REFLEKSION: ”Når jeg foreslog hende at have kontakt til kommunen, sagde hun: Så ser du mig ikke mere.”

Skal vi altid underrette, når vi har kontakt med en gravid kvinde med rusmiddelbrug? Eller kan vi have tillid til, at kvinden med egne strategier kan håndtere tiden efter en fødsel uden et rusmiddelbrug? Det dilemma grublede jeg over, da jeg fulgte en ung kvinde, som havde været udsat for et seksuelt overgreb, i behandling for hashbrug. Især når hun skulle sove, havde hun brug for at dulme smerten og berolige sig selv med hash.

Da hun blev gravid, stoppede hun med at ryge hash. Hun havde job og boede sammen med den kommende barnefar, hvis arbejde betød fravær i kortere perioder. Jeg var lidt usikker på, om kvindens overgrebsproblematik ville blive reaktiveret ved fødslen, og om hun i perioder med for lidt søvn, hvor hun var alene med barnet, kunne klare sig uden hashbrug. Jeg var dog ikke usikker på hendes forældreomsorg, hvilket jeg fortalte hende.

Vi har underretningspligt efter servicelovens § 153, hvis kommende forældre antages at få behov for hjælp efter fødslen. Vi ved, at det at blive mor udfordrer ganske meget. Mine overvejelser gik på, at ekstra besøg af sundhedsplejersken kunne gøre kvinden tryg. Men når jeg foreslog hende at have kontakt til kommunen efter fødslen, sagde hun: Så ser du mig ikke mere.

Hun fortalte mig om sine egne strategier til at håndtere sine udfordringer. Siden vovede kvinden at fortælle mig om årsagen til sin tilbageholdenhed over for kontakt med kommunen – at hun havde følt sig stigmatiseret, da hun fortalte om overgrebet.

Kvinden tog egne valg til forberedelse og viden om ”barn på vej”. Jeg underrettede ikke – og kvinden fødte et triveligt barn, som hun tog godt ansvar for. Jeg blev endnu engang bekræftet i, at man også skal tro på borgernes egne strategier.