REFLEKSION: ”Det er frustrerende, når jeg er underlagt lovgivning, som går direkte imod min faglighed.”

En mail tikker ind. Det er en underretning i en af mine sager. Jeg kan allerede mærke nervøsiteten og angsten stige. Hvis Jeppe Rohde Fransson det er en underretning om skolefravær, kan jeg være nødt til at tage børnepengene fra familien. Jeg ved bare, at det vil ødelægge vores samarbejde. Et samarbejde, jeg har brugt en del tid på at etablere og pleje.

Det er frustrerende, når jeg er underlagt lovgivning, som går direkte imod min faglighed. Fattigdom er en stor risikofaktor for de børn, vi forsøger at hjælpe. Og når vi tager børnepengene fra deres forældre, fordi børnene har svært ved at komme i skole, er vi med til at skabe sociale problemer. Det er ikke derfor, jeg blev socialrådgiver.

Hvordan fortæller jeg forældre, at nu kaster jeg en håndgranat ind i et utroligt skrøbeligt fundament, deres økonomi, men gør det for at hjælpe dem? Det vil jeg umuligt kunne fortælle dem og samtidig være oprigtig.

Jeg kan selvfølgelig smide min ledelse og politikerne ind under bussen. Fritage mig selv for ethvert ansvar, selv om det er mig, der kaster håndgranaten. En menig soldat, der blot adlyder og parerer ordre fra højere magter. Samtidig er jeg ambassadør for kommunalbestyrelsen. Jeg udmønter lovgivningen på vegne af de politikere, som borgerne har valgt til at repræsentere sig. Det er en del af stillingen som socialrådgiver – kan jeg så bare fralægge mig ethvert ansvar?

Det krydspres er til evig frustration, og det kan være umuligt at navigere sig ud af. Så må jeg hjælpe familien med at rydde op efter den katastrofe, jeg selv har skabt.