PRAKSISKLUMMEN: At ville lykkes trods økonomisk pres

Hvordan undgår vi, at nogle bliver afmægtige, og at vi selv bliver for mægtige i relationerne?

Jeg er ansat i Københavns Kommune i Center for Forebyggelse og Rådgivning, hvor vi laver rigtigt meget forskelligt: Forebyggelse på gadeplan, indsats på Christiania, projekt for vilde piger, behandling af stofbrug, støtte til forældre med anbragte børn, akut myndighedsarbejde…

Som forvaltning oplever vi et øget pres – vi skal hjælpe flere for færre penge. Det pres findes på myndighedsområdet, når budgetterne strammer, og der kommer flere og flere underretninger. Men presset forplanter sig til foranstaltningsområdet, hvor der er fokus på at skabe mere fleksible og billigere alternativer til de omfattende og dyre indsatser. Det at tilpasse vores arbejde til en situation, hvor vi kan lave færre perfekte løsninger og i stedet må lave flere af de løsninger, der akkurat kun lige er tilstrækkelige – kræver fælles fokus og åbenhed samt dialog om, hvordan vi kan lykkes med det gode sociale arbejde under vanskelige betingelser.

Set udefra kan vi som center ligne lidt af et kludetæppe, men meget binder os sammen. En idé om, at vi altid skal gøre os umage, at vi skal lytte – og lede efter de løsninger, mennesker kan se sig selv i. Et andet fællestræk er, at vi har en rettighedsbaseret tilgang til arbejdet med de mennesker, vi møder. Fokus på den enkeltes rettigheder og ret til at blive set som en person med egne ideer om, hvad der kan hjælpe, er en måde at holde os fast i vores faglighed og holde os fast i en tilgang, hvor der er plads og rum til det faglige skøn.

For ja – vi skal have et blik for økonomien, det er et vilkår. Men det må aldrig blive de eneste øjne, vi ser med. For at lykkes med vores arbejde, må drivkraften være fagligheden. Muligheden for at hjælpe det vi kan, med det vi har. At det, vi laver, er ordentligt, lovligt og giver mening – også når det er indsatser til færre penge og under øget pres.