REFLEKSION: ”Hvornår er et menneske klar til forandring?”

Jeg elsker alt ved mit arbejde. Jeg imponeres over de mennesker, jeg møder og den styrke, de lægger for dagen, når de beslutter at ændre deres alkoholvaner. En af dem er Kalle på 47 år. Fraskilt uden børn. Blev mobbet som barn, fordi han havde talevanskeligheder. Voksede op med en voldelig far. Han har ingen uddannelse, har haft hårdt fysisk arbejde i mange år og har nu kroniske smerter i ryg og knæ. Modtager kontanthjælp.

Han går altid rundt i en stor overfrakke. Han har utallige individuelle behandlingsforløb bag sig. Under tilbagefald har han drukket op til 30 genstande dagligt og har været selvmordstruet. For et år siden begyndte han i vores behandlingsgruppe. Og i sommer opnåede han så stor tryghed i gruppen, at han efter en samtale med mig bad mig om hjælp til at fortælle de andre i gruppen, hvorfor han altid skjulte sig bag så meget tøj og ikke lod nogen komme tæt på. Kalle fortæller om sin hemmelighed i gruppen. At han havde gået rundt med sin store overfrakke for at skjule en voksende navlebrok. Han skammede sig. Hans forfængelighed pinte ham. Nu skulle der ske en forandring, forklarede han: ”Jeg vil gerne have mit levertal ned, så jeg kan blive opereret. Nu har jeg ventet i snart 20 år på den operation, nu skal det være”.

Motivation er en svær størrelse. Hvornår er et menneske klar til forandring? Hvad skal der til? Jeg forbavses til stadighed over, hvad der er udslagsgivende for, at forandringen sker. Hvornår fordelen ved at tage en beslutning om forandring overskygger fordelen ved at drikke.

Gruppeforløbet bygger på CRA-behandling (Community Reinforcement Approach), som anbefales i Sundheds­styrelsens nationale klinisk retningslinje for behandling af ­alkohol­afhængighed.