”Jeg nægter at gå på kompromis med mine kerneværdier”

Jeg kommer for sent, gør jeg ikke?” Lone Engels er på én gang spørgende og konstaterende. Det sker ofte, siger hun, hvis hun har for travlt og strukturen glider. Og så er hun bare kronisk tidsoptimist.

Til Lone Engels’ held er hun indehaver af en personlighed, der udløser næsten øjeblikkelig tilgivelse, selv om kvinden med det kortklippede, rød-orange hår og den ankellange frakke i alverdens farver og ordene ’pussy power’ over ryggen ikke ligefrem ligner en undskyldning for sig selv.

Den 60-årige socialrådgiver har, lige inden interviewet med fagbladet, taget turen på Socioladen – hendes i socialrådgiverkredse efterhånden berømte ladcykel – til det københavnske Nordvest-kvarter for at hente et sæt nøgler til en borger, som har fået bevilget en ældrebolig.

Lone Engels arbejder i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning, hvor hun er ansat til at understøtte det, de kalder ’Det trygge flytteforløb’ for ensomme, udsatte ældre. Egentlig er det ikke en del af arbejdsbeskrivelsen, men Lone Engels cykler gerne den ekstra mil, hvis hun synes, at det giver mening. Og det passer nok meget godt med det billede, som mange har af hende: En socialrådgiver, som insisterer på at møde borgerne i øjenhøjde og ikke er bange for at gå egne veje.

Af kolleger bliver hun kaldt et fagligt fyrtårn og borgernes forkæmper, og på fagfestivalen Socialrådgiverdage er hun netop blevet hædret med Dansk Socialrådgiverforenings pris Den Gyldne Socialrådgiver.

Vi er alle noget værd

Lone Engels vender selv tilbage til tre temaer, når hun skal forklare, hvem hun er som menneske og som socialrådgiver: Forældrenes stærke værdier, forholdet til faren og hendes ADHD-diagnose.

Lone Engels’ barndomshjem var tit fyldt med børn og unge fra den lokale skole. Hendes forældre var folkeskolelærere og åbnede hjemmet for dem, der havde brug for lektiehjælp. Af og til boede der vist også et ungt menneske i kælderen, men det var ikke noget, Lone Engels tænkte så meget over. Det var jo bare sådan, man gjorde: Hjalp dem, der havde brug for hjælp.

– Mine forældre havde et stærkt blik for, at nogle havde det sværere end andre, og de skulle have hjælp. I dag anser jeg mig selv som et kæmpe værdimenneske. Jeg har nogle meget stærke kerneværdier, som jeg nægter at gå på kompromis med. Man skal opføre sig ordentligt, og vi er alle sammen noget værd, siger hun.

Overlevelsesstrategi at være sjov

Til gengæld taler Lone Engels også om barndomshjemmet som et psykisk utrygt sted.

Hendes far drak i perioder meget og havde alvorlige depressive perioder, hvor han var indlagt på psykiatrisk afdeling.

– Jeg har et billede af et hjem, det var svært at være i, fordi vi hele tiden har spekuleret på, hvilket humør min far var i. Det har på godt og ondt betydet, at jeg er blevet sindssygt god til at læse et rum. Jeg er god til at mentalisere (forstå andres tanker og følelser, red.), og det er noget, jeg har brugt rigtig meget i socialt arbejde, siger Lone Engels.

Opstår der gnidninger, er hun den første til at prøve at glatte ud og gerne med humor. Men når man har travlt med at tænke på, hvordan andre har det, kan man godt komme til at glemme sig selv.

– Som barn blev min overlevelsesstrategi at være hende den charmerende og sjove – skuespilleren, siger hun.

Lone Engels mistede sin far til lungekræft som 12-årig, og til begravelsen brugte hun al sin energi på ikke at græde.

– Jeg havde lovet ham at passe på min mor og storesøster, så det gjorde jeg. Jeg lavede blandt andet mit eget sprog, som de grinte enormt meget af. Jeg tænkte ikke på det den gang, men selvfølgelig havde jeg behov for at blive set, siger hun.

ADHD på godt og ondt

’Tale er sølv, tavshed er guld’. Sådan skrev klasselæreren i flere udtalelser om Lone Engels. Trods den kærlige tone var beskeden klar: Tal lidt mindre, Lone.

Fagligt lå hun i absolut top, men det var pokkers svært at sidde stille. Socialt kunne hun bedst med drengene, som hun spillede fodbold og klatrede i træer med, men det var ikke kun tressernes rigide kønsopfattelser, der fik hende til at føle sig anderledes. Alligevel skulle hun fylde 52 år, før hun fik sin ADHD-diagnose.

– Bevidstheden om, at jeg var anderledes, har åbnet mine øjne for, at nogle har det sværere end andre. Det har givet mig en lyst til at hjælpe, siger Lone Engels.

For Lone Engels har ADHD-diagnosen været en kærkommen lejlighed til at se på sig selv med mildere øjne.

– Jeg har været ekstremt hård ved mig selv i mange år og har slået mig selv oven i hovedet over, at jeg for eksempel ikke kunne finde ud af at holde hus, når alle andre kan. Diagnosen har lært mig at tilgive mig selv og givet mig et blik for, hvornår jeg skal trække stikket, siger hun.
Lone Engels erkender, at hun primært har to gear: Fuld fart frem eller helt slukket. Der findes ikke rigtigt et midtimellem. Til gengæld nyder hun, at der er fart på og kan godt blive irriteret, hvis hun får at vide, at hun skal huske at passe på sig selv.

– Hvem har opskriften på, hvordan jeg passer på mig selv? Det har jeg selv, mener jeg. Jeg brænder for det her fag, og så er der selvfølgelig altid en risiko for at brænde ud, men jeg nyder at arbejde meget i perioder. Det er faktisk en form for egenomsorg for mig, for jeg elsker det. Det fodrer min hjerne, og jeg keder mig, hvis jeg ikke gør det. Mit arbejde er en enormt stor del af min identitet – hvem var jeg, hvis jeg ikke var socialrådgiver, siger Lone Engels.

Pligt til at sige fra

Lone Engels går på scenen til stående bifald på Socialrådgiverdage i november. Marie Vithen, næstforkvinde i Dansk Socialrådgiverforening, har netop kåret hende som Den Gyldne Socialrådgiver 2025.

Lone Engels modtager blandt andet prisen for at have gået forrest med kritik af Københavns Kommune, som placerede borgere på ulovlige ventelister til botilbud. Lone Engels kontaktede Ankestyrelsen, en whistleblower-ordning på sin nu tidligere arbejdsplads Hjemløse- og Udsatte-enheden og TV2, som greb historien. Sagen skabte ikke blot overskrifter, men også politisk handling, da Københavns Kommune afsatte 200 millioner kroner til at bringe ventelisterne ned.

På scenen får Lone Engels overrakt en check på 15.000 kroner og den lille statuette, som hun holder kærligt mod kinden. Hun afslutter sin tale med: ”Når nogen bryder loven, så er det vores – undskyld mit københavnske – fucking pligt at sige fra”. Salen klapper igen.

Lone Engels befinder sig godt i centrum. Hun er stolt af prisen og har ikke noget problem med at sige højt, at hun er virkelig dygtig til det, hun arbejder med. Men den del af anerkendelsen, som handler om sagen om de ulovlige ventelister, burde ikke være bemærkelsesværdig, mener hun.

– Jeg synes faktisk, at det er for dårligt, at flere ikke råber højt. Jeg kan godt forstå, at folk kan være bange for at miste deres arbejde, men man er nødt til at stå til ansvar over for sin faglighed og ordentlighed. Jeg blev ikke fyret, og den fortælling skal altså også frem. Jeg ved godt, at det er hårdt sagt, men jeg mener det, siger hun.

Lone Engels er ikke bange for at erkende, at hun er idealist. De skarpeste hjørner er dog blevet slebet i årenes løb – ikke mindst i mødet med virkeligheden i hendes første praktik.

– Jeg ankom til praktikken og sagde: ”Jeg er ældre og har lavet meget andet, men I skal vide, at jeg er meget ydmyg over for det her”. Og det var nok det sidste, jeg var. Så mine vejledere var nødt til at være hårde ved mig, så jeg kunne lære, at jeg er nødt til at skille mine politiske overbevisninger fra mit arbejde for at kunne være i det sammen med Kurt og Sonja (borgerne, red.)

Hvis jeg bare sidder og giver borgerne ret i, at det hele er noget lort, så er jeg ikke med til at hjælpe dem. De to praktikantvejledere har været med til at gøre mig til den socialrådgiver, jeg er i dag, siger Lone Engels.

Fra rejsebranchen til socialrådgiver

Lysten til at blive socialrådgiver dukkede allerede op, da Lone Engels var ung, men livet gik sin gang, og hun har i dag et cv, der kan gøre de fleste forpustede. Det tæller blandt andet tyve års erfaring fra rejsebranchen og utallige projekter som frivillig.

Der skulle en alvorlig stresssygdom og medfølgende fyring til i 2009, hvor Lone Engels kom ind i virksomheden Home-Start, som hjælper pressede børnefamilier med at finde frivillige familievenner, og for alvor stiftede bekendtskab med socialt arbejde.

Det fik hende til igen at kigge mod socialrådgiveruddannelsen, og i 2014 tog hun springet og startede på uddannelsen med to hjemmeboende børn, forhøjet SU og arveforskud fra sin mor.

– Det var det fedeste i verden – jeg elskede det. Jeg var så klar til at lære noget nyt, siger hun. Og siden har hun ikke kigget sig tilbage.

Socioladen er en samtaleåbner

Farvestrålende perleplader pryder kassen på Socioladen. ’Sammen er vi stærkere’ og ’Ret til at medvirke’ står der. Og i lige så farvestrålende, broderede bogstaver på fronten står der ’Keep your coins – I want change’ og ’Socioladen, v. 2.0’ – den originale er kørt på pension. Broderi er blevet Lone Engels’ terapi. Når hun sidder med det, falder hendes nervesystem til ro, siger hun. Så kan hun samle tankerne og koncentrere sig bedre.

Til at begynde med brugte Lone Engels ikke Socioladen bevidst i mødet med borgeren, men hun begyndte at lægge mærke til, at den havde en nærmest afvæbnende effekt på dem.

– Når jeg kom ud til Kurt og Sonja, kunne jeg mærke, at Socioladen på en måde blev noget fælles tredje. Den er en samtaleåbner. Her kommer en eller anden dame fra kommunen, men hun er vist ikke så firkantet endda. Så er jeg ikke farlig længere. Jeg tror, det kommer mig til gavn især hos de lidt skævere eksistenser, siger hun.

Socioladen har transporteret flere borgere, og hvis en borger er kommet på plejehjem og har brug for en ny pude og dyne, så cykler Lone Engels også gerne efter det.

I dag var det så en ældre herre – lad os kalde ham Kurt – som ikke selv kunne hente nøglerne til den ældrebolig, han havde fået bevilget. Så hopper Lone Engels gerne på Socioladen og cykler fra hjemmet i Vanløse til Nordvest for at hente nøgler for så at cykle mod Brønshøj, hvor Kurt har adresse lidt endnu.

Da hun ankommer til sin arbejdsplads i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på Østerbro, fortæller hun, at Kurt havde takket hende for hjælpen med tårer i øjnene.

– Den samtale havde jeg ikke haft med ham, hvis vi kun havde ’mødtes’ over telefonen. Det giver mig helt sikkert noget personligt, at han reagerer sådan. Og det synes jeg faktisk er ok – socialrådgivere må gerne blive glade på egne vegne, når noget lykkes, men det er selvfølgelig et opmærksomhedspunkt, vi skal have, for det må ikke komme til at handle om mig selv, siger Lone Engels.

Hun fortæller om en borger, som takkede nej til en bolig, som Lone Engels havde brugt et år på at få bevilget til ham.

– Jeg havde nok forventet, at han ville takke mig på sine grædende knæ, men så fik jeg det jo til at handle om mig. Den episode har fået mig til at tænke over, at vi er nødt til at omdefinere, hvad det betyder at lykkes. Jeg tror stadig, at han har oplevet, at nogen fra den ”lortekommune”, som han kaldte os, har lyttet til ham, og har taget noget positivt med sig, siger hun og fortsætter:

– Da jeg startede i mit første job som socialrådgiver i jobcentret på Lærkevej, havde jeg nok en idé om, at jeg skulle ændre systemet indefra, men det var naivt. Selv om lovgivningen og de organisatoriske rammer ikke er, som de burde være, hvis vi vil hjælpe mennesker ordentligt, så kan jeg stadig gøre noget. Jeg kan være ordentlig over for et andet menneske, siger Lone Engels.

---

CV Lone Engels

2025 –   Socialrådgiver i ’Det trygge flytteforløb’ for ensomme, udsatte ældre, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune

2021 – 2025   Socialrådgiver, Hjemløse- og Udsatteenheden, Københavns Kommune

2018 – 2021   Socialrådgiver, Jobcenter København

2014 – 2018   Socialrådgiver­studerende

2010 – 2014   Koordinator for NGO’en Home-Start Familiekontakt, København/­Frederiksberg

1997 – 2010   Teamcoach i BCD Travel Solutions

1983 – 1997 Rejsekonsulent, massageterapeut, ophold I udlandet og tjenerjobs. Frivilligt arbejde

2007 –

• ’Bog’ i Menneskebiblioteket – titel ’Socialrådgiver’ og ’ADHD med høj intelligens’
• Administrator i Næstehjælperne
• Stifter af dialoggruppen ’Våbenhvile og dialog’
• Mentor, Foreningen Nydansker og Dansk Kvindesamfund
• Familieven. Home-Start
• Bestyrelsesposter i KFO (Københavns Forældreorganisation) og Næstehjælperne

---

Det er 27. gang, at en socialrådgiver – eller en gruppe af socialrådgivere – hædres med Den Gyldne Socialrådgiver. Prisen uddeles af Dansk Socialrådgiverforening til medlemmer, som har ydet en prisværdig indsats til gavn for socialrådgiverfaget.