PRAKSISKLUMMEN: Jeg sidder hjemme – hvad gør hjemløse?

Der er meget, jeg savner i min hverdag i SAND – men mest af alt de hjemløse. Som de fleste af jer sidder jeg hjemme foran skærmen. Det er noget helt andet end hverdagen på herberger, varmestuer og vores kontor, men det kan godt fungere. De hjemløse kontakter mig stadig, for der er mange problemer.

Der er lavet mange tiltag for at isolere hjemløse, som ikke bare kan blive hjemme. Vi hører fra bostederne, at fællesarealer er lukket ned, at personalet er hårdt presset af blandt andet corona-rengøring. Sådan er virkeligheden. Dilemmaet er bare, at der for eksempel på ungeherbergerne er tale om en gruppe, der bliver dobbelt ramt i forhold til andre unge. Alle unge synes, at det er røvsygt at være ’buret inde’ og afskåret fra venner og livet generelt. Men denne gruppe skal ikke lige mødes med gymnasieklassen på Zoom til virtuel fredagsbar eller til ’alene-sammen’ træningschallenge med fodboldklubben.

Når vi i SAND plæderer for, at hjemløse og bosteder for hjemløse – inklusiv de ansatte – skal rykkes frem i vaccinekøen, er det ikke for at favorisere egen målgruppe. Det er, fordi vi ser og oplever nogle klare problemstillinger for denne gruppe. Der er udbrud på flere bosteder i København. Alle er isolerede, og det er ikke ’bare lige’, når man er hjemløs med psykiske udfordringer og et misbrug. Vi hører om folk, som skrider – med corona og hele pivtøjet – om problemer med at få øl, medicin (det, der handles på gaden uden recept) og så om angsten for at få corona oven i de ting, man allerede døjer med. De er hunderædde for at blive smittet. Derfor vælges nødovernatning fra og gaden til. Folk sidder alene i lejligheder uden bostøtte, uden møbler, uden netværk. Og netværkstilbud og beskæftigelsesindsatser lukkes.

Corona er hårdt for os alle. Men måske er det allerhårdest for dem, der i forvejen står udenfor samfundet – og nu i endnu højere grad er afhængige af at blive lukket ind?