som fordrer bestemte, faglige kompetencer. Så øvelsen er at definere, hvad der er særegent for den faglige virksomhed, som kendetegner socialrådgiverområdet til forskel fra de øvrige professioner, som man ligger tæt op ad. Og så er vi tilbage der, hvor vi startede.

– Det er, når vi rykker faggrænserne mellem professionerne, at diskussionen om autorisationsordninger dukker op. Og det er også det, som jeg kan se i alle de diskussioner, jeg har været med i, og alle de lovforslag, jeg har læst omkring autorisationsordninger: Diskussionen om autorisation tager udgangspunkt i faget og professionen, og den udspringer af et behov for at finde sin placering.

– Men der er flere måder at løfte faget og give faget identitet på. Hvis du tager det sygeplejefaglige område, så har de nogle særlige uddannelser, som er mere opgavespecifikke: Det kan være intensivsygeplejersker, operationssygeplejersker og sundhedsplejersker. Uddannelserne har ikke en særlig overbygning til autorisationsordningen, men giver sygeplejersken nogle særlige kompetencer som forudsætning for at løse nogle bestemte opgaver og er anerkendt i overenskomsten.

---

Om autorisation
Autorisation er godkendelse eller eneret til at udøve et bestemt erhverv eller en nærmere angivet erhvervsfunktion, til at benytte en bestemt titel eller bemyndigelse til at udstede særlige attester eller dokumenter. Oftest må man have en bestemt uddannelse eller have bestået en eksamen for at få autorisation. Herudover må andre forudsætninger, afhængigt af erhvervet, være opfyldt, for eksempel indfødsret, fast forretningssted, fysisk og psykisk sundhed, bestemte forsikringer eller lignende. I modsætning til eksaminer kan autorisation fortabes ved senere misbrug eller grov uduelighed.

Kilde: Denstoredanske.lex.dk

---

Frakendelse af autorisation

• I alt har 19 forskellige professioner inden for sundhedsområdet indført autorisationsordninger lige fra læger, tandlæger, kiropraktorer til fodterapeuter, social- og sundhedsassistenter og ambulancebehandlere.
• Aktuelt er der cirka 566 sundhedspersoner, som er uden gyldig autorisation. Heraf er 134 læger og 194 sygeplejersker. For sidstnævnte svarer det til, at 0,35 procent af cirka 55.000 aktive sygeplejersker er uden autorisation.
• Psykologer kan søge om at blive autoriserede, men det er ikke en betingelse for at kunne udføre psykologfagligt arbejde. Aktuelt er der fem offentlige afgørelser om fratagelse af autorisation, alvorlig kritik, skærpet tilsyn og faglige påbud.
• Se afgørelserne på ast.dk – søg efter ’Psykolognævnet’ og klik ind på ’Psykolognævnets afgørelser’.

Kilde: Dansk Socialrådgiverforening