PRAKSISKLUMMEN: Et øjebliks nærvær
"Han har lige fået beskeden fra lægen i dag. Han græder, mens vi vender det, der fylder mest i ham lige nu."
Først kom håbløsheden med beskeden om, at han kunne forvente kun at leve fem til syv år mere. Hvis han var ”heldig, ville han nå at opleve sit 30. år. Beskeden fik ham til at stoppe sit studie og flytte hjem til familien. Meningen prøvede han at finde i den behandling, som ventede forude. Den kunne give ham mere tid. Men håbløsheden kom, når han var alene. Han dulmede den med alkohol. I dag sidder han foran mig med et fjernt udtryk i øjnene og siger næsten forstenet: ” Min tumor er vokset – det er virkelig alvorligt… Det er et spørgsmål om liv eller død nu”. Udviklingen i sygdommen betyder en væsentlig indskrænkelse af hans levetid – igen.
”Jeg tror godt, at jeg kan stoppe med at drikke nu. Det giver mere mening for mig nu”, hvisker han.
Vi holder fast i aftalen, og jeg har skaffet ham en tid til alkoholbehandling. Vi holder fast i planen om at søge førtidspension til ham og om fortsat at snakke med hans familie om, hvad sygdommen betyder for ham, hans liv og autonomi.
Nu skal han hjem og fortælle sine nærmeste om beskeden fra lægen i dag. Vi snakker om familiens reaktion og angst lige nu, hvor tynget af ansvar han kan føle sig, og om frirummet hos vennerne – hvor han stadig kan mærke snerten af sit ungdomsliv.
Han græder, mens vi vender det, der fylder i ham lige nu. Der kommer liv i hans øjne, og han siger drilsk: ”Nå, Louise, og hvad kan jeg så gøre for dig i dag?” Vi ler og samler os om det praktiske igen.
”Din årsopgørelse fra SKAT har jeg brug for, så jeg kan lave din ansøgning om legat,” siger jeg til ham.
Og det går op for mig, at lige dér i nuet… i blikket i dine øjne og i din umiddelbarhed – der er du stadigvæk, og det kan ingen tage fra dig, selv om du måske ikke husker det øjeblik i morgen.
af Louise Marie Friis, der er sundhedssocialrådgiver ved Odense Universitetshospital