Refleksion: ”Han beviste, at han kunne rykke sig”

Andreah Jahnke ­Pedersen er socialrådgiver i Kriminalforsorgen i Frihed i Næstved, hvor hun arbejder i Fodlænkeafdelingen.

Refleksion: ”Han beviste, at han kunne rykke sig”

Foto: Lisbeth Holten

Vores samtale varede længere end den time, jeg i gennemsnit bruger, når jeg skal vurdere, om en ansøger er egnet til at afsone med fodlænke. Jeg var i tvivl. Der var forhold i sagen, som talte imod. Han havde et misbrug af euforiserende stoffer, hans bopæl kunne ikke godkendes til afsoning, fordi han var dømt for vold og boede for tæt på sagens forurettede. Og han opfyldte heller ikke kravet om beskæftigelse. Sidst men ikke mindst, så var hans tidligere afsoningsforløb præget af konflikter – han havde talt grimt og nedladende til personalet.

Jeg sad over for en ung mand, som ærgrede sig gul og grøn over den situation, han havde bragt sig selv i. Vi kom ind på, hvilke konsekvenser hans handlinger og kriminalitet havde for hans eget og andres liv – og om det afspejlede det liv, han drømte om. Nej… Han havde langsigtede mål og ønskede sig børn og familie.

Efter samtalen tog han ansvar og handlede på de ting, som stod i vejen for at få en tilladelse til afsoning med fodlænke. Tilladelsen hang i en tynd tråd, men i løbet af et par uger fandt han en ny afsoningsadresse, fik et beskæftigelsestilbud via jobcenteret, kontaktede misbrugscenteret og startede behandling. Han beviste, at han kunne rykke sig, og jeg indstillede ham til afsoning med fodlænke.

Han var i gang med at lave mad, da jeg og en kollega kom på uanmeldt kontrolbesøg på bopælen, som vi gør minimum en til tre gange om ugen. Han var imødekommende og smilende. Og da han nogle måneder senere skulle prøveløslades, accepterede han ikke alene vilkårene, men sluttede partshøringen med at sige, at et tilsynsforløb på et år og et betinget vilkår om misbrugsbehandling var meningsfyldt for ham.