Rimer private penge på dansk socialpolitik?

På et privat opholdssted i København blev en 16-årig udviklingshæmmet og selvmordstruet pige spyttet i hovedet af en ansat. På to private opholdssteder i Jylland for massivt omsorgssvigtede unge, holdt de ansatte styr på beboerne ved at tage deres sko, så de ikke kunne stikke af, og der blev uddelt blå mærker, hvis de unge ikke makkede ret. I Nordsjælland døde en 91-årig kvinde, der ellers var frisk og rørig, efter at et privat plejefirma havde fejlbehandlet et simpelt sår. Et sted på Lolland blev en borger glemt på en toiletstol af en nattevagt i et privat plejefirma.

Historierne om private virksomheders problemer med at varetage kommunernes velfærdsopgaver er mange.

Alligevel udliciterer kommunerne som aldrig før, siger Ole Helby Petersen, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet:

– Der er en forholdsvis klar tendens. For år tilbage var det meget få kommuner, der udliciterede velfærdsopgaver, nu gør stadigt flere det. Udviklingen ses også regionalt. De seneste mange år har kommunernes ønske om at spare penge ført til, at de har udliciteret en stor andel af kommunernes såkaldte tekniske opgaver. Det har de ifølge Ole Helby Petersen gjort så flittigt, at der snart ikke er flere tekniske opgaver at udlicitere. Som konsekvens har kommunerne de seneste år kastet sig ud i for alvor at udlicitere på velfærdsområdet.

– Kommunernes motivation er dels økonomisk, siger Ole Helby Petersen, for velfærdsopgaverne fylder 75-80 procent i kommunernes budgetter, og de håber at spare ved at få private til at udføre opgaverne.

Ideologi spiller ifølge Ole Helby Petersen dog også en ganske betydelig rolle, for blå kommuner udliciterer mere end røde kommuner.

Velfærdsopgaver sværere at udbyde Men udlicitering er ikke nødvendigvis en god forretning, og kommunerne kan komme til at se langt efter den forventede besparelse:

– Man kan godt forledes til at tro, at der er store besparelser at finde ved at udlicitere velfærdsopgaver. I Børsen bliver der for eksempel typisk talt for udlicitering og peget på meget store besparelser ved det, men det er der ikke forskningsmæssigt belæg for at sige, pointerer Ole Helby Petersen.

Det skyldes ifølge professoren, at de besparelser, der bliver peget på, typisk er fundet ved at udlicitere på det tekniske område.

– Det er formentlig en fejlslutning at tro, at man kan overføre det til velfærdsområdet, som vi ved er mere komplekst og notorisk sværere at udbyde.

Derudover er der kun lavet få undersøgelser af, hvad det betyder for kvaliteten, når kommunerne udliciterer velfærdsopgaver til private.

Udlicitering kan skjule forringelser

Det har længe været en mærkesag for regeringen at sætte tal på, hvor meget kommunerne skal konkurrenceudsætte. I maj i år fremlagde regeringen derfor et udspil om at hæve kommunernes grad af konkurrenceudsættelse fra 27,1 procent i 2017 til 35 procent i 2025. Ved at konkurrenceudsætte giver kommunerne mulighed for, at private og kommunale aktører kan byde ind på en opgave. Kan en privat gøre det billigst og samtidig overholde de krav, kommunen i øvrigt stiller til løsningen af opgaven, bliver opgaven udliciteret.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) sagde i forbindelse med udspillet, at ”øget konkurrence skaber bedre og billigere løsninger til borgerne. I sidste ende får folk mere for deres skattekroner. Vi har tidligere haft måltal for kommunerne. Nu er tiden kommet til at have måltal for hele den offentlige sektor.”

Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, mener ikke, at måltal er vejen frem, hun frygter, at det vil give dårligere tilbud til borgerne:

– Hvis kommunerne pålægges at udlicitere en vis procentdel, så bliver det afgørende at nå en målsætning, fremfor at sikre kvalitet, siger hun.

Der har traditionelt været mange private tilbud på socialområdet, og mange af dem løser på en god måde udfordringer, kommunerne ikke er gearet til, siger Majbrit Berlau. Alligevel beder hun kommunerne om at tænke sig godt om, før de bliver for udliciterings-ivrige:

– Det er et problem, hvis man udliciterer udelukkende for at spare. Vi oplever gang på gang, at kommunerne tager det billigste tilbud, hvor udbyderen kun kan gøre det billigere, fordi der spares på kvaliteten og på medarbejdernes vilkår. Det er uacceptabelt at skjule forringelser af det sociale arbejde i Danmark i udliciteringer på den måde, siger hun.

Svenske skoler ramt af konkurs

Fortalerne for mere kommunal udlicitering siger, at det skaber innovation, flere tilbud og bedre økonomi i kommunerne. Andre er bekymrede for, om det vil ende som i Sverige, hvor 40 skoler i 2013 måtte lukke fra den ene dag til den anden, da det aktieselskab, der ejede dem, gik konkurs. Sveriges mere liberale skolelov åbner nemlig op for, at aktieselskaber kan tjene penge på privatskoler. En stribe af konkurser indenfor den danske plejesektor, der har trukket et spor af svigt og problemer efter sig for ansatte, kommuner og borgere, skræmmer også.

En undersøgelse fra sidste år foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 viste, at hver anden dansker ikke vil være med til at udlicitere mere af ældreplejen. Det er især offentligt ansatte, der er skeptiske.

16 kommuner sammen om udbud

Kommuner og regering arbejder dog videre med udliciteringsplanerne.

Det gør Holbæk Kommune også – men ikke så stålsat som tidligere. Den 12. juli sidste år skete der noget, som fik kommuneledelsen til at overveje, om udlicitering altid er svaret. Det var ellers en optimistisk kommune, der i begyndelsen af 2017 tog initiativ til at lave et fællesudbud på socialområdet sammen med 15 andre kommuner i indkøbsfællesskabet FUS. Kommunerne ville have private til at byde ind på opgaven med at huse unge med for eksempel autisme og støttebehov i alderen 15-23 år. Hvis alle kommuner gik med, ville udbuddet være 500 millioner kroner værd.

Erik Kjærgaard Andersen, direktør i Holbæk Kommune, håbede at få en billigere løsning og et større overblik over, hvad kommunen rent faktisk betaler for, når den køber en opholdsplads.

Udbuddet fik stor opmærksomhed i medierne, for selv om der ikke som sådan er noget nyt i, at kommunerne køber sociale tilbud af private, så var det her en ny måde at gøre det på. Sædvanligvis slår den enkelte sagsbehandler op i en database og finder et privat eller kommunalt tilbud, der passer, og betaler så den pris, der kræves. Indkøbsfællesskabet FUS ville i stedet, med Holbæk Kommune i spidsen, lave et udbud og bede leverandørerne om at konkurrere på blandt andet pris. Noget der kun var muligt, fordi en lovændring i 2016 ophævede EU’s konkurrencedirektivs bestemmelse om, at man ikke må udsætte det sociale område for konkurrence.

Pris over kvalitet

Udbuddet fik flere organisationer til at sige, at de var bekymrede for, at en lav pris ville blive sat over kvalitet. Det gikimedlertid ikke, som direktøren i Holbæk Kommune håbede, og den 12. juli 2017 måtte han annullere fællesudbuddet. Det var ikke lykkedes at finde løsningen på den kommunale gordiske knude; hvordan man sikrer velfærd med en slunken kommunekasse, når stadigt flere har brug for hjælp.

– Vi forsøgte, men det gik ikke. Vi annullerede det, fordi de tilbud, der kom ind, ikke var bedre end de aftaler, kommunerne havde i forvejen, hverken på økonomi eller kvalitet, siger Erik Kjærgaard Andersen.

Det forliste fællesudbud har skabt eftertanke og fået Holbæk Kommune til at gå mod den kommunale udliciteringsstrøm.

– Det er vigtigt at spare, for vi er presset på udgifter, så vi kommer til at se på, om vi kan gøre det lidt anderledes. Men vi skal ikke til at lave flere udbud, og vi spiller heller ikke Jeopardy i kommunen og siger, at svaret altid er udlicitering, siger Erik Kjærgaard Andersen.

Holbæk Kommune vil stadig købe pladser på private opholdssteder, men vil også se på, om kommunen selv kan løse flere opgaver, også før det går galt, som dengang kommunen måtte hjemtage dele af hjemmeplejen, da et privat firma trak sig fra opgaven, før aftalen udløb.

DS efterlyser ordentlige kontrakter

Gribskov Kommune, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) hjemstavn Græsted ligger, har længe brystet sig af at være særlig flittige til at udlicitere.

Det har dog ikke altid været uden omkostninger for borgerne. I september 2015 gik plejefirmaet Bonderosen for eksempel konkurs og efterlod godt 400 borgere i flere kommuner uden pleje – herunder i Gribskov.

I foråret 2018 hjemtog Gribskov Kommune den kommunale hjemmepleje efter en række skandalesager med det private firma Attendo. Den 19. maj døde den 91 årige Agnes Helene Jensen for eksempel, efter at det private firma i en lang periode havde fejlbehandlet et sår på hendes ben og overhørt familiens bekymringer. Ansatte i Attendo fortalte senere, hvordan de blev sat til at rense sår på patienter uden det rette udstyr, og en ansat fortalte, at hun havde fået fem minutter til at cykle fem kilometer mellem to borgere.

Ifølge Majbrit Berlau er det ikke ualmindeligt, at en udlicitering drevet af økonomi ikke bare får konsekvenser for borgerne, men også for de ansatte.

– Vi har gang på gang set eksempler på, at udlicitering af beskæftigelsesindsats og jobcentre er gået ud over kvaliteten og vilkårene for medarbejderne. De skal løbe stærkere og levere dårligere, fordi målet ikke længere er at levere en god indsats for kommunens borgere, men i stedet at tage hensyn til bundlinjen, siger hun.

Hun understreger, at der også findes gode private initiativer, men siger, at det er vigtigt, at kommunerne gør et grundigt stykke arbejde:

– Kommunerne er nødt til at få lavet nogle ordentlige kontrakter, hvor det fremgår, at målet ikke alene er en besparelse på bundlinjen, men at kvalitet er vigtig. Det gælder både, når man laver målsætninger indenfor den offentlige velfærd, og hvis man udliciterer.

Flere private penge til velfærdsopgaver

Måltal. Konkurrenceudsættelse. Udlicitering. Kommunerne er godt på vej til at lade flere private penge spille en rolle på socialområdet. Regeringen er dog med støtte fra blandt andre DF og S klar til at lade private penge fylde endnu mere på socialområdet i Danmark – dog på en lidt anden måde end ved udlicitering.

Regeringen vil lade private tjene penge på at investere i socialt arbejde. Det skal ske via de såkaldte sociale investeringsprogrammer, hvor en privat investor indskyder penge i et kommunalt velfærdsprojekt, der bliver udført af en serviceleverandør. Den private investor tager risikoen og betales efter, hvor godt opgaven går. Tanken er, at det offentlige kun har en udgift, hvis projektet lykkes.

Ifølge lovforslaget skal kommunerne bruge beregningsværktøjet Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM), udviklet af Socialstyrelsen, til at vurdere, om en investering kan betale sig. Sociale investeringsprogrammer er en del af sammenhængsreformen, som innovationsminister Sophie Løhde (V) præsenterede i april 2017. Ved satspuljeforhandlingerne i år vedtog alle partier – på nær Enhedslisten – at afsætte 50 millioner kroner til Den Sociale Investeringsfond, der efter planen skal tiltrække private investorer til det sociale arbejde.

Lov om Den Sociale Investeringsfond skal vedtages i Folketinget, før den kan oprettes, og Finansministeriet forventer, at behandlingen af lovforslaget går i gang i oktober.

Krav om afkast kan give social slagside

De Sociale Investeringsprogrammer er dog en mindre del af fondens formål. Formålet med fonden er blandt andet at mindske de offentlige udgifter ved at få private pensionsselskaber og organisationer til at investere i velfærdsprojekter. Det fremgår af satspuljeaftalen.

De sociale investeringsprogrammer er blandt andet kendt fra Storbritannien, hvor det ikke altid har været problemløst at lade private investorer satse på velfærdsprojekter. For det første har der ikke været den store interesse fra pensionsselskaber og fonde til at tage en økonomisk risiko, siger David Floyd, direktør i Social Spider, der blandt andet forsker i sociale investeringer. For det andet har der været eksempler på, at eksempelvis hjemløseprojekter har fokuseret på at hjælpe dem, der var nemmest at få på fode igen, og har ”parkeret” de mere besværlige, fordi investoren har fået penge efter, hvor mange der er kommet videre fra hjemløshed.

– Sociale investeringsprogrammer opfordrer til at fokusere på resultatet og økonomien, fordi nogen skal tjene penge, det skal kunne betale sig. Det kan ikke undgå at forme aktiviteterne, og vi har set flere eksempler på projekter, hvor det ikke har været hensigtsmæssigt, siger David Floyd.

Per Nikolaj Bukh, professor ved Aalborg Universitet med speciale i offentlig ledelse og økonomistyring, har også set på erfaringerne fra England og nogle af de faldgruber, man skal være opmærksom på:

– Det kan være fristende at få dem i job, man kan, og parkere de andre. Det var, hvad der skete i England, og det var en katastrofe, siger han.

Den danske version af de sociale investeringsprogrammer bliver efter alt at dømme en light-version af de britiske og de amerikanske programmer, hvor investorer som for eksempel Goldman Sachs tjener penge på sociale projekter. Det skyldes blandt andet, at projekterne i Danmark skal være indenfor politisk udpegede områder, at Den Sociale Investeringsfond får en bestyrelse, at alle projekter skal godkendes lokalpolitisk, og at investorer ikke kan støtte enkeltprojekter. I stedet investerer for eksempel et pensionsselskab i selve fonden, som så fordeler pengene. Det skal sikre, at der ikke er projekter, der ikke bliver til noget, fordi de ikke er interessante for private investorer.

Det giver de investorer, der kan tænkes at investere i Den Sociale Investeringsfond, hvis den vedtages, noget mindre magt end i Storbritannien.

På et punkt læner den danske model sig dog op ad den britiske – det skal være muligt for private at investere i og tjene penge på socialt arbejde. Og det skal man være klar til, siger Per Nikolaj Bukh, professor ved Aalborg Universitet:

– Når private er inde i noget, skal de have et afkast. Man skal derfor være villig til at private tjener penge på sociale indsatser, ellers skal man rulle det tilbage.

Fokus på mennesket frem for profit

I Rådet for Socialt Udsatte er man bekymrede for, om man kommer til at bruge penge på administration af Den Sociale Investeringsfond, som burde være gået til det sociale arbejde og for, om man kan holde fokus på mennesket:

– Der er mange sociale indsatser, der ikke kan betale sig i et økonomisk perspektiv. Vi er bekymrede for, hvilken betydning det får for mennesket, når der skal tjenes profit på det sociale arbejde, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Knud Aarup, tidligere direktør i Socialstyrelsen og uafhængig agent inden for udvikling af velfærdssamfundet er også bekymret:

– Vi skal ikke acceptere, at man betragter sociale projekter som en forretning, det er meget langt fra den danske velfærdsmodel. Jeg håber meget, at fondens projekter kommer til at ligne de satspuljeprojekter, vi har i dag, og at for eksempel Goldman Sachs ikke skal til at tjene penge på det sociale arbejde i Danmark, siger han.

Majbrit Berlau synes, det er en god idé at investere i velfærd, men at det er ærgerligt, at et eventuelt overskud vil gå til kapitalfonde og pensionsselskaber i stedet for at blive geninvesteret i nye velfærdsprojekter. Hun ser hellere, at man udbreder den såkaldte Hjørring-model.

I Hjørring investerede man i perioden 2015 til 2018, med stor succes, 125 millioner i at få de mest udsatte ledige i job, blandt andet ved at nedbringe sagstallet for den enkelte sagsbehandler og ved at styrke tværfagligheden. Det viser et forskningsprojekt fra Aalborg Universitet.

Majbrit Berlau er skeptisk overfor, om det virkelig vil lykkes at holde investorerne i Den Sociale Investeringsfond fra at få indflydelse på, hvilke projekter der skal køre, og hvem der skal hjælpes. Hun peger på, at fondskonstruktionen bliver afgørende for, hvordan det kommer til at fungere i praksis.

– De siger, at investorerne bare skal lægge pengene, at fonden har den totale kontrol, men jeg er bekymret for, at det ikke bliver ved med at være sådan. Jeg har svært ved at forestille mig en række investorer sige ”her får I en masse penge, og vi vil ikke have indflydelse på, hvordan de bliver brugt”, siger hun og tilføjer:

– Valget af projekter kan nemt blive påvirket af, hvad de private investorer ønsker at støtte, og af hvad man kan få private investeringer til, og så mister man langsomt prioriteringskontrollen.

Løhde: Investorer uden indflydelse

Innovationsminister Sophie Løhde (V) mener ikke, at der er grund til bekymring:

– Det skal være politikere og fagfolk, der skal styre, hvilke sociale investeringsprogrammer der skal igangsættes – ikke investorer. Derfor fremgår det også klart af lovforslaget, at det blandt andet er en politisk prioritering, hvilke områder fonden skal udvikle sociale investeringsprogrammer inden for, og at fonden skal ledes af en bestyrelse, der bliver udpeget på baggrund af faglige kompetencer, skriver hun i en skriftlig kommentar.

Socialdemokratiets socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil står som Folketingets øvrige partier, med undtagelse af Enhedslisten, også bag satspuljeforliget, hvor der blev afsat 50 millioner kroner til Den Sociale Innovationsfond. Hun mener ikke, at der er noget at være bekymret for, og at der er tale om en gevinst uanset, hvem der får afkastet, fordi de private kommer med penge, der ikke er der i dag:

– Det er ideologisk afgørende for os, at de private virksomheder ikke er inde i beslutningsprocessen om, hvordan pengene skal anvendes. Det her bliver ikke ligesom i England. I Danmark vil det svare til, at de private investorer køber en aktie og får et afkast, siger hun.

Styrker ikke vores velfærdsmodel

Jon Kvist, professor i velfærdspolitik på Roskilde Universitet tror, at vi skal vænne os til, at en del af ydelserne på velfærdsområdet er private, men siger, at han er nervøs for, hvad det stigende antal private aktører med et motiv om at tjene penge vil komme til at betyde:

– Jeg tror ikke, vi står overfor en afvikling af den nordiske velfærdsmodel. Men den nuværende udvikling styrker ikke den nordiske velfærdsmodel, som blandt andet handler om at alle skal have mulighed for at realisere deres livschancer, også selvom det ikke kan betale sig økonomisk, siger han.

I udlandet studerer man Danmark og den nordiske velfærdsmodel for at se, om man kan blive bedre til at gøre det, vi gør, siger Jon Kvist og tilføjer, at det bør vække eftertanke:

– Vi har formået at lave en nordisk model, hvor mange borgere bidrager til at skabe velstand, og hvor mange har del i velstanden. Det kalder man inklusiv vækst. Internationalt, i for eksempel OECD og Verdensbanken, skeler man til Danmarks gode erfaringer, samtidig med at vi kigger mod det private og ser, hvad vi kan lære. Måske skal vi i stedet stoppe op og se på, hvad vi er gode til.

 

---

Den Sociale Investeringsfond

• Ved årets satspuljeforhandlinger blev der afsat 50 millioner kroner til Den Sociale Investeringsfond.
• Den skal udvikle og udbrede indsatser på velfærdsområdet, som kan skabe bedre resultater og mindske offentlige udgifter.
• Det skal blandt andet ske via de såkaldte sociale investeringsprogrammer, hvor private aktører – som pensionsselskaber kan investere i sociale indsatser og få et afkast efter, hvor godt et projekt lykkes.

Fonden skal vedtages ved lov

• Regeringen fremsatte lovforslaget om Den Sociale Investeringsfond den 4. oktober – og lovforslaget skal til 1. behandling i Folketinget den 23. oktober (efter dette blads deadline).
• Lovforslaget møder opbakning fra alle partier i Folketinget – bortset fra Enhedslisten, der ikke er med i satspuljeforliget.

Læs hele lovforslaget på ft.dk

 

Finansministeriet: 3 kriterier bør være opfyldt

I bemærkninger til lovforslaget om Den Sociale Investeringsfond skitserer Finansministeriet tre kriterier, som bør være opfyldt, ” før det er hensigtsmæssigt at anvende de nye offentligt-private partnerskaber”.

1. For det første skal de indsatser, der finansieres, kunne designes, så der er grundlag for at foretage valide evalueringer af indsatserne. Det skal sikre, at de involverede parter i partnerskaberne får det bedst mulige grundlag for at vurdere, om de aftalte mål er opnået som følge af den igangsatte indsats.
2. For det andet skal indsatsen indeholde et væsentligt potentiale for bedre resultater, der blandt andet vil skabe en positiv forandring for målgruppen samtidig med, at der skabes målbare offentlige besparelser, der er større end udgifterne ved indsatsen. Således kan den offentlige aktør tilbagebetale investoren med en risikopræmie, hvis indsatsen lykkes og stadig opnå en budgetmæssig gevinst ved at få indsatsen finansieret af en investor.
3. For det tredje skal der være en gevinst for den offentlige myndighed ved at opnå finansiering gennem de nye offentligt- private partnerskaber. Gevinsten kan eksempelvis være, at en investor tager den økonomiske risiko for at afprøve en ny og innovativ indsats eller implementeringen af en veldokumenteret indsats.

Kilde: Lovforslag om Den Sociale Investeringsfond

Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM)

SØM er et beregningsværktøj, som gør det muligt at beregne de langsigtede, økonomiske konsekvenser af en offentlig indsats på det sociale område. Den kan blandt andet vise, hvad en kommune får ud af en tidlig indsats, og hvad det vil koste ikke at sætte tidligt ind.

SØM trækker på en vidensdatabase, hvor man kan se konsekvenser, effekter og priser for lignende sociale indsatser.

Socialstyrelsen, som har ansvaret for at udvikle og opdatere modellen, understreger, at SØM aldrig kan stå alene, når man skal beregne effekter af en social indsats. En indsats bør også vurderes ud fra, hvordan den påvirker en borgers livskvalitet.

Socialrådgivernes formand Majbrit Berlau har udtalt, at SØM kan være med til at forhindre ubegrundede nedskæringer på socialområdet, fordi modellen muliggør, at man kan se de økonomiske konsekvenser af ikke at sætte tidligt ind.