PRAKSISKLUMMEN: Lad os nu gøre det, der er brug for
Af Ida Louise Jervidalo, der er fællestillidsrepræsentant, Beskæftigelse, Aarhus Kommune
Hvad motiverer de unge? Det taler mine kolleger og jeg meget om over kaffen. Vi arbejder på ungeområdet. Nærmere betegnet med de 15 til 30-årige, som blandt andet er på uddannelseshjælp. En sådan kaffesamtale på arbejdet fik mig til at tænke på, at vi i knap ti år har arbejdet under en lang reformbølge. En bølge, drevet af seks forskellige beskæftigelsesministre, som alle har haft blikket stift rettet mod arbejdsudbud, erhvervsfrekvens og med et ensidigt afsæt i en økonomisk incitamentsstruktur som omdrejningspunkt for handling og indsats.
Har reformerne så virket efter hensigten? Hvad angår den brede arbejdsmarkedstilknytning, sikkert ja. Men for mange af de unge, som kollegaerne og jeg møder, så er svaret nej. Det er en illusion at tro, at deres udfordringer bare kan løses af arbejdsmarkedet.
Vi har forbavsende mange unge, der står uden en uddannelse. Nogle, som kun på papiret har en folkeskoleuddannelse. Nogle af dem, vi fik i videre i livet og på arbejdsmarkedet, er vendt tilbage til os på grund af corona og fyringsrunder.
Der, hvor jeg oplever, at tingene fungerer, er, når sagstallene er lave, og hvor den koordinerende sagsbehandler rent faktisk har mulighed for fleksibilitet. For eksempel til at tage jakken på og sige til den unge: ”Kom. Nu går vi to ned på misbrugscentret”, hvis det er det, der er brug for.
De unge, jeg har haft med at gøre, reagerer ikke på de økonomiske incitamenter. Vi skal ikke fastholde et årtis tankegods, nu hvor vi står med en gruppe, der stadig ikke er med. Det handler om behovet for en flerdimensionel indsats, og det handler især om den store gruppe af samfundets unge, som møder en stor grad af ulighed i muligheder og stadig står tilbage uden gennemført uddannelse.